Kancellistil

Kancellistil (eller kancellisprog) er den særlige, institutionelle sproglige skrivestil, der oprindeligt udvikledes i de middelalderlige regeringskancellier. I dag anvendes stilen fortsat i modificeret form af offentlige myndigheder, herunder i ministerier og ved domstolene.^[1] Betegnelsen har historisk været brugt helt neutralt om "den i skrivelser fra et kancelli eller andre myndigheder eller overhoveder i retslige og administrative udfærdigelser anvendte stil".^[2] I nyere tid benyttes begrebet dog ofte nedsættende om en indviklet skrivemåde og fuld af omsvøb, der adskiller sig fra almindeligt sprog i en grad, så det bliver vanskeligt forståeligt for lægfolk, der ikke er fortrolige med det.^[1][3]

Selvom kancellistilen ofte møder berettiget kritik for at være uforståelig, udspringer den af de strenge krav, der stilles til offentlige udfærdigelser. Fordi det er institutioner og ikke enkeltpersoner, der kommunikerer, må den enkelte koncipists personlige stil og holdning ikke skinne igennem. Sproget sigter i stedet mod en strengt upersonlig og objektiv formulering, og det er præget af et fravær af værdiladede tillægsord og andre direkte beskrivende ordformer. Der tilstræbes en absolut entydighed for hvert enkelt ord og hver sætningsdel, hvilket opnås gennem udstrakt brug af faste formuleringer og fasttømrede vendinger, hvis præcise betydning er afklaret gennem længere tids administrativ praksis. Yderligere tynges fremstillingen ofte af, at det af juridiske grunde kan være nødvendigt at påberåbe sig et komplekst hierarki af hjemler.^[1][3]

At en særlig offentlig skrivemåde næppe kan undgås, betyder dog ikke, at den nødvendigvis er uforståelig. Når kancellistilen beherskes til fulde, kan den udformes både elegant og let læseligt. Særligt fra 1800-tallet findes der talrige eksempler på skriftlige udfærdigelser, som nok er præget af tidens hang til højtidelige og høflige fraser, men som intet mangler i henseende til klarhed og almen forståelighed.^[1][3]

Rent sprogligt medfører stræbenen efter entydighed og de mange forbehold typisk meget lange sætningsperioder (afstanden mellem to punktummer) med adskillige indskudte sætninger. Dette lægger sproget langt fra især talesproget, men også fra det almindelige skriftsprog.^[1][3]

Syntaktisk er det karakteristisk, at de såkaldt "tunge led", led, der er lange, komplekse, eller som udgør/indeholder en ledsætning, ofte placeres tidligt i sætningen, hvor de i talesprog typisk ville komme senere.^[4]:208 Morfologisk fremhæves den hyppige anvendelse af ejefald (s-former af udsagnsord) og verbalsubstantiver, det vil sige navneord, der ender på -ing og -else.^[1] Leksikalt indeholder kancellisproget desuden oftere særlige høflighedsfraser (som tjenstskyldigst, godhedsfuldt, behageligt) og forældede udtryk (som erholde og bemeldte).^[3]

Et klassisk eksempel på den ældre og meget tunge kancellistil findes i Justitsministeriets cirkulære nr. 272 af 23. oktober 1907:^[3]

	Efter at man i den Anledning har brevvekslet med Indenrigsministeriet, og dette ved et under 10. Juni d.A. udfærdiget Cirkulære til Københavns Magistrat og samtlige Amtmænd har udtalt, at der under Forudsætning af Samtykke fra den Kommune, til hvilken Hjemsendelse i Henhold til fornævnte Lovbestemmelse skulde have fundet Sted, for Indenrigsministeriets Vedkommende ikke vides noget til Hinder for, at den omhandlede tvungne Hjemsendelse ved Politiets Foranstaltning paa derom af et Fængselsselskab fremsat Begæring finder Sted, skal man herved anmode d’Hrr. om under de nævnte Omstændigheder at undlade at bringe den omhandlede Lovbestemmelse til Anvendelse.
Justitsministeriets cirkulære nr. 272, 1907

Kancellisprogets historiske udvikling kan spores tilbage til Sachsen i Tyskland i 1400-tallet. Her omtales det som et tidligt tysk skriftsprog, der voksede frem i forbindelse med skiftet fra latin til tysk som det primære administrationssprog. Martin Luthers bibeloversættelse er således skrevet i kancellisprog.^[1]

Det administrative sprog vil på godt og ondt altid være afhængig af det miljø, hvori det bruges, hvilket giver det en indbygget tilbøjelighed til konservatisme i forhold til den almindelige sprogudvikling. I nutiden er denne konservatisme mest udpræget i retssproget, hvor domstole fortsat kan betjene sig af arkaiske formuleringer som "tiltalte bør i denne sag for anklagemyndighedens tiltale fri at være" eller "underrettens dom bør ved magt at stande". Sådanne faste vendinger kan hos lægfolk vække tvivl om den fulde mening.^[3]

Gennem tiden er der dog gjort flere bevidste forsøg på at modernisere det offentlige sprogbrug. Markant var Justitsministeriets udsendelse af cirkulære nr. 224 af 15. oktober 1969, benævnt "Vejledning om sproget i love og andre retsforskrifter", som blev udarbejdet af Lovtidendeudvalget af 1965 i samarbejde med Dansk Sprognævn. Denne vejledning fastslog, at udformningen af lovtekster skal være enkel og præcis med korte og klare sætninger. Den opregnede tillige en række tunge og vanskeligt forståelige konstruktioner, der burde undgås, og gav direkte anvisninger på moderne former, der bør foretrækkes. Cirkulæret blev senere aftrykt i rigsarkivarens cirkulære nr. 2/1973 for at fremme praksissen.^[3]

Som et kulturelt ekko optræder kancelli- og kancellistil jævnligt i humor og satire.^[1] Her gøres der grin med stilens omstændelighed ved at omformulere hverdagens simple ordsprog til administrativt klingende omskrivninger. Et kendt eksempel er ordsproget "Gammel kærlighed ruster ikke", der i kancellistil parodieres til: "Almenmenneskelige samhørighedsfølelser af ældre dato udviser sjældent – eller aldrig – begyndende tendens til oxidering."

• Vibeke Sandersen: Om kancellistil Arkiveret 9. juni 2007 hos Wayback Machine