Nimandsudvalget

Nimandsudvalget, formelt Rigsdagens Samarbejdsudvalg, var et dansk parlamentarisk stående udvalg, der blev nedsat den 2. juli 1940. Udvalget blev etableret efter aftale mellem de partier, der indgik i Samlingsregeringen efter Tysklands besættelse af Danmark, dvs. Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Venstre og Retsforbundet. Formålet med udvalget var, ifølge stifterne, at bevare "den bestående forfatning som grundlag for det politiske liv"^[1], hvilket i praksis betød en videreførelse af den parlamentariske styreform og en udelukkelse af partier som Nazistpartiet (DNSAP), Danmarks Kommunistiske Parti og Bondepartiet fra politisk indflydelse.^[2]

Udvalget bestod af to medlemmer fra hver af de fire store partier, mens Retsforbundet havde ét medlem, Oluf Pedersen, der permanent besatte posten som sekretær. Formandsposten gik på skift mellem de fire store partier. Nimandsudvalget fik en central betydning, da det reelt fungerede som Rigsdag; alle vigtige politiske drøftelser blev ført i dette forum mellem udvalget og regeringen, inden sagerne formelt blev forelagt for Folketinget og Landstinget. Derved kom udvalget i væsentlig grad til at styre den danske forhandlingspolitik over for besættelsesmagten. Da Rigsdagen ophørte med at fungere den 29. august 1943, blev udvalget udvidet til 13 medlemmer under betegnelsen Trettenmandsudvalget, hvorefter det udgjorde det eneste tilbageværende formelle mødested mellem de politiske partier.^[2]

Betydning

Udvalget kom til at spille en hovedrolle i dansk politik i krigsårene, idet den muliggjorde forhandlinger for lukkede døre uden medvirken af de ikke-demokratiske partier og besættelsesmagten. Det var umuligt at gennemføre i Rigsdagen, da møderne i Folketinget og Landstinget var åbne for offentligheden.

Udvalget fungerede som koordinationsudvalg mellem de fem partier og som et kontroludvalg over for regeringen. Da de fem partier havde et stort flertal i både Folketinget og Landstinget, var det forventeligt, at en afgørelse i udvalget automatisk ville have flertal i Rigsdagen.

Under besættelsen var samarbejdspolitikken betegnelsen for det nationale sammenhold mellem de fem partier i samarbejdsregeringen. I 1920'erne og 1930'erne havde disse partier stået skarpt over for hinanden, og samarbejdspolitikken var et brud med de foregående 20 års politiske praksis, hvor særligt Venstre og Socialdemokratiet havde været de regeringsbærende partier.^[3]

I nutiden bruges samarbejdspolitikken som en betegnelse for forholdet mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt fra april 1940 til august 1943. I samtiden blev forholdet mellem de danske og tyske myndigheder kaldt for den henholdende forhandlingspolitik eller forhandlingspolitikken. Betegnelsen angav, at der ikke var tale om et frit samarbejde mellem ligeværdige parter.^[4]

Efter at regeringen var trådt tilbage i august 1943, blev udvalget udvidet med en tidligere minister fra hvert af de fire store partier og var dermed blevet til et trettenmandsudvalg.^[1]