|
Umberto 2. af Italien
Umberto 2. (italiensk: Umberto Nicola Tommaso Giovanni Maria di Savoia; 15. september 1904 – 18. marts 1983) var den sidste konge af Italien fra maj til juni 1946. Hans korte regeringstid som konge har givet ham tilnavnet Majkongen (italiensk: Il Re di Maggio).[1] Umberto var søn af kong Victor Emmanuel 3. af Italien. I et forsøg på at genetablere det italienske monarkis image efter Benito Mussolinis fald, overførte kong Victor Emanuel i 1944 regeringsmagten til Umberto, selv om han nominelt forblev konge. Da monarkiets fremtid efter afslutningen af Anden Verdenskrig kom til folkeafstemning i 1946, abdicerede Victor Emanuel til fordel for sin søn den 9. maj 1946 i håbet om at forbedre monarkiets popularitet. Monarkiet blev dog afskaffet ved folkeafstemningen den 12. juni 1946, og Umberto måtte gå i eksil efter kun 33 dage som konge.[1] Han trak sig herefter tilbage til Cascais i Portugal. Han døde i Genève efter 37 år i eksil. Biografi Umberto blev født den 15. september 1904 på Castello Reale di Racconigi i Racconigi i Piemonte.[1] Han var det tredje af fem børn og den eneste søn af kong Victor Emmanuel 3. af Italien i hans ægteskab med Elena af Montenegro.[1] Som sådan var han tronfølger fra fødslen, da der på dette tidspunkt var agnatisk tronfølge i Italien, og det kun var mandlige efterkommere, der kunne arve tronen. Ved fødslen fik han tildelt titlen fyrste af Piemonte (italiensk: principe di Piemonte), den traditionelle titel for tronfølgerne i Huset Savoyen.[2] Som tronarving fik han den traditionelle militære uddannelse og forfulgte efterfølgende en militær karriere. Under Italiens invasion af Frankrig i 1940 havde han kommandoen over en armégruppe men var ellers ikke aktiv som hærchef under det meste af Anden Verdenskrig. Efter de italienske nederlag ved Stalingrad og el-Alamein vendte Umberto sig mod krigen og støttede stiltiende afsættelsen af Benito Mussolini.  Mod slutningen af Anden Verdenskrig blev det tydeligt at kong Victor Emanuel var for belastet af sin tidligere støtte til fascismen og Mussolini til at kunne fortsætte som monark. I et forsøg på at genetablere det italienske monarkis image, blev Victor Emanuel i 1944 modvilligt overtalt til at overføre regeringsmagten til Umberto, selv om han formelt selv forblev konge. I et desperat forsøg på at redde monarkiets fremtid, da det efter afslutningen af Anden Verdenskrig kom til folkeafstemning i 1946, abdicerede Victor Emanuel den 9. maj 1946 til fordel for sin søn. Ved folkeafstemningen den 12. juni 1946 var der dog flertal for indførelse af en republik, og Umberto måtte gå i eksil efter kun 33 dage som konge.[1] Han trak sig herefter tilbage til Cascais i Portugal. Han vendte aldrig tilbage til Italien og døde i Genève i 1983 efter 37 år i eksil. Ægteskab og børnUmberto blev gift den 8. januar 1930 i Quirinalpaladset i Rom med Prinsesse Marie José af Belgien, datter af Kong Albert 1. af Belgien og Elisabeth af Bayern. I ægteskabet blev der født fire børn:[1]
AnetavleReferencer
Litteratur
Eksterne henvisninger
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
.svg)
.svg)
