Aleksandr Barmin

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Aleksandr Barmin
Født	16. august 1899 Mahiljow, Belarus
Død	25. december 1987 (88 år) Rockville, Maryland, USA
Ægtefælle	Edith Kermit Roosevelt
Barn	Margot Roosevelt
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Specialfakultetet på Frunze-militærakademi
Beskæftigelse	Diplomat, forfatter, militærperson, spion
Arbejdsgiver	Office of Strategic Services
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Aleksandr Grigorjevitj Barmin (russisk Александр Григорьевич Бармиин, translit. Aleksándr Grigór'evič Barmín, internationalt kendt som Alexander Barmine, født 16. august 1899 i Mahiljoŭ, 25. december 1987 i Rockville) var sovjetisk officer og diplomat. Under Stalins massemord i 1937 blev han afhopper. Han virkede derefter som skribent og journalist, hvor han advarede mod kommunismen, og som politisk rådgiver for den amerikanske regering.

Hans far var født Graff og tysk indvandrer til Rusland; moderen var ukrainsk. Barmin voksede op i Kyjiv og studerede ved sankt Vladimirs kejserlige universitet og en officersskole i Minsk.

Efter opholdet på militærakademiet giftede han sig med Olga Fjodorovna. Parret fik to sønner, men hans kone døde i barselsseng. Efter at være emigreret genså han aldrig sin familie i Sovjetunionen. I USA var han gift med Edith Kermit Roosevelt i 1948-52, barnebarn af præsident Theodore Roosevelt. Parret fik en datter, Margot. I 1952 giftede han sig med Halyna Domanytska.

Efter revolutionen studerede han ved Frunze-militærakademiet og instituttet for orientalske studier i Moskva. Han deltog i den røde hær under borgerkrigen og var militærattaché ved den sovjetiske ambassade i Bukhara i 1921. Sammen med sin kone arbejdede han i nogle år i partiapparatet i sovjetisk Centralasien og senere i Moskva.

I 1935 skiftede han fra den røde hær til den militære efterretningstjeneste (GRU). Han blev udnævnt til chargé d'affaires ved ambassaden i Athen. Mange af Barmins overordnede blev arresteret og henrettet eller forsvandt under Stalins udrensninger i 1936-37. Barmin frygtede at samme skæbne snart ville ramme ham selv. I juli 1937 blev han inviteret til at spise middag på et sovjetisk skib i Piræus, men han nægtede at gå ombord. På en restaurant mødtes han med kaptajnen, som advarede ham. Barmin flygtede derefter til Paris og senere New York.

I USA ansøgte han om asyl. I 1941 blev han hvervet til den amerikanske hær i en antiluftskytsenhed. Han fik statsborgerskab i 1942. I 1943-44 arbejdede han for U.S. Office of Strategic Services, som stod for indhentning af efterretninger og sabotage i krigen.

Efter krigen var han leder af Voice of Americas russiske afdeling i 1948-64. I forbindelse med den amerikanske jagt på spioner og kommunister i efterkrigstiden afslørede han den amerikanske professor og embedsmand Owen Lattimore som sovjetisk agent. I 1964-72 var han rådgiver i sovjetiske forhold for U.S. Information Agency, den amerikanske myndighed for offentligt diplomati og PR-arbejde i udlandet.

Barmin skrev i sine erindringer at han var blevet overrasket over støtten til sovjetkommunismen blandt vestlige intellektuelle omkring 1930, en opbakning som viste sig samtidig med at han og hans kollegaer i GRU selv mistede troen på systemet.

Hans mest kendte værker er:

• Memoirs of a Soviet Diplomat: Twenty Years in the Service of the USSR, oversat af Gerard Hopkins, L. Dickson, London, 1938 (bestand på bibliotek.dk)
• One Who Survived, G.P. Putnam's Sons, 1945
  • Dansk udgave: En der overlevede, oversat af Biørn Karbo, Samlerens Forlag, 1948 (bestand på bibliotek.dk)