Babak Rafati
| Babak Rafati | |
|---|---|
| Land | |
| Født | 28. maj 1970 (56 år) |
| Dommer i FIFA | 2008 – 2011 |
| Første internationale kamp | Ungarn U19 – Litauen U19 |
| Sprog | Tysk |
| Andre sprog | Engelsk |
Babak Rafati (født 28. maj 1970 i Hannover) er en tysk-iransk fodbolddommer, der siden 2005 har dømt i den tyske 1. Bundesliga. Ved siden af dommergerningen arbejder han som filialleder for et pengeinstitut i hjembyen Hannover.[1] Internationalt nåede han at blive indrangeret som kategori 2-dommer.[2]
19. november 2011 forsøgte Rafati selvmord godt 2 timer før han skulle dømme en kamp i Köln.[3]
Karriere
Tyskland
I 1997 blev Rafati uddannet fodbolddommer under det tyske fodboldforbund, Deutscher Fußball-Bund. Han er tilknyttet Hannover-klubben Niedersachsen Döhren. Rafati blev i 2000 udnævnt til at dømme i landets anden bedste række, 2. Bundesliga. Han blev i sommeren 2005 forfremmet til 1. Bundesliga, hvor han debuterede 6. august 2005 i kampen imellem FC Köln og Mainz 05.
Babak Rafati skulle den 19. november 2011 dømme bundesligakampen imellem FC Köln og Mainz 05, de samme to hold som han dømte i sin debutkamp i rækken. Kampen blev aflyst 40 minutter før planlagt start, da Rafati ikke var dukket op på Kölns hjemmebane RheinEnergieStadion. Udeholdet fra Mainz boede på samme hotel som Rafati, og de så ved afrejse til stadion at der manglede én fra dommer-kvartetten.[4] Kort tid efter fandt Babak Rafatis assisterende dommere ham liggende i badekaret på hotelværelset, hvor han havde forsøgt selvmord ved at skære sine pulsårer op. Rafati blev efterfølgende bragt til et hospital, hvor lægerne fik stabiliseret ham.[3]
Rafati havde i november 2011 været dommer i 84 kampe i 1. Bundesliga og 101 kampe i 2. Bundesliga, ligesom han havde dømt et antal kampe i DFB-Pokal og lavere rangerende rækker.[1][5]
Internationalt
Babak Rafati blev 1. januar 2008 udnævnt til international dommer under verdensorganisationen FIFA, da han fik den ledige tyske plads fra Markus Merk der var faldet for aldersgrænsen. Rafatis første kamp i internationalt regi var EURO 2008 kvalifikationskampen for U/19 landshold imellem Ungarn og Litauen. Hans fjerde internationale kamp, og første imellem to klubhold, kom 14. august 2008 på City of Manchester Stadium, da han dømte UEFA Cup kampen imellem Manchester City og FC Midtjylland. Rafati dømte aldrig en turneringskamp imellem to A-landshold, men var dommer i venskabskampene imellem Armenien og Grækenland den 1. juni 2008, og kampen imellem Angola og Congo den 14. november 2009 på Estádio Nacional do Chiazi i Cabinda.[5]
I september 2011 meddelte det tyske fodboldforbund Deutscher Fußball-Bund, at Rafati fra 1. januar 2012 ikke længere var på listen over tyske FIFA-dommere.[6] Han nåede fra 2008 til 2011 at dømme fjorten kampe i FIFA-regi, hvor Europa League kvalifikationskampen den 27. juni 2011 imellem Stoke City og Hajduk Split blev den sidste.[2][5]
Referencer
- ^ a b Deutscher Fußball-Bund. "Schiedsrichter der Bundesligen - Babak Rafati" (tysk). Hentet 20. november 2011.
- ^ a b WorldReferee.com. "Palmares for Babak Rafati" (engelsk). Arkiveret fra originalen 19. december 2011. Hentet 20. november 2011.
- ^ a b Ritzau (2011-11-19). "Bundesligaen i chok efter selvmordsforsøg". Jyllands-Posten. Arkiveret fra originalen 20. november 2011. Hentet 20. november 2011.
- ^ Hansen, Niels O. (2011-11-19). "Chokeret Ståle tog hjem og så fodbold". Sporten.dk. Arkiveret fra originalen 20. november 2011. Hentet 20. november 2011.
- ^ a b c Transfermarkt.co.uk. "Babak Rafati profile" (engelsk). Hentet 20. november 2011.
- ^ Langner, Kevin (2011-09-16). "Felix Zwayer für FIFA-Liste vorgesehen" (tysk). Berliner Fußball-Verband. Arkiveret fra originalen 6. marts 2016. Hentet 20. november 2011.
Eksterne henvisninger
- Babak Rafatis profil hos Tysklands fodboldforbund (tysk)
- Babak Rafatis dommerprofil hos transfermarkt.com (engelsk)
Content Disclaimer
Informasi ini disarikan dari Wikipedia dan disajikan kembali untuk tujuan edukasi. Konten tersedia di bawah lisensi CC BY-SA 3.0. Kami tidak bertanggung jawab atas ketidakakuratan data yang bersumber dari kontribusi publik tersebut.
- The information displayed on this website is sourced in part or in whole from Wikipedia and has been adapted for the purpose of restating it. We strive to provide accurate and relevant information, however:
- There is no guarantee of absolute accuracy. Wikipedia is an open, collaborative project that can be edited by anyone, so information is subject to change.
- It is not intended to constitute professional advice. The content displayed is for informational and educational purposes only. For important decisions (e.g., medical, legal, or financial), please consult a professional.
- Content copyright. Wikipedia is licensed under the Creative Commons Attribution-ShareAlike License (CC BY-SA). This means that content may be reused with appropriate attribution and shared under a similar license.
- Responsible use. Any risk arising from the use of information from this website is entirely the responsibility of the user.









