Modalitet

Modalitet er et sprogligt begreb, og handler om, hvordan afsender 'mærker' sin meddelelse. Man opdeler traditionelt modalitet i to typer: Epistemisk modalitet (der handler om viden) og deontisk modalitet (der handler om pligt og tilladelse)^[1]. Det kan eksemplificers i:

• Du må ikke gå!

hvor der er tale om deontisk modalitet, da må udtrykker, at det ikke er tilladt at gå. I:

• Han må være hjemme nu

er der tale om epistemisk modalitet, da må udtrykker talerens vurdering af, at situationen Han er hjemme er sandsynlig. Det er altså ud fra konteksten, man skal finde ud af, hvilken type modalitet der er tale om.

Epistemisk og deontisk modalitet kan hver især deles op i mulighed og nødvendighed. Under deontisk modalitet hører tilladelse og pligt (obligation, tvang), som henholdsvis repræsenterer deontisk mulighed og nødvendighed. Under epistemisk modalitet hører mulighed og sandsynlighed, som henholdsvis repræsenterer epistemisk mulighed og nødvendighed.

Med tiden har visse lingvister også udviklet andre begreber til at klassificere modale udtryk. Bybee, Perkins og Pagliuca^[2] opdeler modalitet i fire typer:

• “Agent-oriented” modalitet bruges til at beskrive interne eller eksterne omstændigheder i forhold til agentens udførelse af den handling udtrykt i hovedprædikatet. Den type dækker over obligation, nødvendighed, evne, ønske, hensigt, villighed og “root” mulighed.
• “Speaker-oriented”modalitet udtrykker, at taleren pålægger eller påtvinger nogle omstændigheder på høreren. Den dækker over direktiver (ordrer, forbud, anmodninger osv.) og tilladelse.
• Epistemisk modalitet som dækker over mulighed, sandsynlighed, udledet sikkerhed og kontrafaktualitet.
• Subordinerende modi som for eksempel konjunktiv.