Erik Adrian

Erik Adrian
Født	27. januar 1923 Sakskøbing, Danmark
Død	2019
Dødsårsag	Trafikulykke
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Jonstrup Seminarium (1941-1943), Nakskov Gymnasium (1938-1941), Københavns Universitet (1945-1950, 1960-1963)
Beskæftigelse	Embedsmand, skolelærer, institutleder
Arbejdsgiver	Københavns Universitet
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Pusjkin-medaljen
Kriminalitet
Fængslet i	Dachau koncentrationslejr
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Svend Erik Adrian, normalt kaldt Erik Adrian, (født 27. januar 1923 i Sakskøbing^[1], død 2019^[2]) var en dansk universitetslektor og blandt andet institutbestyrer i 10 år på Slavisk Institut ved Københavns Universitet.

Adrian havde et langt, rigt og facetteret liv og blev af en af sine studerende omtalt som et renæssancemenneske, der engagerede og udmærkede sig i mange forskellige sammenhænge. Han voksede op i en meget musikalsk familie og var selv en begavet cellospiller og samtidig eliteidrætsmand som ung, hvor han blev Danmarksmester i hækkeløb. Efter studentereksamen fra Nakskov Gymnasium under Besættelsen gik han på lærerseminarium, blev engageret i modstandsbevægelsen, arresteret af Gestapo og sendt i koncentrationslejren Dachau, hvor han syg og afsvækket blev befriet af De hvide busser i april 1945. I lejren havde han mødt russiske krigsfanger og blev levende interesseret i det russiske sprog. Efter krigen studerede han statsvidenskab, blev cand.polit. og ansat i Udenrigsministeriet, men skiftede i 1953 til en gerning som skolelærer med vægt på musik. Senere begyndte han at læse russisk, blev en af Danmarks første uddannede cand.mag.'er i dette sprog og ansat ved universitetet, hvor han var en begejstret underviser og endte som institutbestyrer. Han var blandt andet med til at organisere indførelsen af russisk som valgfag i det almene gymnasium og modtog Pusjkin-medaljen for sin indsats for at sprede kendskabet til russisk litteratur og kultur. I sin lange pensionisttilværelse fortsatte han højt op i alderen et aktivt liv som oversætter, forfatter, foredragsholder og medvirkende i sin kone Reneé Adrians optrædener med musikalske børneforestillinger. Hans liv endte, da han som 96-årig en forårsdag med godt vejr kørte en cykeltur, hvor hjulet punkterede under ham, og han faldt ind over styret og øjeblikkelig døde.

Erik Adrian blev født i 1923 i Sakskøbing som søn af Svend Adrian og Bolette Margrethe Jacobsen. Faren var jernbaneassistent på Lollandsbanen. Erik havde to ældre søskende, Anne Kirsten (født 1919) og Henrik Oluf (født 1920).^[1] Det var en meget musikalsk familie, hvor både faren og alle tre børn spillede et instrument. Erik lærte at spille cello og klaver. Faren Svend, der selv stammede fra en spillemandsfamilie, var i mange år medlem af Nakskov musikforenings bestyrelse og musikanmelder ved Vestlollands Avis.^[3]

I 1938 bestod Erik mellemskoleeksamen på Nakskov Gymnasium, der på det tidspunkt delte bygning og til dels organisering med Nakskov Byskole og havde ansvaret for både mellemskolen, realafdelingen og selve det tre-årige gymnasium.^[4] Erik fortsatte i 1.g på gymnasiet og blev nysproglig student fra Nakskov i 1941. På hans årgang i gymnasiet var de i alt 19 personer, der blev enten nysproglige eller matematiske studenter. Blandt de andre studenter var den senere dramatiker og sceneinstruktør Ernst Bruun Olsen og den senere jurist og underdirektør i Industrirådet Flemming Hjorth Hansen. Årgangen havde et godt sammenhold, der blev yderligere befæstet, da Erik og mange andre efterfølgende flyttede til København for at videreuddanne sig og dér søgte hinandens selskab. Mange år senere beskrev Adrian og Hjorth Hansen i Nakskov Gymnasiums 75-års-jubilæumsbog deres gymnasietid med vægt på paratviden og almendannelse, optagethed af den nye jazzmusik, foredrag i Gymnasieforeningen og baller i Den Borgerlige Forening, den nationale situation under Besættelsen samt årgangens senere sammenhold.^[5]

Adrian vendte flere gange senere tilbage til sit gamle gymnasium for at holde tale for årets nybagte studenter ved translokationen. Det skete både som 50-års-jubilar i 1991 og som 60-års-jubilar i 2001. I 1991 var i alt 15 fra studenterårgangen 1941 stadig i live, og 11 af dem deltog i begivenheden på gymnasiet. Adrians tale handlede - udover betragtninger om gabet på to generationer mellem hans årgang og de nye studenter, der stod i hver sin ende af livet - om den europæiske integration og det vigtige i at møde den som danske med en stærk national baggrund.^[6]

Ved 60-års-jubilæet i 2001 levede 13 af de 19 studenter fra 1941 stadig, og syv af dem deltog ved translokationen på gymnasiet. Her holdt Adrian igen en jubilæumstale, hvor han fortalte om studenternes situation i 1941 og mindede de unge om, at de også havde noget at slås for: integration, atomkraft, afskaffelse af al krig, miljøet.^[7]

Straks efter gymnasiet fortsatte Adrian med at læse til lærer på Jonstrup Seminarium 1941-1943.^[8] Han blev imidlertid efterhånden inddraget i modstandsbevægelsen med dramatiske konsekvenser.

Allerede i 1938 havde Erik som 15-årig været på en cykeltur til Berlin, og der så han med egne øjne den nazistiske stat udfolde sig. Oplevelsen blev afgørende for ham under Besættelsen, hvor han deltog aktivt i modstandskampen fra 1943 som medlem af modstandsgruppen Studenternes Efterretningstjeneste. I november 1944 blev han arresteret af Gestapo i en villa i Rødovre, hvor modstandsfolkene holdt en dansk kvindelig stikker fra Schalburgkorpset fanget. Adrian og hans kammerater blev ført til Shellhuset og slået med knipler.^[9][10] Efterfølgende blev han anbragt i Frøslevlejren og i februar 1945 sammen med ca. 30 andre danskere deporteret i en lukket kreaturvogn til koncentrationslejren Dachau. Togturen tog en uge, og Adrian berettede senere, at det var den værste uge i hans liv. Det var iskoldt, de fik næsten intet at spise eller drikke, der var intet toilet i vognen, og toget rystede hele tiden under de allierede bombardementer, som toget mødte undervejs.^[10]

I Dachau blev Adrian desinficeret, klippet skaldet og fik et nummer. Derpå tilbragte han to måneder i lejren, hvor han og de andre levede af en ubestemmelig, grumset suppe og noget syntetisk brød, som de fik to gange om dagen. Adrian fik skarlagensfeber og gigtfeber under opholdet, tabte 20 kilo, så han vejede 50 kilo ved befrielsen, og fik varigt mén i form af en svag mave. Den 9. april 1945 blev han sammen med de andre nordiske fanger opsamlet af de hvide busser, som bragte dem til Sverige - over en anden koncentrationslejr Neuengamme, hvor han så et frygteligt syn af døde fanger.^[10] Under sit fangenskab var han blevet dømt til døden, men dommen blev dog aldrig eksekveret. Det var i øvrigt i de tyske koncentrationslejre, hvor han blev venner med nogle af de russiske krigsfanger, at hans senere livslange interesse for det russiske sprog blev vakt.^[11]

Adrian kom tilbage til Danmark 17. maj. Han fik en heltemodtagelse i Nakskov som frihedskæmper og blev bedt om at holde byens tale sankthansaften 1945. Her talte han om de lidelser, som den almindelige tyske befolkning havde været igennem under krigen - et tema, som ikke faldt i god jord hos de lokale repræsentanter for frihedskampen.^[10]

Adrian begyndte at læse statsvidenskab (stud.polit.) i 1945.^[8] Han blev cand.polit. i 1950 og straks efter ansat som sekretæraspirant i Udenrigsministeriet.^[12] Han blev dog aldrig fastansat, fordi man frygtede hans russiske forbindelser.^[10] I 1953 tog han derfor sin afsked og blev i stedet ansat som lærer ved Københavns Skolevæsen,^[12] hvor han fra 1953 til 1960 ernærede sig som vikar og vakancelærer.^[8] I 1960 begyndte han at læse russisk ved universitetet, og 1960-1961 var han Undervisningsministeriets stipendiat i Moskva.^[8] Han blev cand.mag. i 1963^[13] og var dermed en af de første danske cand.mag'er i russisk fra det nyoprettede Slavisk Institut på Københavns Universitet.^[14] Samme år blev han ansat som undervisningsassistent ved Københavns Universitet, i 1964 blev han amanuensis samme sted,^[13] og i 1972 blev han lektor i russisk på Slavisk Institut,^[15] hvor han fra 1976 til 1986 var institutbestyrer.^[2]

En af Adrians studerende, den senere journalist og forfatter Samuel Rachlin, fortalte ved hans død, at han selv og flere generationer af russiskstuderende blev revet med af Adrians begejstring og store kærlighed til russisk litteratur og kultur såvel som til de russiske verbers uregelmæssige bøjning, og hvordan han ikke var til at standse, når han udlagde den russiske litteraturs rigdom eller sprogets krinkelkroge.^[11] Som pensionist fortsatte han med dagligt at læse russiske aviser^[2] og var aktiv som oversætter, artikelforfatter og foredragsholder.^[8] Han turnerede også med sin kone Reneé som roadie rundt på biblioteker og børnehaver over hele livet, hvor hun med hans hjælp optrådte med et musikalsk show med fingerdukker. Deres sidste fælles optræden på denne måde fandt sted i 2008, da han var knap 86 år.^[10]

Adrian var medstifter af den danske russisklærerforening i sin tid og var i den forbindelse med til at organisere indførelsen af russisk som valgfag i det almene gymnasium i Danmark. I 1995 modtog han efter den internationale russisklærerforening, Maprjals, indstilling Pusjkin-medaljen af den russiske ambassadør i Danmark for sit engagement for at forøge kendskabet til russisk litteratur og kultur.^[16]

Erik Adrian var gift to gange, anden gang med den 11 år yngre Reneé (Maj Renée l’Anglois-Nordgren), som blev hans livs store og langvarige kærlighed.^[2][13] Reneés mor var oprindelig tysk, og hendes far var ansat på Deutsche Reichsbahns kontor i København under anden verdenskrig og, skønt egentlig upolitisk, af karrierehensyn medlem af nazistpartiet. Den musikinteresserede Reneé mødte som ung lærervikar på Vigerslev Allés Skole i 1957 musiklæreren Erik Adrian.^[10] Hun var imponeret over, at han tilsyneladende vidste alt om musik, og de begyndte næsten straks at spille sammen.^[17] To år senere, i 1959, blev de gift.^[10] De nåede at blive gift i 60 år.^[11]

Adrian døde 96 år gammel i foråret 2019^[2] på en cykeltur, hvor hjulet punkterede. Adrian kollapsede ind over styret og døde øjeblikkeligt. Samuel Rachlin nævnte i sit mindeord, at det var karakteristisk, at Adrian, som havde fart på i hele sit lange eventyrlige liv, også døde i fuld fart på cyklen på en skøn forårsdag. Rachlin kaldte ham for et renæssancemenneske, som engagerede sig i og brillerede i mange forskellige sammenhænge gennem livet: som begavet cellist fra en ung alder, som eliteatlet og Danmarksmester i hækkeløb, som modstandsmand under krigen, med en akademisk karriere som først cand.polit. og ansat i Udenrigsministeriet og siden mangeårig lektor i russisk på Københavns Universitet.^[11]

Adrian og Reneé fik to døtre, Signe og Louise,^[17] og syv børnebørn. Interessen for musik og sport blev givet videre i familien til de to døtre, der begge blev professionelle musikudøvere, og til børnebørnene, der tæller såvel en konservatorieuddannet cellist som fodboldspillere på eliteniveau.^[11]

Adrian forenede sin store kærlighed til Rusland og musikken i "Dansk Selskab for russisk Musik", hvor han var bestyrelsesmedlem.^[14] Han var også medlem af Slavistkredsen i Danmark.^[13]