Med uret fra top venstre: Delegation samlet på Sivaskongressen for at afgøre målet med den nationale kamp; tyrkere bærer ammunition til fronten; Kuva-yi Milliye-infanteri; tyrkisk hestekavaleri; den tyrkiske hær befrier Izmir; de sidste tropper samlet på Ankara Ulus-pladsen rejser mod fronten.
Dato
19. maj 1919 – 11. oktober 1922 (våbenhvile) 24. juli 1923 (fred) (4 år og 66 dage)
Maj 1919: 35.000[5] Nov. 1920: 86.000 (oprettelsen af en almindelig hær)[6] Aug. 1922: 271.000[7][note 1] 40.000[8][9] (i den Røde Hær invasion af Georgien, 1921)
• Kuva-yi Milliye blev overtaget af det Øverste nationalråd efter 4. september 1920.
• Grækenland tog 22.071 militære og civile fanger. Ud af disse var 520 officerer og 6.002 soldater. Under fangeudvekslingen i 1923 ankom 329 officerer, 6.002 soldater og 9.410 civile fanger i Tyrkiet. De resterende 6.330, hovedsageligt civile, formodes at være omkommet i græsk varetægt.[21]
Den tyrkiske nationalbevægelse, opdelingen af det Osmanniske Rige og afskaffelsen af sultanatet førte til det Osmanniske Riges fald, og efter Atatürks reformer oprettede tyrkerne den sekulære nationalstat Tyrkiet. 3. marts 1924 blev det Osmanniske Rige afskaffet, og den sidste sultan, Abdülmecid 2., blev sendt i eksil.
Fodnoter
^I august 1922 dannede den tyrkiske hær 23 infanteridivisioner og seks kavaleridivisioner, svarende til 24 infanteridivisioner og syv kavaleridivisioner hvis de yderligere tre infanteriregimenter, fem underbemandede grænseregimenter, en kavaleribrigade og tre kavaleriregimenter inkluderes (271.403 mænd i alt). Tropperne blev fordelt i Anatolien således:[7] Østfronten: 2 infanteridivisioner, 1 kavaleridivision, Erzurum og Kars befæstede områder og 5 grænseregimenter (29.514 mænd); El-Cezire-fronten (sydøstlige Anatolien, østlige regione af floden Eufrat): 1 infanteridivision og 2 kavaleriregimenter (10.447 mænd); centralhærsområdet: 1 infanteridivision og 1 kavaleribrigade (10.000 mænd); Adana kommandocentral: 2 bataljoner (500 mænd); Gaziantep-området: 1 infanteriregiment og 1 kavaleriregiment (1.000 mænd); Indlandsregionsenheder og institutioner: 12.000 men; vestfronten: 18 infanteridivisioner og 5 kavaleridivisioner, hvis den uafhængige brigade og regimenter inkluderes, 19 infanteridivisioner og 5,5 kavaleridivisioner (207.942 mænd).
^Ifølge nogle tyrkiske estimater lå antallet af tilskadekomne på mindst 120.000-130.000.[24] Vestlige kilder nævner 100.000 dræbt og såret,[25][26] med samlet set 200.000 tilskadekomne, indregnet at 100.000 tilskadekomne udelukkende var som følge af Smyrna-offensiven i august-september 1922.[27][28][29] Materielt tab var ligeledes enormt.[30]
Henvisninger
^"Decisive Turkish victory in Anatolia... produced Britain's gravest strategic crisis between the 1918 Armistice and Munich, plus a seismic shift in British politics..." Erik Goldstein and Brian McKerche, Power and Stability: British Foreign Policy, 1865–1965, 2004 p. 139
^"The internationalisation of Constantinople and the Straits under the aegis of the League of Nations, feasible in 1919, was out of the question after the complete and decisive Turkish victory over the Greeks". A. Strahan, Contemporary Review, 1922.
^Chester Neal Tate, Governments of the World: a Global Guide to Citizens' Rights and Responsibilities, Macmillan Reference USA/Thomson Gale, 2006, p. 205.
^Ergün Aybars, Türkiye Cumhuriyeti tarihi I, Ege Üniversitesi Basımevi, 1984, pg 319-334 (tyrkisk)
^Turkish General Staff, Türk İstiklal Harbinde Batı Cephesi, Edition II, Part 2, Ankara 1999, p. 225
^ abCelâl Erikan, Rıdvan Akın: Kurtuluş Savaşı tarihi, Türkiye İş̧ Bankası Kültür Yayınları, 2008, ISBN9944884472, page 339. (tyrkisk)
^King, William C. (1922), King's complete history of the World War : visualizing the great conflict in all theaters of action, 1914-1918, Springfield, Massachusetts: The History Associates, s. 674
^Arnold J. Toynbee/Kenneth P Kirkwood, Turkey, Benn 1926, p. 92
^History of the Campaign of Minor Asia, General Staff of Army, Directorate of Army History, Athens, 1967, p. 140: on June 11 (OC) 6,159 officers, 193,994 soldiers (=200,153 men)
^Stephen Vertigans: Islamic Roots and Resurgence in Turkey: Understanding and Explaining the Muslim Resurgence, Greenwood Publishing Group, 2003, ISBN0275980510, page 41.
^Nicole Pope, Hugh Pope: Turkey Unveiled: A History of Modern Turkey, Overlook Press, 2000, ISBN1585670960, page 58.
^Stephen Joseph Stillwell, Anglo-Turkish relations in the interwar era, Edwin Mellen Press, 2003, ISBN0773467769, page 46.
^Richard Ernest Dupuy, Trevor Nevitt Dupuy, The Harper encyclopedia of military history: from 3500 BC to the present, ISBN0062700561, HarperCollins, 1993, page 1087
^Revue internationale d'histoire militaire - Issues 46-48, University of Michigan, 1980, page 227.
^
Dette ifølge figurer fra Aleksandr Mjasnikjan, formanden for Council of People's Commissars of Soviet Armenia, i et telegram sendt til den sovjetiske udenrigsminister Georgij Tjitjerin i 1921. Ifølge telegrammet blev omkring 60.000 armenere dræbt af den tyrkiske hær, heraf 30.000 mænd, 15.000 kvinder, 5.000 børn og 10.000 unge piger. Ud af de 38.000 sårede var 20.000 mænd, 10.000 kvinder, 5.000 unge piger og 3.000 børn. Der blev herudover rapporteret om massevoldtægter, mord og vold mod den armenske befolkning i Kars og Alexandropol: se Vahakn N. Dadrian. (2003). The History of the Armenian Genocide: Ethnic Conflict from the Balkans to Anatolia to the Caucasus. New York: Berghahn Books, pp. 360–361. ISBN1-57181-666-6.
^Armenia : The Survival of a Nation, Christopher Walker, 1980.
