|
ProcesmetafysikProcesmetafysik eller procesfilosofi anser den metafysiske virkelighed for at være forandring og udvikling. Procesmetafysik står i modsætning til substansmetafysik, der har været den dominerende tankegang i vestens filosofi. Procesmetafysik benævnes også som ontology of becoming, processism,[1] eller philosophy of organism.[2] Siden Parmenides, Platon og Aristoteles, har størstedelen af filosofien anset virkeligheden som "tidsløs", som bestående af permanente substanser, mens processer er underordnede fænomener. Hvis en ting ændrer sig, er den (dens substans) stadig den samme, og det nye er accidentielt. Maler vi en stol, er det stadig den samme stol , men med en ny farve. Derfor afviser klassisk ontologi at tildele forandringer fuld realitet. Den klassiske ontologi muliggjorde viden og erkendelsesteori, og man mente at det var umulig at skabe en videnskab om forandringer.[3] I modsætning til den klassiske model for forandring anser procesmetafysik forandring for at være værens grundtræk. I antikkenHeraklit er som arketypen på en procesmetafysiker og har inspireret alle efterfølgende. Han erklærede at altings grundlæggende natur er forandring. Citatet fra Heraklit findes to gange i Platons dialog Kratylos. På 401d som:[4]
og på 402a[5]
Heraklit mente at ild var det mest basale element.
Procesfilosoffen Nicholas Rescher oversætter således Heraklit til moderne begreber:
Fra antikken til nutidenSkønt substansideen har domineret vestlig tænkning har der været procestænkere op gennem historien. Plotin anser værens dynamik for at være en emanation af det guddommelige, og tanken blev taget op af den nyplatoniske renæssancefilosof Francesco Patrizzi (1529–1597), der udvidede den med mereologiske beskrivelser af processer, med det formål at udvikle en "lysmetafysik". Leibniz' filosofi kan anses for at være en procesfilosofi, idet at verdens basale byggesten iflg. ham er monader, der er ordnede sekvenser af tilstande. Monaderne er ikke statiske, idet det har en inhærent "aktiv kraft", der forårsager overgangene mellem forskellige tilstande. Procestanken er central for den tyske idealisme, hvor filosofferne Fichte, Schelling og Hegel alle reagerede mod Kants begreb om det transcendentale jeg, som de i modsætning til Kant opfattede som dynamisk. Siden den tyske idealisme er procestanken blevet mere normal, og man kan i nyere tid nævne tænkere som Nietzsche, Henri Bergson, Charles Peirce og Heidegger. Især Alfred North Whitehead har leveret en sammenhængende og detaljeret teori med værket Process and Reality. Nutidig filosofiI nutidig filosofi kan nævnes filosoffer Robert M. Pirsig, Charles Hartshorne, Arran Gare, Nicholas Rescher og Gilles Deleuze. FysikI fysikken skelner Ilya Prigogine[9] mellem "physics of being" (værensfysik) and the "physics of becoming" (vordensfysik). Eksterne kilder
Noter
|
