Polyarki

Polyarki er i statskundskab Robert A. Dahls betegnelse for moderne repræsentative demokratier, der opfylder en række institutionelle kriterier for demokratisk styre.^[1] Dahl indførte begrebet for at skelne mellem demokrati som et normativt ideal og de politiske institutioner, der i praksis gør demokratisk selvstyre muligt i moderne stater. ^[2]

Et polyarki er ifølge Dahl kendetegnet ved frie og retfærdige valg, valgte embedsmænd, ytrings- og foreningsfrihed, adgang til alternative informationskilder samt et inkluderende medborgerskab.^[1] Ingen eksisterende stat opfylder fuldt ud demokratiet som ideal, men polyarki betegner de styreformer, der kommer idealet nærmest og anvendes derfor som et analytisk begreb i komparativ statskundskab.^[3][1]

Ordet polyarki stammer fra oldgræsk πολυαρχία (polyarkhia), der er sammensat af poly (πολύ), som betyder mange, og arkhē (ἀρχή), som betyder styre, herredømme eller magt. Den bogstavelige betydning er således de manges styre eller mange herskere.

I moderne statskundskab anvendes betegnelsen imidlertid næsten udelukkende i den betydning, som Robert A. Dahl gav begrebet.^[4] Hos Dahl betegner polyarki ikke en styreform, hvor "mange hersker", men de institutionelle ordninger, der gør det muligt at virkeliggøre demokratisk selvstyre i moderne repræsentative stater.^[1]

Begrebet polyarki blev udviklet af den amerikanske politolog Robert A. Dahl som led i hans analyser af moderne demokratiske styreformer. Dahl ønskede at skelne mellem demokrati som et normativt ideal og de politiske institutioner, der faktisk eksisterer i moderne stater.^[4]

Begrebet blev første gang anvendt systematisk i A Preface to Democratic Theory (1956), hvor Dahl lagde grunden til sin teori om moderne demokratiske styreformer. Teorien blev fuldt udviklet i hovedværket Polyarchy: Participation and Opposition (1971), hvor han definerede polyarki som en empirisk styreform karakteriseret ved høj grad af offentlig konkurrence og omfattende politisk deltagelse.^[5]

I On Democracy (1998) sammenfattede Dahl sin demokratiteori og beskrev polyarki som den styreform, der i praksis kommer nærmest demokratiets ideal. Her knyttede han begrebet til de institutionelle garantier, som gør demokratisk selvstyre muligt i moderne repræsentative stater.^[1]

Siden 1970'erne har begrebet polyarki været et centralt analytisk begreb i komparativ statskundskab og demokratiforskning, hvor det fortsat anvendes ved analyser af demokratiske institutioner og demokratiseringsprocesser.^[6]

Robert A. Dahl udviklede begrebet polyarki for at adskille demokrati som et normativt ideal fra de styreformer, der faktisk eksisterer i moderne samfund.^[4] Han argumenterede for, at demokrati i sin ideale form bygger på politisk lighed og folkets mulighed for at deltage effektivt i de politiske beslutninger. Ingen moderne stat kan imidlertid opfylde disse idealer fuldstændigt.^[3]

Polyarki betegner derfor de institutionelle ordninger, som gør det muligt at realisere demokratiets grundlæggende principper under de praktiske vilkår, der kendetegner store, komplekse og repræsentative stater. Begrebet er således empirisk og deskriptivt snarere end normativt.^[1]

Dahl knyttede polyarki til to overordnede dimensioner. Den ene er offentlig konkurrence (public contestation), som indebærer, at regeringen kan udfordres gennem fri politisk konkurrence mellem partier og kandidater. Den anden er politisk inklusion (inclusiveness), som indebærer, at en stadig større del af den voksne befolkning har ret til at deltage i den politiske proces gennem valg og politisk deltagelse.^[7]

På baggrund af disse dimensioner beskrev Dahl demokratisk udvikling som en gradvis proces, hvor stater kan bevæge sig fra autoritære styreformer mod polyarki gennem øget politisk konkurrence, udvidet valgret og styrkede borgerlige frihedsrettigheder.^[7]

Robert A. Dahl identificerede en række institutioner, som tilsammen kendetegner et polyarki. Institutionerne skal sikre, at borgerne har reelle muligheder for at deltage i den politiske proces, konkurrere om den politiske magt og holde de folkevalgte ansvarlige.^[1]

De vigtigste offentlige beslutningstagere skal være valgt af borgerne eller være ansvarlige over for folkevalgte institutioner. Den politiske magt skal således udøves af personer, der kan udskiftes gennem demokratiske procedurer.^[8]

Valg skal afholdes regelmæssigt og gennemføres frit, uden tvang eller systematisk manipulation. Vælgerne skal kunne vælge mellem konkurrerende kandidater eller politiske partier, og valgresultatet skal respekteres.^[9]

Den voksne befolkning skal som hovedregel have både valgret og mulighed for at opstille som kandidater til offentlige embeder. Politisk deltagelse må ikke være forbeholdt bestemte sociale grupper eller eliter.^[10]

Borgerne skal frit kunne udtrykke politiske holdninger, kritisere regeringen og deltage i den offentlige debat uden risiko for censur eller repressalier.^[11]

Borgerne skal have adgang til uafhængige og konkurrerende informationskilder, så de kan danne sig en oplyst politisk vurdering. Staten må ikke have monopol på politisk information.^[12]

Borgerne skal frit kunne danne og deltage i politiske partier, interesseorganisationer og andre sammenslutninger, der kan fremme deres politiske interesser.^[13]

Institutionerne fungerer som et samlet system. Hvis en eller flere af dem ikke er til stede, svækkes mulighederne for demokratisk konkurrence og politisk deltagelse, og staten kan derfor ikke betegnes som et fuldt udviklet polyarki.^[1]

I den politiske debat anvendes demokrati ofte som betegnelse for de styreformer, der findes i moderne stater. Robert A. Dahl argumenterede imidlertid for, at denne sprogbrug kan være misvisende, fordi den ikke skelner mellem demokrati som et normativt ideal og de institutionelle ordninger, der faktisk eksisterer.^[4]

Demokrati beskriver hos Dahl et ideal, hvor alle borgere har lige og effektive muligheder for at deltage i den politiske beslutningsproces, påvirke den politiske dagsorden og kontrollere de offentlige myndigheder. Et sådant ideal kan ikke fuldt ud realiseres i store, komplekse samfund.^[3]

Polyarki betegner derfor de styreformer, der kommer demokratiets ideal nærmest. Begrebet anvendes som en empirisk og analytisk betegnelse for moderne repræsentative demokratier med frie valg, politisk konkurrence og omfattende borgerlige frihedsrettigheder.^[1]

Selv om begrebet polyarki har stor betydning i statskundskaben, anvendes betegnelsen demokrati fortsat som den almindelige betegnelse for disse styreformer både i den offentlige debat og i en stor del af den politologiske litteratur.^[14]

Begrebet polyarki har haft stor indflydelse på moderne demokratiforskning, men er også blevet genstand for kritik.^[14] En række statskundskabsteoretikere har fremhævet, at Dahls institutionelle kriterier primært beskriver de formelle rammer for demokrati og i mindre grad belyser, hvordan økonomiske, sociale og kulturelle magtforhold påvirker borgernes reelle muligheder for politisk deltagelse.^[15]

Tilhængere af deltagerdemokrati har argumenteret for, at demokrati bør omfatte en langt mere direkte og aktiv borgerdeltagelse end den, der normalt finder sted i et polyarki. Tilsvarende har fortalere for deliberativt demokrati fremhævet betydningen af offentlig debat, argumentation og fælles meningsdannelse som centrale elementer i et demokratisk styre.^[16]

Andre forskere har peget på, at moderne demokratier kan opfylde Dahls institutionelle kriterier, selv om betydelige økonomiske ressourcer, massemedier eller organiserede interessegrupper giver enkelte aktører en uforholdsmæssig stor indflydelse på den politiske proces. Kritikken retter sig derfor ikke nødvendigvis mod Dahls definition af polyarki, men mod spørgsmålet om, hvorvidt institutionelle kriterier alene er tilstrækkelige til at beskrive demokratiets faktiske kvalitet.^[17]

På trods af denne kritik er Dahls teori fortsat et af de mest anvendte analytiske udgangspunkter i komparativ statskundskab og demokratiforskning.^[14][6]

Siden Robert A. Dahl introducerede begrebet i 1950'erne og videreudviklede det i Polyarchy (1971), har polyarki været et af de mest anvendte analytiske begreber inden for komparativ statskundskab. Begrebet anvendes til at beskrive og sammenligne moderne demokratiske styreformer uden at forudsætte, at de opfylder demokratiet som normativt ideal.^[14][6]

Polyarki har haft stor betydning for den komparative analyse af demokratisering, politiske institutioner og demokratisk konsolidering. Dahls sondring mellem demokrati som ideal og polyarki som empirisk styreform har desuden påvirket udviklingen af senere teorier om demokrati og dannet udgangspunkt for en stor del af den moderne forskning i demokratiske institutioner.^[14]

Selv om nyere demokratiforskning ofte anvender andre begreber og udvikler mere omfattende målemetoder, indgår Dahls institutionelle kriterier fortsat som et centralt referencepunkt i analyser af demokratiske styreformer.^[14]

• Folkesuverænitet
• Repræsentativt demokrati

Hovedværker

• Dahl, Robert A. Polyarchy: Participation and Opposition. Yale University Press, 1971. ISBN 9780300015652.
• Dahl, Robert A. On Democracy. Yale University Press, 1998. ISBN 9780300084559.

Supplerende litteratur

• Dahl, Robert A. A Preface to Democratic Theory. University of Chicago Press, 1956. ISBN 9780226134338.
• Held, David. Models of Democracy. 3. udgave. Polity Press, 2006. ISBN 9780745631431.
• Lijphart, Arend. Patterns of Democracy: Government Forms and Performance in Thirty-Six Countries. Yale University Press, 1999. ISBN 9780300078930.