Karin Boye

Karin Boye
Personlig information
Født	26. oktober 1900 Tyska Christinae församling, Sverige
Død	24. april 1941 (40 år) Alingsås, Sverige
Dødsårsag	Overdosis
Gravsted	Östra kyrkogården, Göteborg
Far	Fritz Boye
Ægtefælle	Leif Björk (1929-1933)
Partner	Margot Hanel
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Uppsala Universitet
Medlem af	Samfundet De Nio (1931-1941)
Beskæftigelse	Science fiction-forfatter, oversætter, forfatter, litteraturkritiker, digter, kritiker, romanforfatter
Fagområde	Poesi
Signatur
Eksterne henvisninger
Karin Boyes hjemmeside
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Karin Maria Boye (født 26. oktober 1900 i Göteborg, død 24. april 1941 ved Alingsås)^[1] var en svensk forfatter, lyriker, romanforfatter og essayist.

Hun regnes blandt de mest betydningsfulde svenske forfattere i mellemkrigstiden og opnåede også international anerkendelse. Hun er især kendt for den dystopiske roman Kallocain (1940, udgivet på dansk 1968) og digtet Ja visst gör det ont när knoppar brister.^[1]

Karin Boye blev født i et borgerligt og kristent hjem i Göteborg, men voksede op i Stockholm. Allerede som ung interesserede hun sig for psykoanalyse og blev under studietiden tilknyttet kredsen omkring det socialistiske tidsskrift Clarté, hvor hun blev medlem af redaktionen. Hun stod især den psykoanalytisk orienterede del af bevægelsen nær og var inspireret af Sigmund Freuds tanker om personlig frigørelse gennem udforskningen af det ubevidste.^[1]

Hun studerede græsk og nordiske sprog ved Uppsala universitet og afsluttede senere en filosofisk embedseksamen ved Stockholms högskola.^[1]

I Clarté-miljøet mødte Boye Leif Björk, som hun giftede sig med. Ægteskabet blev dog kortvarigt, og i denne periode erkendte hun sin homoseksualitet. Hun indledte først et forhold til teologistuderende Anita Nathorst. Efter en alvorlig depression i 1931 rejste hun til Berlin for at gennemgå psykoanalyse, hvor hun mødte Margot Hanel. Hanel flyttede senere med Boye til Stockholm, og de levede sammen indtil Boyes død.^[1]

Den 24. april 1941 begik Karin Boye selvmord ved at indtage en overdosis sovemedicin, hvorefter hun forlod sit hjem og døde udendørs nær Alingsås.

Boyes forfatterskab kredser om eksistentielle, religiøse og psykologiske spørgsmål samt individets forhold til samfundets normer. Hendes egne erfaringer med tro, seksualitet og identitet satte et tydeligt præg på både lyrikken og prosaværkerne.^[1]

Efter en religiøs krise debuterede hun med digtsamlingen Moln i 1922. De følgende samlinger Gömda land (1924) og Härdarna (1927) etablerede hende som en af Sveriges førende lyrikere. Med För trädets skull(1935), som blandt andet indeholder digtet Ja visst gör det ont när knoppar brister, bevægede hun sig mod en friere modernistisk form. Samlingen blev ved udgivelsen mødt med blandede anmeldelser.^[1]

Blandt hendes prosaværker regnes den selvbiografisk prægede roman Kris (1934) og den dystopiske roman Kallocain (1940) som hovedværker. Kallocain skildrer et totalitært fremtidssamfund præget af overvågning og kontrol og bygger blandt andet på Boyes erfaringer fra opholdet i Tyskland og hendes kritiske syn på de totalitære regimer under Adolf Hitler og Josef Stalin. Romanen sammenlignes ofte med George Orwells 1984 og Aldous Huxleys Fagre nye verden.^[1]

Boyes lyrik udviklede sig fra en klassisk og formfast stil til en fri modernisme. Et gennemgående tema er spændingen mellem individets ønske om selvaccept og indre frihed på den ene side og samfundets moralske og sociale krav på den anden.^[1]

En samlet udgave af hendes værker i elleve bind udkom mellem 1948 og 1950.^[1]