|
Knud Valdemarsen
Knud Valdemarsen (født ca. 1205, død 5. oktober 1260) var en dansk hertug.[2] Knud Valdemarsen var illegitim søn af kong Valdemar 2. Sejr og dennes svenske frille Helena Guttormsdatter, der var enke efter Esbern Snare. Valdemar Sejr skænkede Knud flere besiddelser i Sverige[kilde mangler], og i 1219 gjorde Valdemar Sejr Knud til hertug af Estland og overlod ham flere godser i Harrien. Knud opholdt sig Estland i hvert fald i årene 1222-23 i en periode, hvor Hertugdømmet var involveret i kampe mod oprørere fra Estland støttet af russere. I 1227 blev danskerne fordrevet af Den Tyske Orden og Knud mistede sit hertugdømme, men han beholdt dog titlen.[3] Efter tabet af hertugdømmet i Estland modtog Knud i 1242 et nyt hertugdømme i Blekinge. I 1246 støttede Knud, nu som hertug over Blekinge, Abels og Christoffers oprør mod kong Erik 4. Plovpenning. Under oprøret blev Knud taget til fange og blev sat i fangenskab på Stege Slot på Møn.[4], hvorfra han dog blev befriet omkring 1247-48 af lübeckerne.[3] Kort før sin død i 1260 ombyttede Knud sit len i Blekinge med Lolland.[5] FamilieKnud var gift med Hedevig, datter af den pommerske hertug Svantopolk 2.[6] Han fik to sønner; Erik Knudsen Skarsholm (død 1304), der blev dansk drost og hertug i Sønderhalland og Svantepolk Knutsson (død 1310), der arvede faderens godser i Sverige og blev en af Sveriges stormænd. Knud havde endvidere en datter, Cæcilia, der blev gift med Philip, der formentlig tilhørte Folkungaslægten.[3] Knud Valdemarsen er begravet i Ringsted Kirke. Noter
Litteratur
|
||||||||||||||||||||||||||||
