Kootenai
.jpg)
_(cropped).jpg)
Kootenai (Ktunaxa (officiel canadisk stavemåde),[1] Kutenai (ældre canadisk stavemåde), Kootenay, og variationer deraf,[2] Flat Bow,[2] Arcs-à-plats[3] Kettle Fall,[2] Cottonnahow samt andre tidlige betegnelser)[4] er et nordamerikansk oprindeligt folk på højsletterne vest for Rocky Mountains med reservater i både Canada og USA.[2] Stammen er delt i upper – og lower kootenai.[2] Gennem 1800-tallet besad hver af de to divisioner karakteristiske særpræg.[4] Divisionerne med tilsammen under 1.000 personer[2] var delt op i et antal mindre og ret selvstændige lejre. Disse havde en valgt lejrhøvding, hvis opgave det var at se til alles ve og vel. Lejrens mest sejrende kriger fungerede som krigshøvding.[2]
Kootenaierne kalder sig selv dels ktunaxa og dels ksanka, afhængigt af lokale dialekter. Sproget er unikt og svært at gruppere, men det anses for at være en isoleret gren af salishan sprogstammen.[2] Traditionelt nomader. Folkene drev jagt på plateauet og bjergsiderne, sejlede omkring i karakteristiske kanoer og tog fisk i vandløb og søer og indsamlede spiselige planter, rødder og bær.[4] Klæder af fortrinsvis rådyrskind.[4] Midlertidige og kegleformede boliger af grene dækket med f.eks. hjorteskind eller græsmåtter;[4] men skiftet ud til fordel for tipier i takt med at stammen anskaffede sig heste[4] engang efter 1775.[5] Højst usædvanligt dyrkede upper kootenaierne tobak brugt til rygning.[4] Stammen rådede over flere ceremonier med forskellige praktiske formål.[2]
Af fjender var der bl.a. lakes indianerne vestpå[2] og navnlig sortfødderne på prærien øst for Rocky Mountains,[4] hvor nogle kootenaier vovede sig ned på korte bisonjagter i plains kootenaiernes oprindelige hjemland.[4] Upper kootenaierne allierede sig til tider med salish lejre under jagtturene på prærien for fælles beskyttelse.[6] Efter 1858 kom stammen bedre ud af det med de omkringboende plateau-indianere.[2] Ingen blodige konflikter med hverken hvide nybyggere eller soldater er registreret.[4] En krig erklæret mod USA af lower kootenaierne i Idaho i 1974 fandt sin fredelige løsning på kort tid.
Stammen er delt i syv reservater efter eget valg. I USA lever upper kootenaierne i forskellige byer i Flathead reservatet i Montana, mens en gruppe lower kootenaier har reservat ved Bonners Ferry i Idaho. De fem reservater i British Columbia er Shuswap Reserve og Columbia Lake Reserve nær Windermere, St. Mary’s Reserve nær Cranbrook og Tobacco Plains Reserve nær Grasmere (alle upper kootenaier) samt Creston Reserve ved Creston med lower kootenaier.[7]
Stammens territorium
Mindst én forhistorisk division, de gådefulde plains kootenaier,[4] menes at have levet øst for Rocky Mountains i det sydvestligste Alberta i starten af 1700 tallet.[8] Sortfødderne fordrev dem engang efter ca. 1750 og tvang dem vest for den kontinentale højderyg og ind i British Columbia.[9] Hvert år hævdede de og især upper kootenaierne deres ret til at have lejre og jage bisoner på prærien lige øst for bjergkæden i korte perioder[4] trods risikoen for angreb.[10]
I historisk tid lå kootenai lejrene spredt over et kerneområde ca. 100 kilometer ud til siderne fra Kootenay River i British Columbia; men de holdt også til ved flodens slyngede buesving gennem både det nordvestligste Montana og det nordøstligste Idaho. (I USA staves flodnavnet Kootenai River). Stammens to divisioner er inddelt efter deres lejres placering i nærheden af enten det øvre (upper) eller nedre (lower) flodløb, hvilket gør lower kootenaierne til stammens vestlige division.[2] Kootenay Lake hørte til lower kootenaiernes domæne.[4] Tobacco Plains ligger på grænsen mellem Canada og USA lige øst for Kootenay River,[4] og flere kootenaier søgte hen til denne egn om foråret for at tilså deres individuelle haver med tobaksfrø.[4]
Stammens levevis
Kootenaiernes midlertidige sommerboliger bestod længe af lette pæle eller grene stillet op i åben kegleform, der var dækket med måtter af f.eks. kogleaks eller skind af wapitier. Om vinteren fandt op til otte familier[2] sammen i aflange, måtteklædte fællesboliger med tre eller flere ildsteder ned langs midten.[4] I takt med at navnlig upper kootenaierne skaffede sig hesteflokke op gennem 1800-tallet og derfor kunne jage bisoner fra hesteryg og transportere flere ejendele, blev en tipi med fire-pæle fundament[2] den foretrukne bolig i denne division.[4] Under sin første blødning måtte en pige opholde sig mange døgn i en simpel, kegleformet barkhytte stillet op et stykke fra lejren.[4] Der var ikke tradition for, at voksne kvinder skulle isolere sig i en særlig menstruationshytte.[4]
I starten vandrede kootenaierne omkring på højsletterne med deres hunde,[4] eller de kom frem til nye lejrpladser ved vandløb og søer i deres skind-[4] eller fyrrebarks-kanoer[11] med spidse ender. Mokkasiner af dyreskind – f.eks karibu, rådyr, bjergfår, bison – tjente som fodtøj;[4] om vinteren kombineret med snesko.[4] Ejerskab af heste lettede sidenhen upper kootenaiernes lejrflytninger[4] og gav dem mulighed for mere jævnligt at besøge såvel fjerne jagtmarker som dale med spiselige planter.[4] Lower kootenaierne med kun få heste lader til at have gjort færre lejrflytninger indenfor et mere begrænset territorium.[4]
Fællesjagter på rådyr var vitale for lower kootenaierne. Op gennem 1800-tallet[2] lagde upper kootenaierne mere og mere vægt på bisonjagter fra hesteryg på prærien via f.eks. Crowsnest Pass[4] eller Logan Pass.[4] Større vildt blev jagtet med bue og pil på flere måder, f.eks. individuelt med tillavede lokkekald,[4] i organiserede klapjagter eller med brug af hunde.[2] Dyr i underjordiske huler og gange blev tvunget ud med røg.[4] Jægerne gik efter wapitier, bjerggeder og karibuer[2] samt mindre tit bl.a. bjørne og ulve.[4] Upper kootenaierne var ene om at jage elsdyr.[2] Især svømmefugle dannede en variation i begge divisioners kost,[2] og lower kootenaierne havde bl.a. en udnævnt ande-høvding til at koordinere store, kollektive jagter på fuglene.[2] Ørreder og stør samt andre fisk enten spiddet med lyster,[4] taget på line, fanget i en fiskefælde eller ved brug af andre metoder udgjorde en væsentlig part af lower kootenaiernes spiser.[2]
I april sikrede kvinderne sig bl.a. ”balsamroot” (Balsamorhiza sagittata) og plukkede friske skud af spiselige planter, mens de gravede ”bitterroot” (Lewisia rediviva) og ”camas” (Quamasia quamash) op med gravestokke gennem det meste af maj.[4] Senere på året kom sæsonerne for bl.a. bærplukning[4] og indsamling af f.eks. nødder og kerner i skovområderne.[4]
Vinterlejrene lå i de laveste bjergdale.[4] Her levede familierne af deres forråd på ca. 300 kg[4] tørrede fisk, kød,[4] rødder og bær,[4] samt hvad de tog af vildt og fangede i søerne ved isfiskeri.[4]
Religion
.png)
Jesuit missionær De Smet overværede en ceremoni, af ham benævnt Grand Fish Festival, i en langhytte dækket med måtter i 1845. Firs mænd bragte vandet i deres individuelle beholder fyldt med fisk i kog med glohede sten fra et 15 meter langt bål, hvorpå de spiste de tilberedte fisk i stilhed. Riten var en appel om flere gode fangster.[3]
Kootenaierne havde andre målrettede ceremonier.[2] En shaman kunne f.eks. lokke rådyr frem på jagtmarkerne med en Fir Tree Ceremony. Indledningsvis rensede lejrens folk sig i en røgelse af enebær-nåle. Selve de magiske handlinger udførte shamanen dagen efter i en nyopført ceremonihytte. Hvert forår forebyggede lejrene bjørneangreb med en Bear Ceremony.[4] Good Health Ceremony (også kaldt kootenaiernes soldans)[2] var en lang og omhyggeligt forberedt ceremoni med begge divisioner forenet og af samme vigtighed som prærieindianernes mere ekstreme soldanse. Denne årlige ceremoni holdt sygdomme væk og bragte lykke og velstand til folket.[4]
På det individuelle plan prøvede drenge og unge mænd at skaffe sig religiøs erfaring samt personlige skytsånder i dyreform via visionssøgninger på øde pladser.[2] Både kvinder og mænd gjorde hyppigt brug af en svedehytte.[4]
Historisk skitse
.jpg)
Stammen led store tab i 1780-1781 under en omfattende koppe-epidemi.[2]
I 1792 kom Peter Fidler fra Hudson's Bay Company til en lejr kootenaier nær udspringet af Oldman River øst for Crowsnest Pass som nok den første hvide person. Sortfødderne prøvede allerede da som sidenhen at forhindre de hvides salg af europæiske varer (især ildvåben) til kootenaierne for at bevare et militært overtag og for at skabe profit til deres egne lejre ved at stå som mellemled mellem de hvide og kootenaierne.[9] Den første og kortlivede handelsstation blandt kootenainer var North West Company’s Kootenai Post (Kootenae House) i Montana, opført i 1807. David Thompson stod for byggeriet, efter at han havde omgået sortføddernes blokade trods dødstrusler.[12] Indtil sidst i 1820erne måtte kootenaierne i visse år opsøge handelsstationer udenfor deres kerneområde for at skaffe sig europæiske varer; bl.a. blandt spokane - og også lower pend d’oreille indianerne sydvestpå.[4] I 1827 kom lower kootenaierne til Fort Colville i colville stammens territorium i Washington for at bytte skindene af bl.a. 626 moskusrotter, 553 rådyr og 79 bævere.[2] Frem til i hvert fald 1871 vedblev kootenaierne at være en del af handelsnetværket mellem de oprindelige amerikanere og forskellige canadiske og amerikanske pelskompagnier.[4]
Omkring år 1800 led lower kootenaierne et afgørende nederlag til en stor styrke lakes krigere i nærheden af Creston, som ville stoppe kootenaiernes påståede plan om at overtage lakes stammens fiskepladser ved Slocan River.[2] Under et tilfældigt møde mellem 21 kootenai mænd og en lakes lejr ved Fort Colville i august 1826 stoppede pelsopkøberne en opblussende konflikt. Parterne udvekslede i stedet for gaver og festede den næste dag.[2]
En lille gruppe kootenaier lod sig døbe af De Smet i 1841, da de besøgte salish stammen i Bitterroot Valley i Montana.[4] Fire år senere holdt han den første messe for kootenaierne i deres eget territorium nær Bonners Ferry, Idaho. Stedet blev markeret med et rejst kors og navngivet missionslokalitet Assumption.[3] Andre katolske missionshuse kom til sidenhen.[4]
Den første gruppe hvide emigranter gennemkrydsede stammens territorium på vej vestpå fra Red River kolonien i 1841.[4] Det næste vogntog med emigranter viste sig 14 år senere.[4] Kootenaierne oplevede flere ekspeditioner udforske og beskrive dele af deres hjemland i 1850erne.[2]
1855: Den 16. juli indgik upper kootenaierne, salish -, pend d’oreille - og upper pend d’oreille indianerne i Montana en traktat om at afstå land til USA, Hellgate traktaten (ratificeret d. 18. april 1859).[13] Formentlig efter amerikansk pres gik de fire folkslag med til at dele et fællesreservat i Bitterroot Valley i salish stammens hjemland på trods af sprogforskelle og gensidige fordomme.[14] For upper kootenaierne satte høvding Michelle sit kryds på papiret.[13] Lower kootenaierne i Idaho var ikke repræsenteret. Som en klar minoritets-gruppe blandt bitterroot salisherne samlede upper kootenaierne sig ved Dayton i en afkrog af reservatet.[14] Flere lower kootenaier fra Idaho sluttede sig til dem i 1892, presset væk af nybyggere.[14] Med tiden ville en gruppe reservat kootenaier udtrykke deres syn på den amerikanske regerings behandling af dem ved at udvandre til Windermere Lake i British Columbia.[4]
.png)
1858: Den 27. oktober forsvarede en stor jagtlejr kootenaier sig med held mod omkring 200 sortfødder under et angreb øst for Rocky Mountains.[5] Den sidst kendte konflikt mellem kootenaierne og lakes stammen indtraf samme år, rimeligvis fordi de katolske missionærers vision om en varig fred mellem plateauets indfødte folkeslag vandt genklang blandt dem.[2]
Op gennem 1880erne mærkede kootenaierne i British Columbia mere til hvide indvandrere og f.eks. høvding Isadore protesterede over de nytilkomne.[15]
1884: Lower kootenaiernes reservat (reserve) i British Columbia på 1.600 acres blev oprettet i august.[2] En misforståelse gjorde, at det ikke omfattede jagt- og fiskeri-områder nær Creston brugt intensivt af dem. Først i 1914 rettede man fejlen ved at tilføje reservatet to tilstødende arealer. Ydermere skabtes fem små reservater op langs Kootenay River, hvor forskellige grupper havde slået sig ned efter 1884.[2]
1900: Sumpområder nær Creston brugt af lower kootenaierne til jagt fra kanoer og indsamling af spiselige planter var nu drænet og forvandlet til lucerne-marker.[2]
Omkring 1908 fik de reservatløse kootenaier i Idaho tildelt individuelt ejede jordlodder på ca. 80 acres som en lappeløsning.[16] Gruppens ønske var at få skøde på de 12,5 acre føderalt ejet land, hvor de levede.[17]
Nybyggere fik lov til at købe jordlodder i Flathead reservatet i 1910, og snart udgjorde de hvide hovedparten af reservatets befolkning og ejede det meste af jorden. Stammerne har siden opkøbt land udbudt til salg i reservatet og ejede over 55% af jorden i 2004.[7]
1934: Den sidste Good Health Ceremony blandt upper kootenaierne i Montana fandt sted ved Chief Hat Reservoir nær Hot Springs.[18]
1935: Stammerne i Flathead reservatet bifaldt en aftale om et mere ligeværdigt samarbejde med det ellers dominerende USA ved at tilslutte sig Indian Re-organizition Act i 1935.[14] Næste år organiserede de sig formelt som Confederated Salish and Kootenai Tribes.[6]
Truet af USA med opsigelse af regeringens traktatforpligtigelser i 1946 kæmpede stammerne i Flathead reservatet imod og fik stoppet lovforslaget i 1954.[19]
Kootenaierne i British Columbia fik stemmeret til lokale valg i 1949[20] og i 1956 til forbundsstatsvalg som canadiske statsborgere;[21] dog med visse begrænsninger til 1960.[20]
1974: Lower kootenaier i Idaho erklærede USA krig den 20. september kl. 12.01. De 67 kootenaier stod udenfor Hellgate traktaten, havde ingen anerkendte oprindelige jagt og fiskeri-rettigheder og var afskåret fra nogle af de hjælpeprogrammer, som f.eks. kootenaierne i Flathead reservatet nød gavn af. Kootenaierne startede konflikten ved at spærre indfaldsvejene til Bonners Ferry og kræve 10 cent for at passere. Striden blev løst uden skydevåben. USA gik ret hurtigt gik ind på gruppens krav om at blive en føderalt anerkendt gren af kootenai stammen med dens eget, nye reservat nær Bonners Ferry i Idaho.[22]
1975: Indian Self-Determination Act blev vedtaget i USA og øgede reservaternes ret til at tilrettelægge deres egen fremtid.[7]
Tobacco Plains Indian Band bestod af 174 medlemmer i 2014. Af dem levede 82 udenfor reservatet,[23] delvis som følge af manglen på boliger og jobs.[23] Altid et lille folkeslag og spredt på syv lokaliteter er kootenaiernes øvrige reservater også tyndt befolket.
British Columbia anerkendte retten til større selvbestemmelse for provinsens First Nations den 26. november 2019 med vedtagelse af Declaration on the Rights of Indigenous Peoples Act.[24]
2023: I marts startede British Columbia forhandlinger med bl.a. kutenaierne gennem Ktunaxa Kinbasket Treaty Council. Formålet var én gang for alle at fastlægge stammens traditionelle territorium og afgøre, hvor meget land, den har afstået til provinsen. Kootenaierne gør krav på et oprindeligt landområde lidt længere mod nord og vestpå end kerneområdet markeret på kortet (se ovenfor). Deres krav bliver delvist anfægtet af West Bank First Nation.[25]
Referencer
- ^ BC First Nations Land, Title, and Governance. Teacher Resource Guide. Vancouver. 2019. First Nations Education Steering Committee and First Nations Schools Association.
- ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å aa ab ac ad Bouchard, Randy & Dorothy Kennedy: First Nations' Ethnography and Ethnohistory in British Columbia's Lower Kootenay/Columbia Hydropower Region. 2. printing. April, 2005.
- ^ a b c Chittenden, Hiram Martin and Alfred Talbot Richardson (Eds.): Life, Letters and Travels of Father Pierre-Jean De Smet, S. J., 1801-1873. Vol. II. New York. 1905.
- ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å aa ab ac ad ae af ag ah ai aj ak al am an ao ap aq ar as at au Smith Allan H.: Kutenai Indian Subsistence and Settlement Patterns, Northwest Montana. U.S. Army Corps of Engineers. Seattle. September 1984.
- ^ a b Ewers, John C.: ”The Horse in Blackfoot Indian Culture.” Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 159. Washington, 1955.
- ^ a b Lansdowne, Michele: Salish Kootenai College. Tribal Business Assistance Center. Pablo. 1998.
- ^ a b c Montana Indians. Their History and Location. Division of Educational Opportunity and Equity. Helena, 2004.
- ^ Magne, Martin: ”Distributions of Native Groups in Western Canada, A.D. 1700 to A.D. 1850.” Archaeological Survey of Alberta. Occasional Paper No. 31, 1987. Archaeology in Alberta 1986. Edmonton, 1987. Pp. 220-232.
- ^ a b Brink, Jack: Dog Days in Southern Alberta. Archaeological Survey of Alberta. Occasional Paper No. 28, 1986. Alberta Culture Historical Resources Division.
- ^ Wissler, Clark: "Social Organization and Ritualistic Ceremonies of the Blackfoot Indians." Anthropological Papers of the American Museum of Natural History. Vol. VII. New York, 1912.
- ^ Mason, Otis T.: Pointed Bark Canoes of the Kutenai and Amur. Smithsonian Institution. United States National Museum. Washington. 1901.
- ^ Tyrrell, J. B. (Ed.): David Thompsons Narrative of His Explorations in Western America, 1784-1812. Toronto. 1916.
- ^ a b Kappler, Charles J.: Indian Affairs. Laws and Treaties. Vol. 2. Washington, 1904.
- ^ a b c d Lopach, James J., Margery Hunter Brown and Richmond L. Clow: Tribal Government Today. Politics on Montana Indian Reservations. Boulder, San Francisco & London. 1990.
- ^ Muckle, Robert J.: The First Nations of British Columbia. An Anthropological Survey. University of British Columbia Press. 2007.
- ^ ”Memorandum, September 12, 1974.” Box 9, folder “Kootenai Nation (2)” of the Norman E. Ross Files at the Gerald R. Ford Presidential Library.
- ^ ”The Kootenai Indian village.” Box 9, folder “Kootenai Nation (2)” of the Norman E. Ross Files at the Gerald R. Ford Presidential Library.
- ^ Gingras, Louie: Growing Up Indian: Stories from the Life of Louie Gingras, an 82 Year Old Kootenai Indian. Billings. 1975.
- ^ Puisto, Jaakko: ””We didn’t care for it”. The Salish and Kootenai Battle against Termination Policy, 1946 – 1954.” Montana. The Magazine of Western History. Vol. 52, No. 4 (Winter 2002). Pp. 48-63.
- ^ a b Duff, Wilson: The Indian History of British Columbia. Vol. 1. The Impact of the White Man. Anthroplology in British Columbia. Memoir No. 5. Eight printing. Victoria, 1992.
- ^ BC First Peoples 12 Teacher Resource Guide (Revised September 2023). First Nations Education Steering Committee and First Nations Schools Association. Vancouver. 2022.
- ^ Box 9, folder “Kootenai Nation (2)” of the Norman E. Ross Files at the Gerald R. Ford Presidential Library.
- ^ a b Mendes, Wilson Pereira and Stephen McGlenn: A Collaborative Indigenous Community Planning Project with the Tobacco Plains Indian Band. Master of Arts (Planning). The University of Britich Columbia. Vancouver. 2014.
- ^ Declaration on the Rights of Indegenous Peoples Act Action Plan. 2022-2027. British Columbia. (Intet årstal).
- ^ Treaty Negotiations in British Columbia. Statements of Intent to Negotiate Treaties Accepted by the British Columbia Treaty Commission as of March 2023.
Content Disclaimer
Informasi ini disarikan dari Wikipedia dan disajikan kembali untuk tujuan edukasi. Konten tersedia di bawah lisensi CC BY-SA 3.0. Kami tidak bertanggung jawab atas ketidakakuratan data yang bersumber dari kontribusi publik tersebut.
- The information displayed on this website is sourced in part or in whole from Wikipedia and has been adapted for the purpose of restating it. We strive to provide accurate and relevant information, however:
- There is no guarantee of absolute accuracy. Wikipedia is an open, collaborative project that can be edited by anyone, so information is subject to change.
- It is not intended to constitute professional advice. The content displayed is for informational and educational purposes only. For important decisions (e.g., medical, legal, or financial), please consult a professional.
- Content copyright. Wikipedia is licensed under the Creative Commons Attribution-ShareAlike License (CC BY-SA). This means that content may be reused with appropriate attribution and shared under a similar license.
- Responsible use. Any risk arising from the use of information from this website is entirely the responsibility of the user.
