Embedslæge

Embedslæge var i Danmark betegnelsen for en særligt uddannet læge, der var ansat af staten i offentlig tjeneste. Geografisk og administrativt var der forskel på titlerne alt efter placering; i provinsen fungerede embedslægerne som kredslæger og amtslæger, mens embedslægen i København bar titlen stadslæge.^[1]

Embedslægen varetog opgaver af rådgivende, tilsynsførende og administrativ art og bistod de lokale og offentlige myndigheder i blandt andet sundheds-, miljø-, social- og retsmedicinske spørgsmål. I praksis ydede embedslægen rådgivning om offentlig sundhed, hygiejne og smitsomme sygdomme samt bistod rets- og politimyndighederne ved for eksempel at udføre retslægelige ligsyn og obduktioner. En central del af arbejdet bestod tillige i at føre tilsyn med sundhedspersoner, herunder apotekere, læger, tandlæger, jordemødre samt personer med bemyndigelse til begrænset lægegerning såsom massører. Dette tilsyn inkluderede sager vedrørende faglige standarder samt eventuelt misbrug af alkohol eller afhængighedsskabende lægemidler. Fra år 2002 blev opgaveporteføljen desuden udvidet til også at omfatte tilsyn med plejehjem m.v.^[2][3] Embedslægeordningen blev nedlagt i 2016, og opgaverne i hovedtræk overført til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Historisk kendes embedslægeinstitutionen helt tilbage fra 1500-tallet, om end der i begyndelsen kun var meget få ansatte. I ældre tid udgjorde det en vigtig opgave for embedslægerne at behandle de fattige. Indtil 1838 var lægevidenskaben opdelt i to selvstændige videnskaber, medicin og kirurgi, hvor medicinerne blev anset for at være de fornemste. Det var fra dem, de overordnede embedslæger, kaldet stifts- eller landfysici, rekruteredes til embedskredse benævnt fysikater. København fik allerede i 1668 en stadsfysikus, et embede der i 1857 skiftede navn til stadslæge. Under disse fysici virkede i de mindre kredse distriktskirurger, som fra 1838 fik titlen distriktslæger.^[2]

Den moderne embedslægeordning udsprang af disse ældre offentlige lægeembeder og blev formaliseret ved lov nr. 87 af 21. april 1914 om embedslægevæsenets ordning, baseret på Medicinalkommissionens Betænkning IV (Sv. 1550) fra 1911. Med denne lov blev de tidligere ordninger omordnet til et system af amts- og kredslæger, og samme år indførtes en særlig embedslægeeksamen. Embedslægerne stod under Sundhedsstyrelsen og fungerede som et vigtigt mellemled mellem styrelsen og sundhedspersonalet. Amtslægen fungerede som amtsrådets sanitære rådgiver, var medlem af overepidemikommissionen og agerede bindeled mellem Sundhedsstyrelsen og kredslægerne. Kredslægen rådgav tilsvarende kredsens dømmende og administrative myndigheder samt dens by- og sognekommunale råd. Efter justitsministeriel instruks førte kredslægen tilsyn med kredsens sundhedsforhold. herunder særligt hygiejniske foranstaltninger, og var tillige medlem af sundhedskommissionen på bopælsstedet samt af kredsens epidemi- og karantænekommissioner.^[2][3]

Ved lov nr. 381 af 13. juni 1973 (jævnfør bekendtgørelse nr. 474 af 19. september 1974) blev det bestemt, at denne ordning efterhånden skulle afløses af embedslægeinstitutioner i hver amtsrådskreds, bestående af en eller flere sideordnede embedslæger. Stadslægeordningen i København blev ikke berørt af denne ændring.^[2]

Som selvstændig funktion blev embedslægeinstitutionen nedlagt ved lov den 1. juli 2016. De opgaver, der hidtil var blevet varetaget af embedslæger, overgik til læger ansat i Styrelsen for Patientsikkerhed og blev organisatorisk videreført gennem styrelsens enhed for tilsyn og rådgivning.^[4] På Færøerne eksisterer der fortsat en beslægtet funktion ved navn Landslægen (færøsk: Landslæknin), som er en dansk institution under Styrelsen for Patientsikkerhed, men virker efter færøsk lovgivning.^[5]

• Landslægen Arkiveret 5. marts 2016 hos Wayback Machine