Ross Dane

Ross Dane (også kaldet Nybyggerne i Alberta)^[a] er en roman skrevet 1928 af den dansk-norske forfatter Aksel Sandemose. Romanen er den første i Sandemoses Canada-trilogi, som også indeholder "En sømand går i land" fra 1931 og "September" fra 1939.^[2][3][4]

Romanen består af to dele, hvor første del igen er opdelt i 17 kapitler, anden del i 12. Handlingen i første del udspiller sig over en periode på ca. to år i begyndelsen af 1900-tallet, mens anden del springer nogle år frem i tiden og foregår over en længere årrække. Stedet er den sydlige del af den canadiske delstat Alberta. Her opbygger en flok danske udvandrere, med Ross Dane i spidsen, en koloni på den øde, men frugtbare prærie, som viser sig velegnet til hvedeavl.

Kap 1+2. I romanens begyndelse møder læseren den 25-årige^[1]:22 danske udvandrersøn Rasmus Dansker, eller Ross Dane, som blind passager på et tog, som en forårsdag er på vej fra North Dakota mod Canada. Rasmus er på vej efter den flok heste, han har investeret i, men som er stukket af fra ham. Da han bliver opdaget og smidt af toget, slår han følgeskab med den fransk-indianske jævnaldrende Charles Villeneuve, som også har forstand på heste. En nat lykkes det de to at befri Rasmus' heste, men ejerne er snart i hælene på dem, og det kommer til en konfrontation.^[b][1]:7-20

Kap 3. I byen Moose Jaw ^(en) i Saskatchewan sælger Rasmus sine heste for en god pris, og møder så den danske familie Pedersen,^[c] en mand med to små døtre og to større sønner,^[1]:60 som i en primitiv prærievogn er på vej mod Alberta for at finde lykken. Rasmus og Charles beslutter at følges med familien Pedersen mod “det solrige Alberta”.^[d]

Kap 4+5. Selskabet, som nu også omfatter den danske religiøse fritænker Jensen, “et vandrende monument over mennneskelig surhed”,^[1]:29 rejser gennem smuk natur med et rigt dyreliv, inklusiv enorme mængder myg. En tilløben hund, med “en stemme som en kvinde i barnsnød”,^{[1]:33 [5]} giver Rasmus navnet Nicoline; hunden er god til at holde de nærgående prærieulve på afstand. Men pludselig får Charles på fornemmelsen, at en præriebrand nærmer sig, og man må straks prøve at klare sig igennem flammehavet. Vognen bliver kørt ud i et vandhul, og alt dækket til med våde klude og lagner. Man skærmer sig mod flammerne så godt man kan, men da branden er passeret, varer det ikke længe, før det sætter i med voldsomt haglvejr, med store hagl. Alle overlever såvel præriebrand som haglvejr, selv Jensen, som i tumulten er havnet nede under vognen. Næste morgen er det strålende solskin, og mens Rasmus ser til dyrene, får han øje på Jensen, som har gang i noget lidt borte. Da Rasmus går ham på klingen, viser det sig, Jensen er i gang med at tørre en masse pengesedler, som overlevede branden, men blev våde i uvejret.

Præriens dyr

Rasmus hader prærieulven (eller coyoten).

Til gengæld jagter han bisamrotten for dens skind.

De natlige skrig fra lossen skræmmer Theodor.

Charles elsker at gå på elgjagt.

Nogle dage senere krydser man grænsen til Alberta, og i nærheden af Youngstown ^(en) gør man ophold på en ranch beboet af et midaldrende ægtepar og en ung pige, Eva^[e] - som straks fanger Rasmus’ opmærksomhed: “Hellige Madonna, for en pige, der gik ovre i huset”.^[1]:49 Rasmus er betaget af Eva og siger, at han tænker at komme tilbage til foråret. “Så ses vi til foråret”, svarer hun.

Kap 6. Efter at være rejst gennem øde, sumpede egne, hvor vandet er giftigt for mennesker, kommer selskabet endelig på en varm højsommerdag frem til den frugtbare dal Beaver Coulee,^[f] hvor man beslutter sig for at slå sig ned. Mens Rasmus og familien Pedersen begynder at indrette sig, går Charles på elgjagt, og tænker på hvordan han er splittet mellem sin indianske mors kultur og sin fars overlegne franske. Han ville gerne have giftet sig med en hvid kvinde, men har nu fået børn med en indiansk pige, “en høj, stærk injun-kvinde med onde øjne, mærkelig smuk alligevel. Hun havde et tandsæt som en bjørn”.^[1]:67

Kap 7. Man går i gang med at bygge hus til familien Pedersen inden vinteren, men først må Rasmus i gang med den krævende opgave at afrette Charles’ stude, så de kan bruges til at slæbe træ fra skoven. Alle hjælper til, og da Pedersens hus er færdigt, bygger Rasmus tæt ved et hus til sig selv. Jensen foreslår Rasmus kompagniskab, at de deles om huset, men Rasmus afviser. Da Rasmus og Pedersen tager ind til byen for at få skøde på deres respektive jord, viser det sig, Jensen allerede har fået skøde på Rasmus’ jordlod. En rasende Rasmus beslutter sig nu for vha studene at flytte hele sit hus til en ny beliggenhed, så kan Jensen godt beholde grunden.^[g]

Kap 8. Rasmus udvider sit hus, så der også er plads til Eva - og fortryder, han ikke tog hende med, da han var i Youngstown. Rasmus og Pedersen pløjer prærie op om kap, mens Jensen nu forsøger at indynde sig hos Pedersen, som ender med at smide ham ud, se citat. Lige inden vinteren tager Jensen sig sammen og bygger sig et hus.

Kap 9. Pedersens ældste^[1]:143 søn Theodor har tuberkulose, og hans far regner med han dør af det. Men Rasmus kan godt lide drengen og mener at vide, at det er godt med frisk luft mod sygdommen, og han bygger derfor Theodor et lille hus med udluftning, hvor drengen kan ligge og komme sig. Theodor liver op, nu hvor der er håb for ham. Jensen bliver jaloux på Rasmus, som således hjælper Pedersen, og da Jensen betvivler, Theodors hus vil hjælpe drengen, truer Pedersen ham med bank og sammenligner ham med Kain, som Gud gjorde fredløs og som derfor altid troede, folk var ude efter ham.^[6] Imens er det som om Nicoline-hunden driller Rasmus: når Rasmus følger hundens spor i sneen, ender sporet ved Rasmus’ hus;^[1]:85 og når hunden viser sig inden for skudvidde, har Rasmus ikke sin bøsse med sig.^[1]:88

Kap 10. Ude på prærien opdager Rasmus et område med bæverrotter, hvis skind er værdifulde,^[h] og han øjner en indtægtsmulighed og begynder at bygge fælder. Pedersen er nysgerrig, men Rasmus holder ham hen. Da Rasmus næste dag skal ud og sætte fælder op, bliver det snestorm, så himmel og jord står i et, og Rasmus søger tilflugt i sin seng, mens han prøver at varme sin stue op, for sneen fyger ind og isen kryber hen ad væggene. Ved midnat banker Charles på døren og beder om nattely; han har været på jagt og er kold og træt, de to lægger sig sammen i Rasmus’ seng, hvor Rasmus i mørket, med tanke på Eva, fortæller om de piger, han som dreng var forelsket i. Over morgenmaden næste morgen diskuterer de to, hvordan de skal få ram på Nicoline.^{[1]:93-100 [i]}

Kap 11. Den strenge vinter har bidt sig fast. Rasmus bruger tiden på at jage prærieulv og bæverrotte, mens Jensen er gået i hi: han ligger dag og nat i sin seng og udklækker fremtidsplaner: til foråret vil han låne Pedersens plov og opdyrke sin jordlod, og når han har sået, vil han tage til Youngstown og fri til Eva. Han håber, hun har en far, han kan låne et par arbejdsheste af, og han bliver enig med sig selv om, hun ikke behøver nogen bryllupsgave: “Alvorlige hensigter var i sig selv en stor gave”.^[1]:106 På en jagt støder Rasmus på Nicoline, han skyder, men rammer forbi, han skyder igen, og kan se, han har skudt hundens hale af. Nicoline stikker af med halen i munden. Theodor ligger i sit hus og skræmmes af nattens lyde, fra ugler og ulve. Men også af et uhyggeligt skrig, fra et fremmed dyr. Charles kan fortælle, at det er lossen, Theodor har hørt. De mange uhyggelige lyde går Theodor på, og han frygter, han skal dø.^[1]:101-108

Kap 12. Mens Rasmus indvier Pedersen i sine planer om bæverrotte-fangst, får Nicoline indsmigret sig hos Jensen, som under hundens daglige besøg får tosomhed til gengæld for mad. Da Rasmus en dag følger Nicolines spor, i sin jagt på hunden, opdager han til sin undren, at de ender ved Jensens dør. Rasmus lægger sig i baghold, og da hunden dukker op på sit daglige besøg, dræber han den med et enkelt skud. En forfærdet Jensen går snart efter over til den intetanende Pedersen og låner en hest, under påskud af at skulle et ærinde i byen, og hverken Jensen eller hest viser sig nogensinde igen i Beaver Coulee.^[1]:109-115

Kap 13. Endelig bliver det forår. Sneen smelter, og bækken bliver til en elv, og dagen efter til en flod - som meget belejligt, men dog til Pedersens fortrydelse, flytter Jensens hus hen ved siden af Rasmus’. Rasmus og Pedersen er dog ikke mere uvenner, end at de sammen tager til byen for at købe maskiner. Så dukker “galizieren Fjodor Murazezsky” med kone og børneflok op i Beaver Coulee og bygger hus på Jensens homestead - og gør over for Rasmus krav på Jensens hus, men Rasmus afviser kravet. Hele foråret knokler Fjodors familie og Rasmus med at opdyrke deres respektive jordlodder. - Så beslutter Rasmus sig for at tage på frierfærd til Youngstown. En tidlig morgen møder han Eva. Han er spændt på hendes reaktion, men frieriet går glat, se citat, og inden aften er Rasmus og Eva blevet gift, og de nygifte er på vej tilbage til Beaver Coulee.^[1]:116-123

Kap 14. Hjemme igen er der ballade, for Fjodor har fjernet Jensens hus fra Rasmus’ grund. Pedersen lovede godtnok at passe på Rasmus’ ting, mens han var borte, men Pedersen er en konfliktsky natur. Eva er dog fortrøstningsfuld mht. Jensens hus, og hun går straks i gang med at indrette Rasmus’ hus, samt beordrer et læhegn på plads inden vinteren. Og så forlanger hun, at Rasmus skal være hende tro, ellers rejser hun. Næste formiddag får familien Murazezsky besøg af Rasmus og Eva, som efter lidt håndgemæng spænder Jensens hus for Rasmus’ stude og trækker det hjem igen. Pedersen er betænkelig ved Rasmus’ konfrontatoriske adfærd, for “man skal kun søge ufred, når der er penge på spil”.^[1]:128 Eva viser sig at have sparet en pæn sum penge op, som hun videre deler med Rasmus. Han køber træ for pengene, og bygger og bygger. Eva fortæller Rasmus, hun er gravid.^[1]:124-130

Kap 15. Theodor keder sig på sit sygeleje, han ville hellere stå op og hjælpe sin far. Og så er han varm på Eva, som af og til kommer med lækkerier til ham, se citat, og jaloux på Rasmus, som har Eva for sig selv.

Da galicieren Ivan med familie ankommer til dalen, synes Rasmus, modsat Pedersen, at det bliver for meget med de fremmede. Høsten af hvede er i gang, og både Rasmus, Pedersen og Fjodor høster med hver deres selvbinder. Ivan har fra Fjodor hørt om kontroversen med Rasmus, men han kan også fortælle, at Fjodor har været nærgående over for Ivans fjortenårige^[1]:142 datter. Så ændrer Rasmus holdning til de nyankomne, og han og Eva tilbyder dem nu at overtage huset, som de tog fra Fjodor (og som i sin tid Jensen byggede). Herover bliver Pedersen fortørnet, men Rasmus affærdiger ham. Så kommer Fjodor en dag til Pedersen og beklager sig over, at Fjodor ikke må være med, når Rasmus og Pedersen skal leje tærskeværk til kornet. Pedersen synes også, det er tosset at holde Fjodor udenfor her, og går til Rasmus. Som først er afvisende, men efter lidt overtalelse fra Pedersens side skifter Rasmus også her holdning, “men stole på ham vil vi ikke, derfor tærsker vi hos ham sidst”.^:137

Kap 16. Eva er forstemt, for hun synes, Rasmus er blevet hende ligegyldig, se citat. Men Rasmus bemærker ikke hendes anfægtelse. Han har travlt med at tærske, og nu er de nået til Fjodors korn, som de bliver færdige med, lige da sneen kommer. Fjodor er sur på Ivan, fordi han sladrede til Rasmus om Fjodor og Ivans datter.^[1]:138-142

Kap 17. Høsten har været god i Beaver Coulee, men nu venter et hårdt arbejde med at køre kornet til byen på store slæder, i frosten henover den snedækkede prærie. Theodor, som stadig elsker Eva, begynder at få det bedre, men ingen regner ham alligevel for noget, for Pedersen sætter hele sin lid til sin yngre søn Frederik, som ligner sin far mere og mere, bortset fra han har mere forstand på penge end faderen. Pedersens to døtre lever deres helt eget liv, for sig selv “i en egen nedre region på farmen”.^[1]:144 En februardag får Eva veer, “Eva var i barnsnød”,^[1]:146 og Frederik rider til byen efter doktor, mens Rasmus, tynget af dårlig samvittighed (han vil ikke have hjælp, heller ikke af Ivans kone), hjælper sin forpinte og skrigende kone ^[j] så godt han kan. Dagen efter rygtes det i Beaver Coulee, at Eva har “født tre levedygtige drenge”.^[1]:147

Kap 1. Nogle år senere er Rasmus, der nu kalder sig Ross, en efterårsdag ude for at finde en ekstra medhjælp, hos en dansk familie i nærheden. Den forhutlede kone kan fortælle, at manden har været bortrejst i tre uger, og hun ved ikke, hvornår han kommer hjem. For at få til mad til hende selv og børnene har hun solgt sine to køer, til Pedersen og hans søn Frederik, til otte dollars stykket. Den alt for lave pris chokerer Ross, som opsøger Pedersen og fordømmer, at han og Frederik har udnyttet en svag kone til egen fordel. Det kommer til håndgemæng mellem Ross og Frederik, som Ross vinder. Og Theodor tager afstand fra sin bror og far, ved at frasige sig sin arveandel af gården, og i stedet med sine tre hundrede dollars, som hans far mener er hans, tage med Ross.^[1]:151-158

Kap 2. Beaver Coulee er nu blevet til en travl landsby, med "mange forskellige slags folk", som ikke altid enes lige godt. Ross og Evas sønner er begyndt i den lokale skole, se citat, men Eva så dog gerne, de i stedet gik i skole inde i byen. Ross bryder sig heller ikke om læreren, men vil dog gerne, de også lærer at bruge hænderne.^[1]:152 Der er stadig enkelte prærieulve, som gør det svært at holde høns, og en vinternat, se citat, tager Ross på ulvejagt ved Eugen Husebys gård, og får ram på hønsetyvene. Han tilbyder de døde ulvene som mad til konen på gården, men hun reagerer vredt. Fra Huseby selv erfarer Ross, at hans kone savner sin barndoms Bergen, og at hun faktisk er bange for prærien.

Kap 3. På sin vej til byen med en slædefuld korn kommer Ross omme ved Fjodor og Huseby, som er på vej hjem. Men de har kornet med hjem igen, for kornopkøberne vil kun give 35 cent pr bushel,^[k] og med den pris vil kornavlerne i Beaver Coulee kun med nød og næppe kunne klare sig økonomisk til næste høst. Ross vender også om med sin fulde slæde. Nogle dage senere skyder Ross og Ivan hver tusind dollars i firmaet “Beaver Coulee Kornindkøb”, som vil aftage bøndernes hvede til hele 75 cent pr. bushel. Forinden havde både Pedersen, Fjodor og Huseby afvist ideen om et lokalt kornindkøb, og tilbuddet gælder derfor ikke for dem. I byen undrer kornopkøberne sig over, der ikke bliver kørt korn ind fra Beaver Coulee, men her hober kornet sig til gengæld op i Ross’ og Ivans lader, i en grad, så de begge er ved at løbe tør for penge. Da går det op for dem, at de også har købt korn fra Fjodor og Pedersen, som har brugt de andre bønder som stråmænd, for mod reglerne at få afsat deres korn til den gode pris. For i et år med dårlig høst kan der simpelthen ikke være høstet så meget korn, som de andre bønder kommer ind med. Stor er Ivans fortvivlelse, men så kan Ross fortælle, at pga. den dårlige høst i hele Canada, har han kunnet sælge hele firmaets kornbeholdning til hele 2 dollars pr. bushel. Ivan beder i taknemmelighed en bøn til Jomfru Maria, mens Ross bryder sammen i gråd, af glæde, men også af skam over i sin tid at have haft mistro til Ivan, fordi han var galicier. Og Pedersen, Fjodor og de andre, som ikke ville være med i aftalen, får en lang næse.^[1]:167-173

Theodor Pedersen, som har bygget sin egen gård i det afsides North Coulee, opsøger en dag Ross, men træffer kun Eva. Hans hede følelser for hende er kølnet med årene, men han tænker stadig lidenskabeligt på "den stærke pige, der for længe siden kom med Ross Dane til Beaver Coulee".^[1]:174 Og Theodor genkender nu drømmen om Eva i nyligt tilflyttede Kaja. Og det fortæller Theodor så Kaja, og mener det som en kompliment til Kaja - som dog er skuffet over at have en rivalinde, og klandrer Theodor, han ikke fortæller hende, hvad han føler for hende, se citat. Theodor minder Kaja om en Kasper, hun har hørt omtalt, en ung tysker, som "var så uvidende om alt som et lille barn."^[1]:178

Tærskeværker

Snit gennem tærskeværk, fra bog fra 1910. Den cirkelformede cylinder er placeret lige t.v. for det højre hjul.

Tærskeværk i North Dakota 1926.

Kap 4. Frederik stævner Ross for, mod bedre vidende, at have købt korn af Fjodor og Pedersen i strid med reglerne for "Beaver Coulee Kornopkøb",^[1]:174 På vej ind til retssalen mødes Ross og Frederik, og efter udveksling af indbyrdes ukvemsnord, se citat, kommer det til håndgemæng, hvor Ross overmander Frederik og med sine sønners hjælp bagbinder ham, hvorefter Ross giver Frederik prygl med et birkeris. Ross må betale en bøde, og fra den dag talte Ross aldrig mere med Pedersen og Frederik - hvilket Pedersen beklagede.

Moderne tider kommer til Beaver Coulee, dels i form af de første biler,^[l] dels i form af en lind strøm af tilflyttere. De gamle i kolonien er utilfredse med de nye unge karle, og Ross fortæller ofte sine ansatte, hvor dovne de er, og hvordan Ross og de andre gamle forstod at bestille noget, dengang de grundlagde kolonien.

Ude på sin fjerntliggende gård er Theodor overladt til sig selv, efter at Kaja har opgivet at få et fornuftigt forhold til ham. Egentlig længes han hjem til Danmark, men det vil være for stort et nederlag, hvis han skal opgive sin farm, som han faktisk driver udmærket. Han er omgivet af dalens natur i en grad, så det begynder at påvirke hans virkelighedsopfattelse.^[m] Alle de mange sanseindtryk (som Sandemose beskriver i billeder og metaforer) giver Theodor den opfattelse, at den døde natur er besjælet af væsener og ånder, på samme tid fascinerende og skræmmende, og en dag han kravler op ad en skråning, oplever han at kigge ind i selve dalens ånds øjne.^[1]:190-196

Kap 5. Ross er blevet træt af at skulle leje tærskeværk til sit korn, og køber derfor sit eget. Det er en stor investering, men han regner med at kunne leje det ud til andre på hjemegnen, bl.a. Huseby - som dog kan fortælle, at også Fjodor har købt tærskeværk, og vistnok regner med at skulle tærske Husebys korn. Det sidste bliver der dog ikke noget af, da Fjodor i fuldskab generer Husebys kone. Fjodor bliver nu så vred over at være blevet snydt for Husebys tærskning, at han i ly af mørket stikker jernstænger i nogle af negene på Husebys mark, så at sådan et neg en dag ødelægger Ross’ tærskeværk.^[n] Kort tid efter brænder Fjodors maskinhus, men det lykkes ham at redde sit tærskeværk. Så får en af Ross’ ansatte skudt sit øre af. Så bliver Fjodors tærskeværk saboteret med slibepulver i aksellejerne. Tærskeværkskrigen ender først, da Fjodor en dag bliver trådt ihjel af sine heste.^[1]:197-201

Kap 6. Theodor tager sig sammen og frier til Kaja. Hun siger ja, men er ikke rigtig glad, men skeptisk. Trods Kajas ja er Theodor modfalden, igen skræmt over den alt for livagtige natur, han bor midt i, og ude i det fri sætter han sig til at holde vagt, med sin ladte riffel over knæene. Da Kaja kommer næste dag, sidder Theodor frosset ihjel. Og da hun grædende vil hjælpe ham fri, går riflen af og dræber hende. Om natten våger prærieulvene over de to døde.^[1]:202-207

Kap 7. Efter Theodors og Kajas begravelse tilbyder Ross koloniens folk at bygge en kirke i Beaver Coulee, for det synes han mangler, og Ross vil gerne betale. Nogle dage senere kommer tre mand til Ross og takker pænt nej til hans tilbud: Ross’ penge stammer jo fra dengang han og Ivan tjente styrtende på kornhandel, hvor mange i kolonien følte sig snydt, og man vil hellere bare have de penge tilbage. Så bliver Ross vred, smider meget korporligt de tre på porten, mens han bander og svovler over, hvor ugudelige folk i byen er. Frederik Pedersen stod i spidsen for modstanden mod kirken, men gamle Pedersen synes, det er fjollet ikke at tage imod tilbuddet. Da Ross er faldet ned, overtaler Eva ham på sin egen stille måde til at udsætte kirkeplanerne.^[1]:208-214

Kap 8. Hans er ansat hos Ross, og varm på Ivans kønne datter. Der er dog den hage ved det, at Hans allerede er gift. Med trusler om korporlig afstraffelse får Ross overtalt Hans til at glemme sin gode ven Ivans datter, og i stedet arbejde på at få konen over fra Danmark.

Kap 9. Charles Villeneuves to sønner William og Barni ligner ikke deres far, ligesom Pedersens to døtre Mette og Else aldrig har lagt sig efter deres far i væremåde, se citat. De fire finder sammen, og forlader kolonien for at slå sig ned oppe nordpå. Charles selv anses ikke af sine naboer for at være nogen god farmer, for han er ofte på farten, på udflugter og jagt, og imens passer hans kone bedriften.

På Ross’ gård afviser karlen Terkel den anden karl Hans’ tilbud om venskab. Terkel bryder sig ikke om Hans, efterhånden heller ikke om tingenes tilstand i almindelighed. Han synes ikke længere om den måde, kvinderne opfører sig på og klæder sig, han synes de skulle skamme sig og tage og bestille noget i stedet for at promenere rundt og tale med fremmede. Hans låner penge af Ross, så hans kone kan komme over til ham, og en forårsdag henter Hans sin kone og deres barn på stationen.

Kap 10. Eva har født en søn, som de opkalder efter Charles Villeneuve. Trillingerne har udlængsel, og Ross går nølende med til, de får sig en uddannelse; han under dem et bedre og nemmere liv, end han selv har haft. Da alle fire sønner beslutter sig for sammen at rejse op til Peace River for at begynde som farmere dér, bliver forældrene kede af det, men accepterer.^[1]:229-232

Kap 11+12. Ross tager på en rejse for at studere kirker, for nu skal Beaver Coulee også have kirke. Men det skal være hele koloniens kirke, ikke bare Ross’, og derfor tager Ross rundt i kolonien for at samle penge ind. Sidst kommer Ross, sammen med de andre bidragydere, til Pedersens farm, og spørger om han også vil være med til at betale. Den nærige Pedersen prøver at undslå sig,^[o] men da Ross går ham på klingen, tager sønnen Frederik over, og tilbyder at være med, se citat. Forhandlingen ender med, at Ross og Pedersen hver giver tre tusind dollars til kirken. Og desuden lover de to gamle ærkefjender at holde fred, og at betale yderligere tre tusind dollars, hvis de bryder freden. Og sådan kom der kirke i Beaver Coulee.^[1]:233-238

Sandemose skrev Ross Dane delvist inspireret af oplevelser på sin rejse til Canada fra august 1927 til februar 1928 - hvor han i december 1927 fra Alberta skrev til Gyldendal "og bad om 200 dollars, fordi han ikke kunne få vinterarbejde".^[1]:248 Sandemose havde tænkt sig titlen "Folket på Prærien", men Gyldendals konsulent Ludvig Holstein foreslog i stedet "Ross Dane".^[1]:249

Sandemoses tidlige danske romaner, herunder Ross Dane, handler om primitive driftsstyrede 'vildmænd', som ikke udviser tvivl eller vægelsind, men hvis tro på egne kræfter og formåen gør dem i stand til at nå deres mål. Ross Dane-figuren minder om de vitalistiske 'lykkemænd', som optrådte i de norrøne sagaer.^[2]

• Aksel Sandemose (1928): Nybyggerne i Alberta - Ross Dane, Lademanns Forlagsaktieselskab 1975, 261 sider, ISBN 87-15-00428-7; "udgivet i venlig forståelse med J. Vintens Forlagsboghandel" (Vinten udgav i 1965 bogen med titlen "Ross Dane", som nr. 123 i serien Stjernebøgerne).
• Ross Dane. Det Schønbergske Forlag, 1976, 219 sider, med anmeldelse november 2011 på bogrummet.dk

• Hanne Dalgaard Sejersen (2010): Aksel Sandemose: September – eneren og flokken
• Skrifter fra Aksel Sandemose selskabet - Sandemosiana