Firebladssystemet

Firebladssystemet er den betegnelse, man normalt bruger om det fænomen, at der i første halvdel af 1900-tallet i større bysamfund i Danmark normalt var fire aviser, der hver var knyttet til et bestemt politisk parti: De Konservative, Venstre, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet.

Allerede i 1800-tallets anden halvdel blev der grundlagt en række aviser, der havde tilknytning til forskellige politiske grupperinger. Grupperingerne blev efterhånden til egentlige politiske partier, og aviserne blev partiaviser, som udtrykte partiets officielle holdning og kun havde læsere, der var enige i partiets synspunkter. Aviserne havde deres storhedstid i første halvdel af 1900-tallet, hvor der i Danmark blev trykt flere aviser, end der var husstande. Efter Det Radikale Venstres dannelse i 1905 som det yngste af de fire gamle partier var der derfor i de fleste byer fire lokale aviser - en for hvert af de fire partier.^[1] Systemet toppede omkring 1914 med 241 aviser fordelt ud over Danmark.

Efter 2. verdenskrig gik det generelt ned ad bakke for de danske aviser som følge af konkurrencen fra radio og tv. Det medførte den såkaldte bladdød, hvor mange aviser efterhånden lukkede. Samtidig blev aviserne i mindre grad rene partiaviser og i højere grad såkaldte omnibusaviser. En omnibusavis betyder en avis "for alle". I Danmark var Politiken den første omnibusavis. Da Henrik Cavling i 1905 blev chefredaktør for Politiken, gjorde han de partipolitiske bånd mindre synlige, så avisen bragte flere nyheder og færre meningsartikler. Denne avistype blev efterhånden forbillede for de fleste danske aviser.^[1] Det var dog først efter anden verdenskrig, at partipressen for alvor blev afviklet, og omnibuspressen blev et dominerende kendetegn for hele pressesystemet. Det medførte også, at den enkelte avis i højere grad begyndte at præsentere forskellige synspunkter på sine opinionssider. Samtidig blev mange journalister opdraget med et fagligt ideal om at skulle rapportere upartisk og kritisk undersøge magtudøvelsen i samfundet - optræde som en såkaldt "fjerde statsmagt".^[2]

Et af de områder i landet, hvor firebladssystemet holdt sig intakt længst, var på Lolland-Falster, der som et af de sidste steder i landet oplevede en ret jævnbyrdig konkurrence mellem de fire partiers blade. Først i perioden 1950-1970 ophørte de konservative og radikale blade, og A-Pressen blev trængt tilbage.^[3]

Avishistorien i Lollands største by Nakskov kan illustrere firebladssystemets udvikling over tid i provinsen. Byens første avis, Nakskov Avis, blev startet i 1850 af typografen G. Læssøe. Avisen var upolitisk fra begyndelsen, men støttede fra 1872 partiet Højre, forløberen for Det Konservative Folkeparti. Efter nogle år kom avisen dog i økonomisk uføre og eksisterede i sine sidste leveår fra 1882 blot som aflægger af Lolland-Falsters Stiftstidende, der blev udgivet i Nykøbing Falster. Den dårlige økonomi skyldtes ikke mindst konkurrence fra to andre aviser: Nakskov Tidende blev oprettet af et aktieselskab i 1868 og støttede partiet Venstre. Denne avis fik hurtigt mange abonnenter og blev egnens vigtigste avis i slutningen af 1800-tallet. I 1887 oprettede Nakskovkredsens Højrestøtter Vestlollands Avis for at få et slagkraftigt lokalt partiorgan, efter at Nakskov Avis ikke længere fungerede som en selvstændig avis. Vestlollands Avis var en god forretning, blev landsdelens vigtigste annonceorgan og havde i lang tid en større udbredelse i landdistrikterne, end partiets svindende stemmetal egentlig tilsagde.^[4]

Da Nakskov i 1800-tallets anden halvdel udviklede sig til en industriby, opstod der også efterspørgsel efter en arbejderavis, og i 1900 åbnedes en lokalredaktion for københavneravisen Social-Demokraten. Hovedredaktionen lovede at oprette en egentlig lokalavis, så snart der var abonnenter nok, og da der allerede året efter var 1500 betalende abonnenter, startede Lolland-Falsters Social-Demokrat i 1901. Bladet havde den senere borgmester og folketingsmedlem i Nakskov Sofus Bresemann som redaktør og forøgede hurtigt sit oplagstal.^[4]

Venstre var i denne periode en relativt løs gruppering med flere fraktioner, der ikke altid var enige. Det var årsagen til, at Nykøbing Dagblad i 1893 oprettede en aflægger i Nakskov med navnet Nakskov Folkeblad, der også var en Venstreavis, men altså kunne udtrykke andre synspunkter end Nakskov Tidende. Da partiet i 1905 splittedes endeligt, og Det Radikale Venstre blev stiftet, fulgte Nakskov Folkeblad den radikale linje, og dermed var firebladssystemet en realitet allerede i 1905.^[4]

Firebladssystemet varede i sin egentlige form blot til 1918 i Nakskov. I dette år gik Folkebladet ind som en selvstændig avis, men fortsatte dog indtil 1960 som en lokalredaktion af Nykøbing Dagblad,^[4] der samtidig tog navneforandring til Lolland-Falsters Venstreblad.^[5] I 1960 lukkede også Vestlollands Avis, og dermed var der kun to aviser tilbage i Nakskov: Venstrebladet Nakskov Tidende, der dog i 1945 havde taget navneforandring til Lollands Tidende, og Lolland-Falsters Social-Demokrat, der fra 1950 lød navnet Ny Dag. Lollands Tidende ændrede igen navn i 1969 til Tidende for Lolland og Falster, men det hjalp ikke på de svindende indtægter, og i 1971 blev bladet nedlagt. Det socialdemokratiske Ny Dag var dermed den eneste tilbageværende avis, der blev udgivet i Nakskov.^[4]

Avisen bevarede denne position, indtil bladet i 1994 lukkede. På det tidspunkt var avisen sammen med Bornholmeren den eneste tilbageværende socialdemokratiske avis i provinsen. Fra 1994 er der således ikke blevet udgivet nogen avis i Nakskov, men Lolland-Falsters Folketidende med hovedsæde i Nykøbing Falster har dog en lokalredaktion i byen.^[4] Folketidende var oprindelig en Venstreavis, men tilknytningen til partiet ophørte i 1980, hvorefter avisen blot kaldte sig liberal.