Bruger:Artinter

Korrespondance er inden for el-teknik en betegnelse for en installation, hvor man kan tænde og slukke en eller flere lamper fra to eller flere kontakter.

Det er særdeles brugbart i fx et hus i flere planer. En kontakt ved trappen i stuen, der er forbundet i korrespondance med en anden kontakt på 1. sal, sørger for, at man kan kontrollere trappelyset fra begge lokationer.

Et andet eksempel på anvendelighed er et gangområde med flere døre. En korrespondance­forbundet afbryder anbragt ved hver dør betyder, at lyset kan tændes og slukkes uden at man på noget tidspunkt skal famle i mørke.

Samme funktionalitet kan i øvrigt laves med et kip-relæ og et antal tryk. Et tryk er fjeder­belastet - betjenings­tangenten hopper selv tilbage til udgangspositionen når den ikke påvirkes længere. En afbryder derimod forbliver i den position man sætter den i.

Til et traditionelt korrespondancesystem, uden fancy anvendelse af kip-relæer eller programmerbare controllere (fx IHC), anvendes anderledes konstruerede afbrydere end dem som anvendes ved en alm 1-polet tænding. De forskellige typer afbrydere adskiller sig blandt andet fra hinanden ved at have et forskelligt antal terminaler, hvortil ledningerne tilsluttes.

Den 1-polede afbryder har 2 terminaler. Den indeholder en kontaktskinne med forbindelse til den ene terminal. Kontakt­skinnen slutter til den anden terminal når kontakten tændes. Sådan en afbryder kan ikke anvendes i et traditionelt korrespon­dance­system. Hvis der isættes en fjeder bag betjenings­tangenten kan den derimod anvendes som et tryk i et korrespondancesystem bygget op omkring et kip-relæ.

Korrespondanceafbryderen har 3 terminaler. Den kaldes også for en 1-polet omskifter. Kontakt­skinnen, der har forbindelse med den ene terminal, veksler mellem at danne forbindelse til en af de to andre terminaler. Terminalen med kontaktskinnen er gerne genkendelig ved bogstavet P, en farve, eller den kan udledes ved hjælp af et påtegnet diagram. Terminalen med kontaktskinnen kan også findes ved måling. En gennemgangstesters to målepinde (fx et multimeter indstillet til at måle ohm) placeres prøvende på to terminaler på den frakoblede korrespondanceafbryder. Hvis der, på trods af at afbryderen tændes og slukkes, ikke kan måles nogen gennemgang, er de to frie terminaler fundet. Den sidste terminal er den med kontaktskinnen, markeret med et P på nedenstående diagramtegninger.

Der anvendes altid to styk af denne type afbryder i et traditionelt korrespondancesystem.

Krydsningsafbryderen har 4 terminaler. To kontaktskinner, med forbindelse til hver sin terminal, sørger for, at der dannes forbindelse enten lige igennem til de to andre terminaler, eller der krydses over. Hvis et korrespondancesystem har brug for mere end to tænd/sluk-steder er det krydsningsafbrydere der skal bruges udover de obligatoriske to korrespondanceafbrydere.

[1] Det er med at holde tungen lige i munden når der kigges på det påtegnede diagram på ovenstående krydsnings­afbryder. Afbryderen har ikke mindre end 6 terminaler (en enkelt terminal kan i øvrigt sagtens bestå af to "huller" af hensyn til at kunne forbinde to ledninger til samme terminal). Ser man rigtig godt efter opdager man, at den kan bruges både som 1-polet afbryder, korrespon­danceafbryder og krydsnings­afbryder. Skal komponenten anvendes som krydsnings­afbryder skal der monteres to lednings­stumper ("lus") mellem nogle af terminalerne, som det er markeret med de tynde streger i yderkanten af diagrammet. De to ankommende installations­ledninger fra den ene korrespon­dance­afbryder monteres i terminalerne med de to vinkler pegende mod venstre og de to ledninger, der skal videre monteres til terminalerne med vinklerne pegende mod højre (eller omvendt).

Nedenfor ses et mere overskueligt diagram, der viser, hvordan en krydsningsafbryder, hvor der kun skal bruges 4 terminaler til øvrige komponenter, er dannet ud fra en 2-polet omskifter, som har 6 terminaler [2]

Når der vælges enten A- eller B-korrespondance i en stærkstrømsinstallation (C-korrespondancen bruges ikke til stærkstrøm), kan varianterne skitseres i et ledningsdiagram for at se, hvilken løsning der kræver færrest ledninger i forhold til, hvordan kablerne tænkes ført mellem de forskellige komponenter. Færrest mulige ledninger på de længste stræk kunne også være et argument for at vælge den ene frem for den anden. Eventuelle stikkontakter, der placeres sammen med afbryderne, kan spille ind i regnskabet. Bemærk, at der i alle nedenstående varianter kan indskydes et ubegrænset antal krydsningsafbrydere mellem de to korrespondanceafbrydere, alt efter hvor mange tændingssteder der er brug for. Er der kun brug for to tænd­ings­steder ses der helt bort fra krydsningsafbryderen i diagrammerne og ledningerne går blot direkte fra de to frie klemmer på den ene korrespondanceafbryder til ditto på den anden.

A-korrespondancen er karakteristisk ved, at de to skinneklemmer (P) på korrespondanceafbryderne monteres med henholdsvis fasen (L) på den ene og lampeledningen på den anden. [3]

A-korrespondance. Fasen er ført til den ene korrespondanceafbryder. Her kunne derfor yderligere placeres en stikkontakt, hvis der også trækkes en nul- og evt en beskyttelsesleder. Er der kun brug for to tændingssteder, ses der bort fra kryds­ningsafbryderen i midten og ledningerne mellem de frie klemmer i korres­pon­dance­afbryderne forbindes ubrudt med hinanden. I afbrydernes aktuelle position ville der ikke være lys i lampen - der er ikke nogen strømvej fra fasen (L) gennem lampen og tilbage til nul. Ændring af en vilkårlig afbryder af de 3 viste ville bringe lys i lampen.

Karakteristisk for B-korrespondancen er den såkaldte skinneledning. Der går en ubrudt ledning fra den ene korrespondanceafbryders skinneklemme til den andens ditto. [4]

B-korrespondance. Bemærk at den faste fase føres mellem to afbrydere. Kunne måske vise sig fordelagtigt, når der skal vælges mellem A- eller B-metode, hvis der alligevel skulle installeres en stikkontakt i kombination med 2 af afbryderne. For korrekt virkemåde, skal lampeledningen og fasen monteres i samme side når antallet af tryk fordrer en krydsnings­afbryder. Prøv evt selv at undersøge, om samtlige afbrydere kan tænde og slukke ved alle kombinationer, hvis lampe­led­ningen blev monteret til den højre korrespondanceafbryder i stedet for. Der er en ubrudt strømvej fra fase, gennem afbryderne og videre gennem lampen og tilbage til nul: der er lys i lampen.

C-korrespondancen anvendes som nævnt ikke til stærkstrøm, men den er ikke desto mindre at finde i lysinstallationer fra dengang Ruder Konge var knægt. Brugsgenstande afbrydes normalt i fasen, således at fx en lampe er spændings­løs når den er slukket (der kan dog sagtens være spænding på en klemme i selve lampestedet, selvom lampen er afbrudt på kontakten). I C-varianten kan lampen være slukket samtidig med at der er fase på både bundskrue og gevindet i fatningen. Der er også en anden uskik ved C-korrespondancen: det er tilfældigt om bundskruen får fase og gevindet nul eller omvendt når lampen lyser. Bundskruen tilsluttes normalt fasen (lampe-/mellemledningen) af hensyn til mindst mulig berøringsfare når der ikke sidder nogen lyskilde i lampen, eller hvis lyskilden skiftes og der ikke samtidig er slukket for afbryderen.

Motivationen til at bruge C-korrespondancen i de allerførste årtier efter elektricitetens indtog i Danmark i 1890'erne har været at spare på ledningerne.

I en bog fra 1914-16 for vordende elinstallatører, der ønskede at tage den stats­auto­ri­serede eksamen, kan man læse følgende:

Ved Vekselstrøm maa Stikkontakternes Kontaktpinde være ulige tykke, idet man derved, naar iøvrigt den paagældende Lampe er rigtigt monteret, sikrer sig, at Faseledningen altid tilsluttes Lampefatningens Bundskrue og Nulledningen altid Gevindet, hvilket af H. t. Forebyggelsen af Ulykkestilfælde er af større Betydning, f. Eks. naar man, medens Afbryderen er sluttet, vil indskrue en ny Lampe og derved let kommer i Berøring med det delvis nedskruede Gevindstykke paa Lampen. [[5]E. v. Holstein Rathlou: Stærkstrøms­elektro­teknik, 1916]

Ovenstående sikkerhedsmæssige formaninger diskvalificerer C-korrespondancen. Ikke desto mindre er C-korres­pon­dancen at finde i selvsamme bog.

...naar den sidste Anordning er at foretrække [A-korrespondance frem for C-korrespondance], har dette sin Grund i, at man her kun har én Polaritet i hver Afbryder, mens man ved den første Anordning har begge Polariteter i Afbryderne, hvad der kan give Anledning til Kortslutning. [E. v. Holstein Rathlou: Stærk­strøms­elektro­teknik, 1916]

Bogen indeholder skitser over alle 3 korrespondancer. Som C-korrespondancens fortrin nævnes kortere lednings­føring, men den frarådes som ovenfor citeret. A-korrespon­dancen synes mest anvendt, mens B-korrespon­dancens fortrin­lig­heder viser sig ved udvidelse af en allerede eksisterende installation fra enkelt lystænding til en korres­pon­dance­tænding. Med B-korrespondancen skal der nemlig ikke laves om på installationen, men blot trækkes 3 ledninger fra den eksisterende kontakt til det nye kontaktsted.

[6] C-korrespondancen kan man støde på i meget gamle lysinstallationer, men den bruges ikke til stærkstrøm nu om dage. Problemet er blandt andet, at nullen ikke nødvendigvis forbindes til gevindet i fatningen sådan som den bør. Lampen er monteret mellem korrespondanceafbrydernes skinne-klemmer. Med afbryd­ernes øjeblikkelige position ville der være lys i lampen.

Der er dem som siger, at nutidens korrespondance- og krydsningsafbrydere slet ikke er konstrueret til, at både nul og fase monteres i klemmerne. Afstandene mellem polerne i mekanikken er for små, hvilket medfører risiko for kortslutning ved afbrydning pga gnistdannelse.

Denne detalje var man også opmærksom på dengang C-korrespondancen fandt almindelig anvendelse