Poul H. Møller
Poul Hjalmar Møller (født 15. juli 1916 i København, død 20. februar 2000) var en dansk kriminalassistent og politiker. Han var medlem af Folketinget valgt for Kristeligt Folkeparti fra 1975 til 1977 og igen fra 1979 til 1981.[1] Poul Møller var søn af købmand Hjalmar Johan Møller og husmoder Olga Camilla Møller. Han afsluttede sin skolegang på De forenede Kirkeskoler i 1932 og stod i lære som møbelsnedker 1932-1936 hvorefter han arbejdede som møbelsnedkersvend til han i 1940 blev assistent ved Københavns Politi. Møller overgik til kriminalpolitiet i 1944 og var kriminalassistent i Københavns Opdagelsespoliti fra 1960.[1] Møller var medlem af Missionsfonden, fællesorganisation for Den danske Pinsebevægelse fra 1960, og medlem af dens forretningsudvalg fra 1965.[1] Han blev folketingskandidat for Kristeligt Folkeparti i Østre Storkreds i 1974 og opnåede valg til Folketinget ved folketingsvalgene i 1975 og 1979 og var således medlem af Folketinget i perioderne fra 9. januar 1975 til 15. februar 1977 og fra 23. oktober 1979 til 8. december 1981.[1] Referencer
|