|
C.F.E. Horneman
Christian Frederik Emil Horneman (født 17. december 1840 i København, død 8. juni 1906 sammesteds[1]) var en dansk komponist, dirigent, musikforlægger, organisator og lærer. Han var søn af komponisten Emil Horneman og af Agnes Camilla Scheuermann (som var en kusine til Emma Hartmann). Et mindesmærke over ham findes på Assistens Kirkegård. Liv og gerningAllerede som barn skrev han små operaer sammen med sin fætter Asger Hamerik.[2] Han fik undervisning af sin far og andre, og studerede i 1858 – 1860 på konservatoriet i Leipzig. Her mødte han blandt andre Grieg og havde lærere som Moscheles, Hauptmann, Jul.Rietz med flere.[1] Han vendte hjem, da hans far havde mistet sine penge[3] ved en fejlslagen investering i forlystelsesparken Alhambra, der var en konkurrent til Tivoli. Derfor oprettede Horneman et musikforlag og en musikhandel, som han lod sin far bestyre i dagligdagen, mens han selv leverede en del af musikken[3] (optræder i 2. vers af Peter Fabers julesang Sikken voldsom trængsel og alarm). Han skrev divertissementer, operafantasier m.m. under forskellige pseudonymer og leverede ouverturer og anden orkestermusik til Tivoli. Desuden skrev han sange og anden teatermusik for Casino og Folketeatret.[3] KoncertsalsmusikHans produktion af koncertsalsmusik er begrænset, sikkert fordi ”han maatte nu i flere Aar arbejde alene for Erhvervet”, som der står i Dansk biografisk Leksikon. Han arbejdede i mange år på at skrive operaen Aladdin. I 1864 var ouverturen færdig, men først i 1888 fik operaen sin førsteopførelse ved en festforestilling for kong Christian IX.[3] Den blev kun spillet 8 gange.[3] En Ouverture héroïque skrevet i München i 1867, mens han var på studierejse finansieret af Det anckerske Legat[3], fremhæves også som et fint værk. Derudover findes der noget skuespilmusik og første del af et større sceneværk til tekst af Karl Gjellerup, Thamyris (Kampen med Muserne), dog først blev opført på det kgl. Teater i 1908, altså efter hans død.[1] Det eneste orkesterværk af Horneman, der foruden Aladdin-ouverturen har holdt sig på repertoiret til vore dage, er Gurre-suiten. Den er sammensat af fire satser fra scenemusikken til Holger Drachmanns drama Gurre, som havde urpremiere på Det Kongelige Teater den 9. februar 1901.[1] Musikselskabet "Euterpe"Sammen med G. Matthison-Hansen, Edvard Grieg og andre stiftede han i 1865 i København musikselskabet Euterpe, hvis koncerter han dirigerede.[3] Det var en reaktion mod den enerådende Musikforeningen, der var styret af Gade og Hartmann, og som efter de unge komponisters mening var for konservativ. Efter sin udenlandsrejse søgte han at realisere en yndlingsidé ved at arrangere en række billige lørdagskoncerter i Casino. Dette initiativ holdt dog kun i en sæson og måtte derefter opgives på grund af underskud.[3] KoncertforeningenI 1872 og 1874 solgte han efter faderens død henholdsvis musikhandel og forlag til Edition Wilhelm Hansen. Samme år stiftede han sammen med blandt andre Otto Malling og Jacob Christian Fabricius Koncertforeningen, hvis koncerter han dirigerede i 2 år på skift med Malling.[3] 1876 oprettede han et "Nodekursus" i at synge fra bladet. Det udviklede sig fra 1880 til et velbesøgt musikinstitut, som skulle være et alternativ til Københavns Musikkonservatorium.[3] Frem til 1920 fungerede denne læreanstalt, hvis elever (bl.a. Rued Langgaard) i de første mange år nød godt af Hornemans store interesse for pædagogik og betydelige evner som pædagog. Han var en ildsjæl og fuld af energi og virketrang. At Horneman nød agtelse blandt de yngre komponister viser Carl Nielsens tale ved afsløringen af mindesmærket for ham på Assistens Kirkegård den 13. maj 1909. Carl Nielsen karakteriserer Horneman således: ”Han var Flammen, den klare Flamme, den spillende Ild i den danske Musik, Ilden, som smelter alt det falske og fortærer det uægte.” Det var altså ikke uden grund at han i 1888 blev han titulær professor[4] og 1906 Ridder af Dannebrog. FamilieI 1866 ægtede han Louise Nannestad, Datter af Pastor Conrad Nannestad.[4] MusikAngul Hammerich har skrevet om hans musikalske produktion, at den var "i Omfang ikke særlig stor, men desto værdifuldere i Indhold, præget af sprudlende Idérigdom og stor Originalitet."[1] Større værker
Mindre værker
NoterLitteratur
Eksterne henvisninger
|
||||||||||||||||||||||
.jpg)
