|
Niels Bjerrum
Niels Janniksen Bjerrum (født 11. marts 1879 i København, død 30. september 1958 i Valby) var en dansk kemiker.[1][2][3] Bjerrum blev student fra Metropolitanskolen 1897 og blev uddannet på Københavns Universitet fra 1897 til 1902. Han fik sin doktorgrad i 1908. Han udførte studier af koordinationskemi under Sophus Mads Jørgensen. I 1912 blev han docent ved Københavns Universitet, og i 1914 blev han professor på Landbohøjskolen i København, hvor han efterfulgte Odin Tidemand Christensen. Han blev på denne post indtil han blev pensioneret i 1949. Fra 1939 til 1946 var han også direktør på Landbohøjskolen. Bjerrumdiagrammer[4] og bjerrum-længde[5] er opkaldt efter Niels Bjerrum. Niels Bjerrum blev nomineret til Nobelprisen i kemi tre gange: i 1927 af Fritz Weigert, i 1931 af Arnold Eucken og i 1956 af Hermann Irving Schlesinger og Walter Hieber.[6] I 1954 blev han udnævnt til æresdoktor på Danmarks Tekniske Universitet.[7] Han er begravet på Solbjerg Parkkirkegård. FamilieNiels Bjerrum er søn af oftalmologen Jannik Petersen Bjerrum[1] (1851–1920) og Anna K. L. Johansen (1856–1941). Han var gift med Ellen Emilie Dreyer. I 1909 fik de sønnen Jannik Bjerrum, der også blev kemiker og professor på Københavns Universitet.[1] Han døde i 1992 og fik sønnererne Niels Bjerrum (født 1940) og Morten Jannik Bjerrum, der ligeledes kemikere og professorer i henholdsvis uorganisk- og materialkemi på Institut for Kemi på DTU[8] og biouorganisk kemi på Kemisk Institut på Københavns Universitet.[9] Hæder
Medlem eller æresmedlem af talrige udenlandske akademier og videnskabelige selskaber Bjerrum Medaljen, der er en videnskabspris etableret i 1959, som uddeles til danske kemikere, er opkaldt efter ham.[10] Bibliografi
Referencer
Eksterne henvisninger
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||
