Islands Socialdemokratiske Parti

Islands Socialdemokratiske Parti eller Folkepartiet (islandsk: Alþýðuflokkurinn) var et islandsk socialdemokratisk^[1] parti, der blev grundlagt i 1916 af De Samvirkende Fagforbund (Alþýðusamband Íslands)^[2] for at fungere som fagbevægelsens politiske talerør. Partiet afbrød sin formelle tilknytning til arbejderbevægelsen efter Island blev en republik i 1944.

Partiets base var bybefolkningen i det sydvestlige Island (Reykjavik-regionen) og arbejdere i Vestfjordenes fiskeribyer. Derimod havde det næsten ingen opbakning i landdistrikterne.

Det islandske socialdemokrati blev repræsenteret i Altinget i 1920. Det ledede regeringer i tre korte perioder; 1947-49 under Stefán Jóhann Stefánsson, 1958-59 under Emil Jónsson og 1979-80 under Benedikt Sigurðsson Gröndal. Desuden var socialdemokraterne i regering med det konservative Selvstændighedspartiet 1959-1971. Partiet stod i hele sin levetid markant svagere end sine søsterpartier i de øvrige nordiske lande. Kun ved valgene i 1934 og 1978 opnåede det over 20% af stemmerne. Efter Folkealliancens oprettelse i 1956 fik socialdemokraterne normalt 10-15% af stemmerne.

Udover konkurrencen fra Folkealliancen medvirkede hyppige splittelser med dannelse af udbryderpartier med udgangspunkt i partiets venstrefløj (1930, 1938, 1956, 1983 og 1994) til at svække Socialdemokraterne.

Islands Socialdemokratiske Parti indgik i 1999 i en valgalliance med de tre øvrige venstrefløjspartier Folkealliancen, Kvindelisten og Folkebevægelsen, der i 2000 blev omdannet til partiet Socialdemokratisk Alliance.

• I 1930 dannede udbrydere fra partiets revolutionære fløj Kommúnistaflokkur Íslands (Islands kommunistiske parti), der blev den islandsk sektion af Komintern.

• I 1937 brød venstrefløjen på ny ud af partiet. Udbryderne etablerede året efter det uafhængige kommunistparti Socialistpartiet.

• I 1956 etablerede en udbrydergruppe af pacifister og venstreorienterede Folkealliancen sammen med Socialistpartiet med Islands Socialdemokratiske Partis tidligere formand Hannibal Valdimarsson som første leder.

• I 1982 brød den tidligere justits- og undervisningsminister Vilmundur Gylfason med partiet og etablerede året efter Bandalag Jafnaðarmanna (Socialistalliancen) som et venstresocialdemokratisk alternativ. Ved altingsvalget 1983 fik partiet 7,3% og fire mandater, men opnåede kun 0,2% i 1987, hvorefter det blev opløst.

• I 1994 brød en kreds omkring Jóhanna Sigurðardóttir ud og etablerede Folkebevægelsen (Þjóðvaki) som et populistisk venstreparti, der efter altingsvalget 1995 blev repræsenteret i Altinget.

• Ottó N. Þorláksson (1916)
• Jón Baldvinsson (1916–1938)
• Stefán Jóhann Stefánsson (1938–1952)
• Hannibal Valdimarsson (1952–1954)
• Haraldur Guðmundsson (1954–1958)
• Emil Jónsson (1958–1968)
• Gylfi Þ. Gíslason (1968–1974)
• Benedikt Sigurðsson Gröndal (1974–1980)
• Kjartan Jóhannsson (1980–1984)
• Jón Baldvin Hannibalsson (1984–1996)
• Sighvatur Björgvinsson (1996–1998)
• Guðmundur Árni Stefánsson (1998–2000)