Obsjtjina

En obsjtjina (russisk: община) også kaldet Mir (russisk: мир), var en enhed for administrativt og økonomisk selvstyre for bondelandsbysamfund (i modsætning til en individuel gård) i det 19. og 20. århundrede i Det Russiske Kejserrige. Begrebet er dannet ud fra ordet "obshchiy" (общий), der betyder "fælles".

Obsjtjinasystemet blev dannet som et resultat af grev Pavel Kiselevs reformering af administrationen af statslig ejendom i 1837-1841 og gjaldt i begyndelsen kun for statsbønder, men senere blev livegne også omfattet af systemet.^[1] En obsjtjina omfattede enten en større bosættelse eller flere mindre husstande, der som regel var bosat i en enkelt landsby, selvom en landsby nogle gange omfattede mere end én obsjtjina, og omvendt blev flere landsbyer nogle gange samlet i en enkelt obsjtjina. Ejendomsretten til jorden lå hos obsjtjinaen og ikke hos den enkelte bonde. Medlemmer af obsjtjinaen havde ret til at tildele dyrkningsretten til et jordstykke, som det enkelte medlem kunne dyrke separat. En ejendom i obsjtjinaen kunne ikke sælges eller testamenteres uden obsjtjinaens samtykke. Som følge af sin kollektive besiddelse havde obsjtjinaen beføjelse til at omfordele jorden fra tid til anden mellem obsjtjinaen medlemmer. Obsjtjinaen beskæftigede sig primært med de enkelte husstande og ikke med individet. Bonden havde ret til en ejendom, men ikke til en bestemt ejendom, og han kunne ikke frit disponere over den.^[2]

Ifølge den oprindelige plan for landbrugsreform, der blev udarbejdet i 1906, var det planlagt at opdele landdistrikterne i to samfund. Den første af dem, jordsamfundet, skulle være et økonomisk partnerskab, der beskæftigede sig med forvaltning af jord, der ejes af bønderne. Den anden, landsbysamfundet, skulle blive græsrodsenheden for lokalt selvstyre. Men denne plan blev ikke gennemført. Adskillelsen af administrative og økonomiske funktioner blev allerede udført af den sovjetiske regering efter dannelsen af landsbyråd.

Langt størstedelen af russiske bønder ejede deres jord i fælleseje inden for en obsjtjina, der fungerede som et landsbystyre og et kooperativ. Agerjord blev opdelt i sektioner baseret på jordens kvalitet og afstand fra landsbyen. Hver husstand havde ret til at gøre krav på en eller flere jordstykker fra hver sektion afhængigt af antallet af voksne i husstanden.

Historie

Kollektiv jordbesiddelse var en vigtig del af det ældre Rusland og havde sine rødder i slaviske samfund.^[3] Fælles jordbesiddelse fandt sted før livegenskabets indførelse og overlevede det ophævelse og den russiske revolution. Indtil afskaffelsen af livegenskabet i 1861 kunne en obsjtjina indeholde både livegne og frie bønder. I det første tilfælde blev de livegnes jordstykker tildelt til de livegnes ejer.

Selv efter livegenskabets ophør i 1861 havde bønderne i det daglige arbejde normalt ringe uafhængighed af obsjtjinaen, der på landsbyniveau blev styret af fællesskabets forsamling (skhod). Blandt obsjtjinaens opgaver var kontrol og omfordeling af fællesjord og skov (hvis sådan eksisterede), indkaldelse af rekrutter til militærtjeneste og fastlæggelse af straffe for mindre forbrydelser. Obsjtjinaen blev også holdt ansvarlig for skatter, som medlemmerne havde betalt for lidt. Denne type solidarisk ansvar var kendt som krugovaya poruka (gensidigt ansvar), selvom den nøjagtige betydning af dette udtryk har ændret sig over tid, og på moderne russisk har det en negativ betydning som et gensidigt cover-up.

I 1905 fandtes der ikke nogen opdelingsordning i de baltiske provinser, men den blev brugt af en fjerdedel af de vestlige og sydvestlige (dvs. ukrainske) bønder, to tredjedele af steppebønderne og 96,9 % andre steder.^[4]

Institutionen blev forsøgt omlagt af Stolypins landbrugsreformer (1906-1914). De ambitiøse reformer formåede dog ikke at gøre en væsentlig forskel i bondelivets struktur i Rusland.

Struktur

Obsjtjinaer blev udviklet som led i organiseringen af landbefolkningens sociale strukturer og indebar en fordeling af risici mellem medlemmer af samfundet. I obsjtjinaen blev alliancer primært dannet gennem ægteskab og slægtskab. Normalt blev omfordelingen af jord styret af de ældste medlemmer. Familierne slog sig sammen for at danne et samfund, der var afhængig af at gøre skatterne mere retfærdige og efter konceptet om gensidig hjælp. Jovan E. Howe skriver: "De således etablerede økonomiske relationer er i det væsentlige distributive: gennem forskellige kategorier af udvekslinger af både produkter og arbejdskraft udlignes midlertidige ubalancer, såsom dem, der er forårsaget af utilstrækkelig arbejdskraft i en nyetableret familieenhed eller et katastrofalt tab, der sætter en enhed i en urimelig reproduktiv ulempe i forhold til dens allierede".^[5] Derudover indebar alliancesystemet en række fællesrettigheder, deling af goder i tider med knaphed m.v., ligesom obsjtjinaen planlagde og ritualiserede tidspunkter for arbejdets udførelse, fridage, festdage osv.^[6]

Bønderne (dvs. tre fjerdedele af Ruslands befolkning) dannede en klasse for sig, der i vid udstrækning var undtaget fra den almindelige lov og blev styret i overensstemmelse med deres lokale skikke. Selve organiseringen af obsjtjinaen og dens skikke rækker langt tilbage i historien, men det var først med livegenskabets ophævelse i 1861, at landsbysamfundet blev løsnet fra den jordbesiddende adels jurisdiktion og opnåede selvstyre. Øverste beslutningstager i obsjtjinaen var forsamlingen af alle landsbyens ejendomsejere.^[7] Disse valgte en "landsbyældste" (starosta) og en skatteopkræver, der indtil 1906 var ansvarlig for inddrivelse af de skatter, der blev pålagt kommunen og for fordeling af skatterne mellem de enkelte ejendomsejere.

Obsjtjinaen var beskyttet mod insolvens af reglen om, at familierne ikke kunne fratages deres huse eller redskaber, der var nødvendige for landbruget; og obsjtjinaen kunne heller ikke fratages sin jord.

Synspunkter om obsjtjina

Mir eller obsjtjinaen blev et omdiskuteret emne i politisk filosofi ved udgivelsen af August von Haxthausens bog i 1847. De slavofile tog i midten af 1800-tallet tankegangen om fællesskabet i obsjtjinaen til sig. Romantiske nationalister og slavofile hyldede obsjtjinaen som et rent russisk kollektiv, både gammelt og ærværdigt; fri for det, de betragtede som ulemperne ved den borgerlige tankegang, der fandt udtryk i Vesteuropa. Ikke overraskende var det kun et kort skridt fra dette til, at obsjtjinaen som samfundsmodel blev brugt som grundlag for slavofile idealistiske teorier om kommunisme, kommunalisme, fællesjord, fremskridt og menneskehedens natur.

I anden halvdel 1800-tallet blev slavofilerne udfordret af den modsatte vestlige fraktion, vesterlændingene. Boris Tjitjerin, en førende talsmand for den vestlige skole, argumenterede for, at obsjtjina hverken var gammel eller specifik for Rusland. Vesterlændingene argumenterede, at obsjtjinaen var opstået i slutningen af det 1600-tallet og i begyndelsen af 1700-tallet og var ikke baseret på en form for social kontrakt eller et fælles instinkt. Snarere var det en monarkisk konstruktion, skabt og håndhævet med henblik på skatteopkrævning. Uanset begge siders argumenter var begge skoler enige om, at både godsejeren og staten spillede en afgørende rolle i udviklingen (hvis ikke oprindelsen af) obsjtjinaen:

Hvor (ager)jord er knap, har den fælles form for besiddelse en tendens til at være fremherskende, men hvor den (ager)jord er rigelig, erstattes den af husstands- eller endda familiebesiddelse.^[8]

De russiske filosoffer i det 19. århundrede tillagde obsjtjina stor betydning som et unikt træk, der adskilte Rusland fra andre lande. Aleksandr Herzen hyldede for eksempel denne prækapitalistiske institution som kimen til det fremtidige socialistiske samfund. Hans slavofile modstander Aleksej Khomyakov betragtede obsjtjinaen som et symbol på den russiske samfunds åndelige enhed og interne samarbejde og udarbejdede en sofistikeret "Obsjtjina filosofi", som han kaldte sobornost. Den europæiske socialistiske bevægelse så på ordningen som bevis på, at russiske bønder havde en historie med socialisering af ejendom og manglede borgerlige impulser til ejerskab:

Rusland er det eneste europæiske land, hvor "landbrugskommunen" har eksisteret på landsdækkende plan indtil i dag. Den er ikke bytte for en fremmed erobrer, som Ostindien, og den lever heller ikke et liv afskåret fra den moderne verden. På den ene side tillader det fælles ejerskab af jord den at omdanne individualistisk landbrug i parceller direkte og gradvist til kollektivt landbrug, og de russiske bønder praktiserer det allerede i de udelte græsarealer; jordens fysiske beliggenhed indbyder til mekanisk dyrkning i stor skala; bondens fortrolighed med den kollektive arbejds- og fællesskabskontrakt letter overgangen fra parcelarbejde til kooperativt arbejde; og endelig skylder det russiske samfund, som så længe har levet på hans bekostning, ham de nødvendige fremskridt til en sådan overgang. På den anden side tillader samtidigheden af den vestlige produktion, som dominerer verdensmarkedet, Rusland at inkorporere alle de positive erhvervelser, som det kapitalistiske system har udtænkt, i kommunen uden at passere det Kaudinske pas [dvs. gennemgå ydmygelse i nederlag].^[9]