Slaget i 839

Slaget i 839 — også kendt som Katastrofen i 839 eller Pikternes sidste stand — var et slag, som blev udkæmpet i 839 mellem vikingerne og en alliance af piktere og gælere. Det endte med en afgørende sejr til vikingerne, hvor både Uuen, kongen af pikterne, hans bror Bran samt Áed, søn af Boanta, kongen af Dál Riata, blev dræbt.

Deres død banede vejen for Kenneth 1.s magtovertagelse og dannelsen af det senere Kongeriget Skotland, samtidig med at den piktiske identitet gradvist forsvandt. Slaget er derfor blevet beskrevet som "et af de mest afgørende og betydningsfulde slag i britisk historie".^[1]

Uddybende artikel: Nordisk aktivitet på De Britiske Øer

Vikinger havde siden slutningen af 700-tallet foretaget plyndringstogter mod Britannien. I 793 blev klostret på Lindisfarne plyndret under det berømte angreb.^[2]

Iona Abbey blev også angrebet gentagne gange: I 802 nævner Ulster-annalerne, at "Iona blev brændt af hedningene". I 806 noteres det, at "Ionas fællesskab, på 68 personer, blev dræbt af hedningene". I 825 blev munken Blathmac brutalt dræbt under endnu et vikingetogt.^[3]

På dette tidspunkt var de to dominerende magter i det nordlige Britannien kongerigerne Piktland og Dál Riata. Trods de mange kystangreb er der ingen registrerede konflikter mellem disse riger og vikingerne før slaget i 839.^[4]

Kun lidt vides med sikkerhed om slaget. Den eneste samtidige beretning findes i Ulster-annalerne. Under året 839 står der:

"Hedningene vandt et slag over mændene fra Fortriu, og Uuen, søn af Onuist, Bran, søn af Onuist, og Áed, søn af Boanta, samt næsten utallige andre faldt dér."

— Ulster-annalerne, 839.9

At Áed omtales sammen med "næsten utallige andre" tyder på, at der var tale om et stort slag og sandsynligvis kulminationen på en længere vikingekampagne. Áeds deltagelse sammen med mændene fra Fortriu antyder også, at han havde svoret troskab til Uuen, og at kongeriget Dál Riata på dette tidspunkt stod under piktisk overhøjhed.^[1]

Det præcise sted for slaget er ukendt. Ulster-annalerne nævner ikke en lokalitet, men det antages, at det fandt sted inden for Fortriu og sandsynligvis tæt på havet.

Fortriu var Piktlands kerneområde og menes at have ligget omkring Moray og Easter Ross.^[1] Et muligt sted kan derfor være kysten ved Moray Firth.^[1]

Uuen var den sidste konge af Fergus-slægten, som havde domineret Piktland i mindst 50 år. Hans afgørende nederlag mod vikingerne skabte en periode med ustabilitet i det nordlige Britannien.^[1] Ud af dette kaos kune Kenneth 1. tage magten.

Senere kilder giver et indblik i tiden efter slaget: Ifølge Poppleton-manuskriptet, sandsynligvis skrevet i det sene 900-tal, fulgte Uurad, søn af Bargoit, efter Uuen og regerede i tre år. Han blev efterfulgt af Bridei 6. (Bred), som regerede ét år, og derefter af Kenneth.

En anden kongeliste, kaldet Q-listen, antyder dog uenighed om Kenneths tidlige magtovertagelse og indsætter i stedet: Kenneth, søn af Uurad (regerede ét år), Bridei 7., søn af Fochel (to år), og Drest 10., søn af Uurad (tre år).^[5]

Den første samtidige kilde, der nævner pikterne efter slaget, er Ulster-annalerne, som under året 858 skriver: "Kenneth, søn af Alpin, konge af pikterne, er død."^[6]

Kenneth 1. bragte stabilitet til det nordlige Britannien ved at forene kongerigerne Piktland og Dál Riata. Han anses derfor af mange historikere for at være grundlæggeren af Skotland.^[7]

Under Alpin-slægten ophørte andre kilder gradvist med at omtale pikterne, og en proces med gaelicisering tog fart: Den piktiske kultur og sprog blev erstattet af gæliske traditioner.

I 1100-tallet skrev Henry af Huntingdon: "Pikterne synes at være blevet udslettet, og deres sprog fuldstændig ødelagt, så beretningerne om dem i de gamles skrifter nu virker som ren fiktion."^[8]

Litteratur

• Woolf, Alex (2007). From Pictland to Alba: Scotland, 789–1070. New Edinburgh History of Scotland. ISBN 978-0748612345.