Megaclite (måne)

Megaclite
Animation af tre billeder, hvorved Legaclite blev opdaget
Opdaget
25. november 2000, af Scott S. Sheppard, David C. Jewitt, Yanga R. Fernández og Eugene A. Magnier
Kredsløb om Jupiter
Afstand til Jupiter (massecenter)	Min. 13 632 988 km Maks. 33 353 012 km
Halve storakse	23 493 000 km
Halve lilleakse	21 323 724 km
Excentricitet	0,4197
Siderisk omløbstid	2a 22d 9t 0m 0,0s
Synodisk periode	–
Omløbshastighed	Gnsn. – km/t Min. – km/t Maks. – km/t
Banehældning	152,769° i fh. t. ekliptika 144° i fh. t. Jupiters ækv.
Periapsis­argument; ω	– °
Opstigende knudes længde; Ω	– °
Omgivelser
–
Fysiske egenskaber
Diameter	5,4 km
Fladtrykthed	–
Overfladeareal	– km²
Rumfang	– km³
Masse	2,100·1014 kg
Massefylde	2600 kg/m³
Tyngdeacc. v. ovfl.	0,001 9 m/s²
Undvigelses­hastighed v. ækv.	– km/t
Rotationstid	–
Aksehældning	?
Nordpolens rektascension	–
Nordpolens deklination	– °
Magnetfelt	–
Albedo	4 %
Temperatur v. ovfl.	Gnsn. – °C Min. – °C Maks. – °C
Atmosfære
Atmosfæretryk	0 hPa
Atmosfærens sammensætning	–

Megaclite er en af planeten Jupiters måner: Den blev opdaget 25. november 2000 af Scott S. Sheppard, David C. Jewitt, Yanga R. Fernández og Eugene A. Magnier. Lige efter opdagelsen fik den den midlertidige betegnelse S/2000 J 8, og efter det nummereringssystem som Galileo Galilei brugte på de galileiske måner hedder denne måne Jupiter XIX. Senere har den Internationale Astronomiske Union formelt besluttet at opkalde månen efter Megaclite, som i følge den græske mytologi var en af Zeus' elskere.

Megaclite tilhører den såkaldte Pasiphae-gruppe, som i alt omfatter 13 Jupiter-måner, som alle har omtrent samme omløbsbane som månen Pasiphae. Megaclite er cirka 5,4 kilometer i diameter, og ud fra skøn over dens størrelse og masse anslås dens massefylde til omkring 2600 kilogram pr. kubikmeter: Dette tyder på at den primært består af klippemateriale, og i mindre omfang af is. Overfladen er temmelig mørk, og tilbagekaster kun 4 procent af det lys der falder på den.