Tørbatteri

Et tørbatteri er et batteri, hvor elektrolytten er gjort til en stiv gel og er blevet indkapslet så den ikke lækker.

Tørcelle-batteriet blev udviklet i 1886 af den tyske videnskabsmand Carl Gassner, efter udviklingen af de våde zink–carbon-batterier af Georges Leclanché i 1866. En type tørbatteri blev også udviklet af den japanske opfinder Sakizō Yai i 1887.

Historie

Mange forsøgte at immobilisere elektrolytten i en elektrokemisk celle for at gøre den mere praktisk at anvende. Zamboni-søjlen fra 1812 er et højvolts tørbatteri, men det kan kun levere meget små strømme. Der blev udført forskellige eksperimenter med cellulose, savsmuld, spundet glas, asbestfibre og gelatine.^[1]

I 1886 opnåede Carl Gassner et tysk patent (nr. 37.758) på en variant af den (våde) Leclanché-celle, som kom til at blive kendt som tørbatteriet, fordi det ikke havde en fri flydende elektrolyt. I stedet blev ammoniumchlorid blandet med gips for at skabe en pasta, med en lille mængde zinkchlorid tilsat for at forlænge holdbarheden. Mangandioxid-katoden blev dyppet i denne pasta, og begge dele blev forseglet i en zinkbeholder, som også fungerer som anode. I november 1887 opnåede han Skabelon:US Patent for den samme enhed.^[2]

Et tørbatteri blev også opfundet i Japan under Meiji-perioden i 1887. Opfinderen var Sakizō Yai.^[3] Da Yai dog ikke havde penge nok til at indgive patentansøgningen,^[4] blev den første patentindehaver af et batteri i Japan ikke Yai, men Takahashi Ichisaburo. Den danske opfinder Wilhelm Hellesen opfandt også et tørbatteri i 1887 og opnåede Skabelon:US Patent i 1890,^[3] der blev grundlaget for virksomheden Hellesens.

I modsætning til tidligere våde celler er Gassners tørbatteri mere fast, kræver ikke vedligeholdelse, lækker ikke og kan bruges i enhver orientering. Det leverer en spænding på 1,5 volt. Den første masseproducerede model var Columbia-tørbatteriet, som først blev markedsført af National Carbon Company i 1896.^[5]

NCC forbedrede Gassners model ved at erstatte gipsen med oprullet pap, en innovation der gav mere plads til katoden og gjorde batteriet lettere at samle. Det var det første praktiske batteri til masserne og gjorde bærbare elektriske apparater mulige.

Zink-carbon-cellen (som den senere blev kendt) fremstilles stadig i dag.