Helge Krog

Helge Krog
Personlig information
Født	9. februar 1889 Christiania, Norge, Oslo Kommune, Norge
Død	30. juli 1962 (73 år) Oslo, Norge
Bopæl	Oslo Kommune
Far	Fredrik Arentz Krog
Mor	Cecilie Thoresen
Ægtefæller	Tordis Maurstad (1949-1962), Eli Krog (1912-1947)
Barn	Cecilie Krog
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Universitetet i Oslo
Beskæftigelse	Journalist, oversætter, forfatter, litteraturkritiker
Fagområde	Oversættelse, litteratur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Helge Krog (født 9. februar 1889 i Oslo, død 30. juli 1962 smst.)^[1] var en norsk forfatter, dramatiker og journalist.

Han var en central skikkelse i mellemkrigstidens kulturradikalisme i Norge og gjorde sig særligt bemærket som en skarp og ofte polemisk kritiker af kirken og kristendommen.^[1]

Krog blev cand.oecon. i 1911 og indledte sin journalistiske karriere samme år på Verdens Gang. Senere arbejdede han for en række toneangivende norske aviser, herunder Tidens Tegn, Arbeiderbladet og Dagbladet. Som kritiker og essayist udmærkede Krog sig ved en sikker smag, en selvstændig holdning og en ofte skarp og aggressiv tone i sine vurderinger. Hans stil var præget af klarhed og præcision.^[1]

Flere af hans artikler blev senere samlet i bogform, blandt andet:

• Meninger om bøker og forfattere (1929)
• Meninger om mange ting (1933)
• Meninger. Litteratur, kristendom, politikk (1947)
• Sant å si (1956)

Derudover udkom Rent ut sagt (1954), som er et udvalg af artikler fra de to første samlinger.

Som dramatiker var Krog inspireret af Henrik Ibsen og især Gunnar Heiberg.^[1] Hans gennembrud kom med komedien Det store vi (1917), der foregår i et avismiljø og blev opført med stor succes på flere nordiske scener.^[1] Han skrev en række skuespil med både sociale og erotiske temaer, herunder:

• Jarlshus (1923)
• På solsiden (1927), filmatiseret i 1956
• Blåpapiret (1928)
• Treklang (1933)

Flere af hans værker behandler erotisk-sociale konflikter, blandt andet:

• Konkylien (1929)
• Underveis (1931)
• Opbrudd (1936), som regnes for et af hans vigtigste værker og vakte betydelig debat ved udgivelsen.

Krogs skuespil blev opført på en række norske scener og også i udlandet, blandt andet i Sverige, Danmark, Finland, England og Ungarn.^[1]

Han samarbejdede desuden med andre forfattere:

• Med Rolf Hiorth-Schøyen: Mine damer og herrer (1919)
• Med Olaf Bull: Kjærlighetens farce (1919)
• Med Sigurd Hoel: Don Juan (1930)

Senere udgav han enakterne Kom inn (opført i Radioteatret i 1972) og Levende og døde (1945). I 1948 udkom Samlede skuespill i tre bind, og i 1953 hans sidste skuespil, Tankeleken.^[1]

I 1946 vakte Krog stor debat med pamfletten 6. kolonne, hvor han rettede skarp kritik mod norsk storindustri og hjemmefronten under besættelsen.^[1]

I sine senere år skrev han en række politiske artikler i Dagbladet. Et udvalg af disse blev udgivet posthumt under titlen Pasquino (1963).^[1]

Han udgav også antologierne Norge forteller og Sovjet forteller (begge 1946).^[1]