Louis Hornbeck

Louis Hornbeck
Født		23. juli 1840
Død		15. sep. 1906 (66 år)
Beskjeftigelse		Komponist
Nasjonalitet		Kongeriket Danmark

Anton Adolph Louis Theodor Hornbeck (født 23. juli 1840 i København, død 15. september 1906 i København), dansk komponist, fiolinist og organist.

Louis Hornbeck ble født som tredje barn av en musiker i Det Kongelige Kapel, Theodor Julius Hornbeck (ca. 1804 – 1857) og hans hustru Mette Petrine, f. Lütken (1805 – 58). T. J. Hornbeck var trolig sønn av kong Frederik VI.

Louis Hornbeck studerte fiolin med Valdemar Tofte (1832–1907), klaver og musikkteori med Johan Christian Gebauer (1808–84), og orgel med Gottfred Matthison-Hansen(1832–1909).^[1]

Avgjørende for Hornbecks liv ble forbindelsen med familien Sanne. Instrumentmakeren Jacob Sanne bodde i Studiestræde i København, og solgte instrumenter fra en «Klaversal» i 1. etasje. Her dukket også Louis opp: Louis H. havde, fra han som 12aarig med sin Fader…kom op i Studiestræde for at købe Klaver, været en stadig Gæst i det Sanneske Hjem.^[2]

Jacob Sannes kone Birgitte, opprinnelig norsk, var en kusine av Bjørnstjerne Bjørnson, og dikteren vanket hyppig i Sannes hjem, som han betragtede som sit eget. Hjemmet, fra 1856 i Helliggejststræde (nå: Valkendorfsgade) 36, var fylt av musikk. Flere av de seks barna spilte meget godt, ikke minst Anna (”Nanna”) Christine Hedevig (1838–80). Hun var en dyktig pianist, og musiserte ofte sammen med Louis Hornbeck.

Stor betydning fikk det også at Bjørnstjerne Bjørnson introduserte sin fetter Rikard Nordraak i dette miljøet. Nordraak var kommet til København for å gå på handelsskole, men: Han spillede godt Klaver, blev berust af den megen Musik hos Sannes og opgav Handelsskolen.^[2]

Louis og Rikard ble nære venner. En tid, fra sommeren 1864, losjerte de sammen på et par kvistværelser hos familien Sanne, som nå en kort periode, etter Jacob Sannes død, bodde i Kattesundet. De unge musikerne drøftet nok ofte estetiske spørsmål; vi fornemmer noe av gløden, der Rikard i et brev til Louis, 24. mai 1864, berører problemet «originalitet»:

Kjender Du engang imellem denne underlige Trang efter at synge Noget ud, saa skriv det roligt ned uden at spørge om den eller den har sunget sligt før. Komponer for at tilfredsstille Din egen Længsel saa vil Du ogsaa glæde Andre. Man har desuden ikke Længsel efter hvad man allerede har; i en ufrivillig Længsel og alvorlig Trang ligger der altid Originalitet.^[3]

Vennekretsen omfattet også Gottfred Matthison-Hansen, Emil Horneman og Edvard Grieg; sistnevnte var kommet til København i april 1863. Våren 1865 stiftet disse fem unge musikerne foreningen «Euterpe» (oppkalt etter en av Apollos ni muser), med det formål å fremme ny nordisk tonekunst.

Grieg sa i ettertid at «Euterpe» var en "kampforening rettet mot de etablerte, herskende klikker i det danske musikkliv, representert ved den konservative Musikforeningen i København."^[4]

Louis Hornbeck giftet seg med Nanna Sanne i 1866. Ekteparet opptrådte flittig som utøvere, bl.a. ved ”Euterpe”-arrangementer. Louis fikk også publisert en rekke sanger: Grieg var meget begejstret for dem og lovede min Far et stort Navn som Romancekomponist. Særlig den skønne Sang til Plougs Digt ’Jeg troer paa Dig’ gjorde stor Lykke.^[2]

Travle år fulgte: Nanna underviste i klaver, Louis virket som orkesterfiolinist, som sanglærer ved Kommuneskolene, og fra 1874 som kantor ved St. Johanneskirken. Det kom etter hvert fem barn ³; den yngste, en datter, ble født i desember 1879. Vel 3 måneder senere, 23. mars 1880, døde Nanna Hornbeck, trolig av komplikasjoner i forbindelse med fødselen. Kanskje hadde hun begyndt for tidlig paa sit Arbejde ude.^[2] Spedbarnet, oppkalt etter sin mor, ble adoptert bort til en av Nanna Hornbecks elever.

Louis Hornbeck giftet seg på nytt i 1884, med den femten år yngre Helga Olivia Both.^[1][5] Til Edvard Grieg skriver Hornbeck i august 1884: Jeg seer Dine forbausede Øjne mod at modtage Brev fra mig. ’Hvad Fanden gaar der af Hornbeck’ – siger Du –, ’er Samvittigheden endelig vaagnet hos det gamle Asen, siden han begynder at betale sin Gjæld i Retning af Brev til mig, eller hva er paa Færde?’ Af indlagte Kort vil Du kunde see hvad der for det første er paa Færde. Jeg har virkelig gaaet hen og forlovet mig, med den lumske Bagtanke, at gifte mig, hurtigst muligt.^[6] Griegs svar (23. august 1884) bærer nok preg av den dype samlivskrise han selv nylig hadde gjennomgått: …de bedste Ønsker ianledning af Din Forlovelse. Jeg skal vel afholde mig fra filosofiske Betragtninger med Hensyn til min personlige Mening om Sagen…Jeg er i dette Stykke fuldstændig Pessimist….og det kommer vel deraf, at jeg ikke tror, der findes den Kvinde, der kan gjøre en Kunstner lykkelig. Måske tager jeg Fejl, og hvis så er…så nærer jeg ingen Tvivl om, at Du med Dit fine Iakttagerblik har fundet den Rette. Bring Din Kjæreste en Misantrops ærbødige Hilsen og Lykkeønskning.^[7]

Hadde Hornbeck funnet ”den Rette”? Datteren Nanna Jappe formidler et blandet inntrykk, mellom linjene skimter vi et sjalusiproblem: Tilsyneladende var Ægteskabet den rene Idyl. Hun elskede min Far højt, sagde hun gerne ville give sit Liv for ham, men hun vil ogsaa have Alt. Men min Far skal have sagt, da [sønnen] Vagn forlod Hjemmet for at gifte sig, ’nu har jeg ikke mer at leve for.’^[2]

Louis Hornbeck sluttet tidlig å komponere – flittig virke som praktisk musiker og pedagog stjal vel mye av energien. Fra 1887 var Hornbeck kantor i Trinitatis kirke. Men ønsket om å skape bar han fortsatt. I 1893 søkte han om en varig Understøttelse for atter at dyrke sit Kompositionstalent…Han tør ikke opgive sit Arbejde, dels er Vagn ikke færdig med at læse til ’Dansk Jurist’ og dels er der jo ogsaa Pensionen at tage Hensyn til.^[2] Søknaden, som ble varmt anbefalet af Hartmann og Matthison-Hansen (ibid.), førte ikke frem. Stadig virksom i Trinitatis kirke, døde Louis Hornbeck av hjerneblødning 15. september 1906.

Lørdag 22. september 1906, om bord på dampskipet ”Alden” underveis fra Bergen til Kristiania, skriver Edvard Grieg til Gottfred Matthison-Hansen: Jeg læste igår i ’Politiken’ kort og tørt, at Kantor ved Trinitatis Kirke, Hornbeck, var afgået ved Døden og jeg blir dybt bedrøvet. Allermest over ikke at have benyttet Anledningen tilat træffe ham, mens jeg havde den. Thi både holdt jeg af Hornbeck, og skattede hans vakkre Kompositionstalent. Han har skrevet Sange, som hører til de Bedste i dansk Sangliteratur og som intet Menneske kjender, tiltrods for at de foreligger trykt. Han hørte til den lykkelige Tid, 60 og 70 Årene, da Luften var fuld af Lyrik, virkelig Musiklyrik. Hvis jeg overhodet duede til Noget, vilde jeg skrive et lidet Eftermæle over ham. Det er dog for galt at leve i højt kultiverede Forhold og præstere Noget, uden at blive så meget som lagt Mærke til. Men Hemmeligheden er nok den, at Hornbeck ikke hørte til de moderne ’Stræbere’. Han var ligeså beskeden som nobel.^[7] Grieg følger straks opp tanken om et ettermæle over Louis Hornbeck. Artikkelen, trykt i ”Politiken” 28. september 1906, gjengis her i sin helhet, ortografisk nøyaktig etter^[8] (se nedenfor under Kilder).

Louis Hornbeck

Hr. redaktør! Jeg læser i Politiken koldt og tørt, at kantor ved Trinitatis kirke, Hornbeck, er afgået ved døden. Meddelelsens kortfattethed er karakteristisk. Den røber, at man i Danmark forunderligvis ikke vidste, hvem Louis Hornbeck var. Han var nemlig intet mindre end et skønt lyrisk kompositionstalent, der har frembragt sange, som hører til de bedste i dansk sangliteratur. Det er nu mer end 30 år siden disse sange så lyset. Det er da et særsyn, at de i så højt kultiverede musikforhold som de danske har kunnet forblive upåaktede. Jeg kan tænke mig, at komponistens store beskedenhed har været ham en hindring. Hans selvkritik ikke mindre. Han var nemlig akkurat det modsatte af en moderne ”stræber”. At vente forståelse hos et par venner var ham alt. Han skabte sit bedste i en lykkelig tid, i 60 og 70 årene, da luften i Danmark var fuld af musiklyrik. Blandt sin samtids digtere fandt han med lethed dem, der passede til hans naturel. Det blev Ludvig Bödtcher, Chr. Richardt og Carl Ploug, han helst og bedst omsatte i toner. Nutidens Danmark kan vel ikke mere skaffe Hornbeck den anerkjendelsens glæde, han havde fortjent. Men det kan dog for en del gjøre det forsømte godt igjen ved at optage hans navn og hans sange blandt dem, det pligter at højagte. Enhver, der ikke blot har en stemme, men også gør krav på lidt musiksans, beder jeg indtrængende: Gå ned i Wilhelm Hansens musikhandel og forlang Hornbecks musik til Plougs: ”Jeg tror på dig i livets lyse morgen” samt til Richardts: ”Nu ligger du ramt, du stolte bøg”, og de vil med undren spørge sig, hvordan det kan gå til, at så store skønheder i mere end en menneskealder kan foreligge trykte, uden at blive kendte af den slægt, hvis følelsesliv de lå allernærmest. Til koncertsangere og koncertsangerinder siger jeg: Sæt disse sange på Eders program, syng dem og syng dem godt, og I vil høste rigeligt bifald både for komponisten og for Eder selv.

Gennem sin første hustru, født Sanne, var Hornbeck i slægt med Bjørnstjerne Bjørnson og fætteren Rikard Nordraak*. Det var gennem ham, at jeg i 1864 lærte Hornbeck at kende. Vi færdedes meget sammen og hørte med Nordraak, C. F. E. Horneman og Gottfr. Matthison-Hansen til den ungdommelige klike, der flokkede sig om ”Evterpe”, den til nynordisk musiks fremme under Hornemans førerskab netop stiftede forening. Hornbeck var en klar, kritisk natur, der sad inde med en ubetalelig tør humor, hvormed han til vor jubel krydrede vore møder og væsentlig afdæmpede Hornemans geniale, men voldsomme lidenskabelighed i debatten.

I Hornbecks hjem så jeg et oljemalet portræt af hans fader i fuld uniform som kgl. dansk kapelmusikus. Det var Hornbecks drøm, en gang også at kunne indtage denne af enhver ung dansk violinist eftertragtede hædersplads. Men han nåede ikke frem. Han havde her vistnok sit naturel imod sig. Som hans væsen, således kunde også hans violinspil virke lidt stivt. Og særlig energisk var han ikke. Tværtimod: En tilsyneladende ligegladhed, der kunde bringe vennerne til fortvivlelse, optrådte, ofte formelig tendensiøst, hos ham. Men det var kun en skal. Indenfor hvilken lå alt det varme, fine, bevægede i mennesket og kunstneren, der har fået et så vakkert udtryk i hans sange.

Måtte da disse linjer bidrage til at redde dem fra forglemmelse.

Sognefjorden 22/9 06.

• Dette er upresist; så vidt man kan slutte av foreliggende materiale, var Nordraak ikke i slekt med familien Sanne. Misforståelsen beror kanskje på at Nordraak i brev til medlemmer av familien Sanne kaller seg ”Fætter”.

Sanger som er utgitt:

• Opus 1: 3 sanger: ”Jeg troer paa Dig” (C. Ploug), ”Efter Stormen” (Chr. Richardt), ”O, Du er lig en Rose rød” (Rob. Burns)
• Opus 2: 4 sanger (”Kærlighedssange efter det Engelske ved Caralis”): ”Til mit Hjertes Dronning”, ”Skovbækken”, ”Gaa, forglem mig”, ”Morgensang”
• Opus 3: 4 sanger: ”De kære Steder (Mads Hansen), ”Mit Højland” (Rob. Burns), ”Afsked” (P.L. Møller), ”Mod Vaaren” (Mads Hansen)
• Opus 4: 3 sanger: ”Idyl” (Chr. Møller), ”Notturno” (L. Bødtcher), ”Hængeasken” (P.L. Møller)
• Opus 5: 6 sanger (”Mindre Sange”): ”Den Landflygtige” (Thomas Hood), ”O var du i den kolde Blæst” (Rob. Burns), ”Lisbeth” (Wm. Wordsworth), ”Ønsker du at vide” (W.C. Bryant), ”Serenade” (J.J. Callanan), ”Min Sang er Smertens Røst” (Th. H. Bayley)
• Opus 7: 3 sanger (”Tre Digte af Emil Aarestrup”): ”Lokkerne”, ”Huldskab og Troskab”, ”Enthusiasme”

Uten opusnummer: ”Jeg vilde mig udride” (E. Aarestrup), ”Svar som tiltale” (Kjempevise); 3 sanger: ”Min Skat” (Chr. Richard), ”Aftenvandring” (A. Øhlenschlæger), ”Tulte” (Chr. Richard)