Share to:

Translokutionaritet

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Translokutionaritet er en erkendelsesteoretisk neologisme lavet af den danske filosof Ole Fogh Kirkeby som et supplement til de tre kategorier fra angelsaksisk talehandlingsteori (Austin og Searle): lokutionære, illokutionære og perlokutionære talehandlinger. Begrebet kan populært formuleres gennem sætningen: Jeg ved først, hvad jeg mener, når jeg hører, hvad jeg selv siger.[1]

Heri ligger den antagelse, at bevidstheden foruden tilskyndelser, indtryk, mentale billeder, erindrede begivenheder, følelser og stemninger, er styret af en indre dialog. Dialogen dominerer den indre tale, og derfor er tankegangen som regel flertydig, medmindre vi er i stand til at forme vores tanker som et ukommenteret indre, monologisk udsagn.

Denne formulering bliver ifølge Kirkeby først bindende for os i det øjeblik den bryder over vore læber og bliver lyd. Stoikerne sagde tilsvarende, at mening er ulegemlig, men lyden legemlig, og som legemlighed, som materialitet, lever lyden sit eget liv og virker tilbage på os. Dermed gives sproget en dominerende, men ikke enerådende, rolle som tænkningens mulighedsbetingelse. En tanke kan også være en ikke-diskursivt artikuleret fornemmelse. Denne feedback-proces opleves tit af kunstnere, når de arbejder i et medie, om det er skrift, farver og form, plastik eller musik, og er ofte blevet formuleret således af dem, at mediet udvider deres intentioner, eller ligefrem bidrager til skabelsesprocessen.

Stravinskij skrev: Det er den skabende ånds opgave at sigte de elementer, den modtager fra indbildningskraften, for det er en nødvendighed, at den menneskelige aktivitet foreskriver sig selv grænser. Jo mere kunsten kontrolleres, bearbejdes, desto friere er den.[2]

I det øjeblik et andet menneske modtager den artikulerede tanke, forstærkes translokutionaritetens virkning yderligere af dennes forståelsesarbejde. Translokutionariteten udvides af Ole Fogh Kirkeby til også at gælde kunnen og villen: Jeg ved ikke, hvad jeg kan, før jeg gør det og Jeg ved ikke hvad jeg vil, før min vilje til at ville bliver handling, samt Jeg ved ikke, hvad der sker, før jeg skeende-skes af det.

Litteratur

  • Ole Fogh Kirkeby: Begivenhed og Krops-tanke. En Fænomenologisk-Hermeneutisk Analyse. Århus: Modtryk 1994. (CBS Press, senere udgaver).

Referencer

  1. ^ Ole Fogh Kirkeby. "Om OFK - Ole Fogh Kirkeby". Ole Fogh Kirkeby. Hentet 2024-07-19. Jeg ved først, hvad jeg mener, når jeg hører, hvad jeg selv siger.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  2. ^ Musikalsk Poetik, p. 63

Content Disclaimer

Informasi ini disarikan dari Wikipedia dan disajikan kembali untuk tujuan edukasi. Konten tersedia di bawah lisensi CC BY-SA 3.0. Kami tidak bertanggung jawab atas ketidakakuratan data yang bersumber dari kontribusi publik tersebut.

  1. The information displayed on this website is sourced in part or in whole from Wikipedia and has been adapted for the purpose of restating it. We strive to provide accurate and relevant information, however:
  2. There is no guarantee of absolute accuracy. Wikipedia is an open, collaborative project that can be edited by anyone, so information is subject to change.
  3. It is not intended to constitute professional advice. The content displayed is for informational and educational purposes only. For important decisions (e.g., medical, legal, or financial), please consult a professional.
  4. Content copyright. Wikipedia is licensed under the Creative Commons Attribution-ShareAlike License (CC BY-SA). This means that content may be reused with appropriate attribution and shared under a similar license.
  5. Responsible use. Any risk arising from the use of information from this website is entirely the responsibility of the user.
Prefix: a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z 0 1 2 3 4 5 6 7 8 9

Portal di Ensiklopedia Dunia

Kembali kehalaman sebelumnya