Kommunalreformen (1970)

For alternative betydninger, se Kommunalreformen. (Se også artikler, som begynder med Kommunalreformen)

Kommunalreformen i 1970 var den hidtil største reform af det danske kommunestyre, der den 1. april 1970 (deraf navnet) reducerede antallet af kommuner fra 1098 til 277 og antallet af amter fra 25 til 14. Det samlede antal kommuner blev 1. april 1974 yderligere reduceret – denne gang til 275, som forblev uændret indtil 2003. For en tabel over udviklingen i antallet af kommuner, se Strukturreformen#Kommunerne gennem tiderne.

Ved en lignende reform i 2007, kaldet Strukturreformen, blev antallet af kommuner reduceret til 98, og amterne blev nedlagt og erstattet af 5 regioner.

Erhvervsfordelingen og dermed arbejdsmarkedet ændrede sig drastisk i 1950'ernes Danmark, og byerne voksede kraftigt uden om bykernerne. Nogle kommuner havde derfor stagnerende eller ligefrem faldende indbyggertal, mens andres indbyggertal steg kraftigt. Det var især de større købstæder der tiltrak nye indbyggere, og det var derfor også dem, der stod overfor de største administrative opgaver, der efterhånden blev uoverkommelige for den begrænsede kommunale administration på den tid. Værst stod det dog til i landkommunerne, der efter Folkeskoleloven i 1958 skulle afvikle landsbyskolerne. Reformen af skolevæsenet i 1958 tillod landkommunerne at indgå såkaldte tværkommunale skoleforbund, for at sikre, at de kunne tilbyde den lovpligtige undervisning til deres borgere.^[1]

Indenrigsministeriet foretog i begyndelsen af 1960'erne omfattende analyser af sammenhængen mellem indbyggernes bopæl og arbejdsplads, samt organiseringen af den offentlige sektor. Det blev bl.a. undersøgt hvorvidt kommunens indbyggertal spiller ind på en kommunes finansiering af lokal offentlig service.

Konklusionen var klar i 1966, og der blev opstillet tre hovedprincipper for den fremtidige kommunale inddeling.

Hvis en kommune skulle kunne levere en effektiv service til sine indbyggere, blev det beregnet, at kommunen ikke kunne have færre end 5000-6000 indbyggere, hvilket på denne tid blev vurderet som et tilstrækkeligt grundlag for et alderdomshjem og egen skole. Amterne skulle have 250.000-300.000 indbyggere, før der blev et tilstrækkeligt grundlag for et fuldt udbygget centralsygehus. Et andet problem, var at de fleste købstæder i realiteten sørgede for service, infrastruktur og arbejdspladser for de omliggende landkommuner, uden at landkommunerne betalte for det; det betød reelt at landkommunernes indbyggere var i et "skattely". Løsningen på dette finansieringsproblem blev, at man lagde netop de berørte kommuner sammen, som i forvejen udgjorde et geografisk sammenhængende byområde. Samtidig foreslog man at ophæve købstædernes særlige status, der i mange år havde givet købstæderne fortrinsret til handel. Købstæderne havde desuden stået for eget hospitalsvæsen – ligesom amterne også gjorde det. Det blev i forbindelse med reformen lagt under amterne.^[2]

Hovedartikel: Kommuner i Danmark.

I 1965 var antallet af købstads- og landkommuner størst, i alt 1345, hvoraf 1257 var landkommuner og 88 købstadskommuner. Der var siden oprettelsen af landkommuner med selvstyre ved kommunalreformen i 1841 sket en kontinuerlig stigning i antallet af kommuner. Ved reformen i 1841 var der 1021 landkommuner. Amterne førte tilsyn med landkommunerne, mens købstæderne blev tilset af Indenrigministeriet. Det var først omkring 1960 at det første demokratiske valg til amtsrådene fandt sted.

Skjern var den sidste danske by, som fik tildelt købstadsrettigheder. Det skete i 1958.^[3]

Allerede i 1966 blev der foretaget frivillige sammenlægninger af kommunerne, således at antallet ved kommunalreformen i 1970 var reduceret til 1098. Da 821 af disse kommuner havde under 3.000 indbyggere, havde de ingen ansatte udover borgmesteren og en kæmner (regnskabsansvarlig/direktør (fx i Sindal Kommune indtil 1996)). Pr. 1. april 1970 blev antallet af kommuner reduceret til 277, hvorefter købstæderne også mistede deres privilegier. I 1974 blev antallet af kommuner reduceret yderligere til 275, idet Sengeløse Kommune blev en del af Høje-Taastrup Kommune, og Store Magleby og Dragør Sogne blev lagt sammen til Dragør Kommune. Kommunalreformkommissionen lod en del mindre grænsereguleringer udskyde til 1. april 1972.^[4]

Hovedartikler: Danmarks amter (1793-1970) og Danmarks amter (1970-2006).

Antallet af amter blev reduceret fra 25 til 14. Københavns og Frederiksberg Kommuner forblev udenfor amtslig inddeling. De gamle amter levede dog videre som statsamter. Statsamtet København (uden Københavns Kommune) varetog udover for Københavns Amt også opgaver for Frederiksberg Kommune, mens opgaver for Københavns Kommune blev varetaget af Københavns Overpræsidium, der blev ledet af overpræsidenten.

De fleste kommuner blev oprettet med virkning fra 1. april 1970^[5], men Dragør Kommune og Store Magleby Kommune blev først slået sammen til Dragør Kommune og Høje-Taastrup Kommune og Sengeløse Kommune til den nye Høje-Tåstrup Kommune fra 1974. Sengeløse Kommune var blevet oprettet 1. april 1970.

Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune fortsatte som hidtil og varetog fortsat både primærkommunale og amtskommunale opgaver. De hørte således ikke under Københavns Amtskommune, men var udenfor den amtskommunale inddeling. Denne ordning bortfaldt med strukturreformen i 2007.

Omfattede 20 kommuner. Dækkede ca. samme område som Københavns Amt dækkede frem til 1808, hvor Roskilde Amt kom under Københavns Amt. Ved kommunalreformen blev Roskilde Amt og Københavns Amt skilt igen. Amtssædet lå i Glostrup.

Omfattede 19 kommuner. Ligner i store træk det gamle Frederiksborg Amt. Amtssædet forblev i Hillerød.

Omfattede 11 kommuner. Amtssædet blev skilt fra Københavns Amt, som det havde været frem til 1808. Amtssædet lå i Roskilde.

Omfattede 23 kommuner. Var hovedsageligt en sammenlægning af Holbæk Amt og Sorø Amt, samt en del af Præstø Amt. Amtssædet lå i Sorø.

Omfattede 24 kommuner. Bestod primært af en sammenlægning af Præstø Amt og Maribo Amt. Amtssædet lå i Nykøbing Falster.

Omfattede 5 kommuner. Amtssædet lå i Rønne. Amtet fortsatte som det har set ud siden 1662.

Omfattede 32 kommuner. En sammenlægning af Odense og Svendborg amter. 20 af kommunerne blev ikke påvirket (arealmæssigt) af kommunalreformen. Amtssædet lå i Odense.

Omfattede 23 kommuner. En sammenlægning af Haderslev, Tønder, og Aabenraa-Sønderborg amter. Amtssædet lå i Aabenraa.

Omfattede 14 kommuner. Var i grove træk en gengivelse af samme areal som det forhenværende Ribe Amt. Amtssædet lå i Ribe.

Bestod af 16 kommuner fra det fhv. Vejle Amt, samt dele af hhv. Skanderborg og Ribe Amter. Amtssædet lå i Vejle.

Omfattede 18 kommuner. Bestod i grove træk af det gamle Ringkøbing Amt, med små justeringer fra Skanderborg Amt. Amtssædet lå i Ringkøbing.

Amtet bestod af 26 kommuner. En sammenlægning af Randers, Skanderborg og Århus Amter. Dog blev Nørre Snede, Brædstrup og Tørring-Uldum kommuner lagt under Vejle Amt. Amtssædet lå i Højbjerg.

Amtet bestod af 17 kommuner. Amtssædet lå i Viborg.

Amtet bestod af 27 kommuner. Amtssædet lå i Aalborg. Amtet bestod af en sammenlægning af Hjørring Amt og Ålborg Amt. Dele af Mariager (der indgår i den nye Hobro kommune) og Falslev-Vindblæs (der indgår i den nye Hadsund Kommune), indgår også i Nordjyllands Amt.

• Danmarks amter (1970-2006)
• Strukturreformen 2007

• Erik Kaufmann: "27 slags planer. Oversigt over og kritisk analyse af den offentlige fysiske planlægning i Danmark", SBI-byplanlægning 4, Statens Byggeforskningsinstitut, København 1966.

• "Kommuner og kommunestyre. Betænkning afgivet af kommunallovskommissionen" (Betænkning nr 420; 1966)
• Kommunalreformen 1970
• Danmarks lokaladministration 1660-2007