Reguleringsplan

En reguleringsplan og den nærtbeslægtede udredningsplan var i tiden forud for planlovreformen en stedplan, der skulle sikre en samlet hensigtsmæssig ejendoms- og anvendelsesplan for datidige saneringsområder.

Baggrunden for reguleringsplaner var ønsket om at sikre en sammenpasning af:

1. grundforhold,
2. bebyggelsesforhold,
3. vej- og parkeringsforhold,
4. offentlige formål så som forsyningsanlæg, offentlige institutioner og friarealer^[1].

Reguleringsplaner og udredningsplaner kunne skildre sådanne planlagte arealdispositioner uden udnyttelse af det offentliges ret til ekspropriation og den deraf følgende erstatningsudredning^[2].

Reguleringsplanen har karakter af et kort, hvorpå er vist:

• den eksisterende bebyggelse,
• fremtidige bebyggelsesarealer,
• fremtidige vej- og parkeringsarealer,
• fremtidige arealer med fælles adgangs- og brugsret,
• planlagte nedrivninger,
• fremtidige rettigheder,
• erstatnings- og udgiftsforhold^[3].

En reguleringsplan (og udredningsplan) havde efter ikrafttrædelse juridisk gyldighed, idet reguleringerne tinglyses på de berørte ejendomme^[4].

En tinglyst reguleringsplan (og udredningsplan) kan kun ændres ved ny stedplanlægning: enten en saneringsplan eller en lokalplan.

Reguleringsplaner fandt kun anvendelse i mindre omfang i købstæder med saneringsmoden bebyggelse, således København, Rønne, Neksø og Odense^[2].

• Erik Kaufmann: "27 slags planer. Oversigt over og kritisk analyse af den offentlige fysiske planlægning i Danmark", SBI-byplanlægning 4, Statens Byggeforskningsinstitut, København 1966.