Usamtidighed

Usamtidighed er et begreb dannet af den tyske filosof Ernst Bloch og fremført i bogen Erbschaft dieser Zeit ("Denne tids arv", Zürich 1935), og det finder hyppigt anvendelse i social- og historievidenskaberne i behandlingen af det såkaldt klassisk moderne i det 19. og 20. århundrede.

Bloch påstod at "samtidighed i usamtidigheden" var et af "det modernes" kendetegn og mente dermed sammenhængen af tekniske fremskridt, rationalitet og "modernitsvægring" (mental afstandtagen fra moderniteten, antirationalisme) som han så mest radikalt udtrykt i nationalsocialismen. Blochs koncept har fået ny aktualitet med konfrontationen mellem liberale og fundamentale samfundsudkast.

Elke Uhl henviser til, at Bloch ved sin forfærdelse over mange tyskeres krigsbegejstring i den første verdenskrig – især hans lærere Max Scheler og Max Weber og deres utilgængelighed for rationelle argumenter – søgte årsagerne til denne holdning i den tyske historie. I sin anti-fascistiske analyse Erbschaft dieser Zeit ("Denne tids arv") kunne han udbygge dette til en teori for usamtidighed. Tyskland er for Bloch "usamtidighedernes land".

I Tübinger Einleitung der Philosophie fra 1963 udarbejdede Bloch kategorien usamtidighed videre til en kulturteori.

• Ernst Bloch: Erbschaft dieser Zeit, Frankfurt 1985, ISBN 3-518-28153-4 (Oprindelig Zürich, 1935)
• Elke Uhl: "Der undiskutierbare Krieg. Exkurs zur Genese der Blochschen Ungleichzeitigkeitstheorie", i: Volker Caysa u.a.: "Hoffnung kann enttäuscht werden" : Ernst Bloch in Leipzig. Dokumenteret af Volker Caysa, Petra Caysa, K. D. Eichler og Elke Uhl, Frankfurt a. M. 1992 ISBN 3-445-08573-0
• I det tyske forlæg kan ses mere litteratur til emnet

• "Fortiden er ikke færdig med sig selv", kronik af Steen Nepper Larsen fra 1998
• Artikel Arkiveret 7. juli 2007 hos Wayback Machine i Passage nr 54 af Peter Mortensen der bl.a. behandler “anti-moderne” kulturelle bevægelser i moderniteten, herunder også Blochs "usamtidighed"