Christian Friis Bach
Christian Friis Bach (født 29. april 1966) er en dansk politiker, som har været medlem af Folketinget siden 2022. Han blev valgt for Radikale Venstre i 2022 og skiftede parti til Venstre i august 2024. Han var også medlem af Folketinget fra 2011 til 2014 og minister for udviklingsbistand i Regeringen Helle Thorning-Schmidt I fra 2011 til 2013. Christian Friis Bach var generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp 2017-2019 og var før da undergeneralsekretær i FN. Uddannelse og karriereChristian Friis Bach var generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp fra 1. november 2017[2] til 24. april 2019.[3] Før det var han undergeneralsekretær i FN samt formand for FN's økonomiske kommission for Europa (United Nations Economic Commission for Europe) fra 2014 til 2017. Bach var adjungeret professor i international økonomi og udvikling ved Københavns Universitet/LIFE i 2009-2014 og var indtil sin udnævnelse til minister særlig rådgiver for EU-kommissær Connie Hedegaard. Desuden er han iværksætter og har etableret virksomhederne ViewWorld og Worldbarrow. Han er tidligere international chef i Folkekirkens Nødhjælp (2005-2010), har været ansat som journalist ved DR/Orientering og konsulent for Verdensbanken, Udenrigsministeriet, EU, UNDP m.fl. Han var adjunkt ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet i 1996-1999, og derefter lektor ved Jordbrugsøkonomisk Institut 1999-2005. I sin fritid har Christian Friis Bach været aktiv i en række frivillige organisationer Amnesty International, U-landsimporten, WWF Verdensnaturfonden og FN-forbundet. I 1993-94 var han initiativtager til dannelsen af Max Havelaar Fonden i Danmark og fik i den forbindelse Fords Initiativpris. 1997-2001 var han formand for Mellemfolkeligt Samvirke.[kilde mangler] Han har rejst i en lang række lande i Afrika, Latinamerika og Asien og har holdt foredrag og skrevet bøger og artikler om internationale emner - primært om udvikling og menneskerettigheder. Derudover har han siddet i en række danske og internationale bestyrelser.[kilde mangler] Christian Friis Bach er uddannet agronom (cand.agro) fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole med hovedvægt indenfor kemiske fag i 1992. I 1996 tog han en ph.d. i international økonomi fra samme institution. Derudover tog han i 1991 tillægsuddannelsen i journalistik ved Danmarks Journalisthøjskole. Politisk karriereBach var folketingskandidat for Det Radikale Venstre med opstilling i Christianshavnkredsen (2004-2006), Egedalkredsen (2006-2011) og Hillerødkredsen (2011-2014). Han var medlem af kommunalbestyrelsen i Egedal Kommune 2009-11, hvor han repræsenterede Radikale Venstre og var næstformand for Skoleudvalget samt medlem af økonomiudvalget. Han blev valgt til Folketinget ved valget i 2011 fra Nordsjællands Storkreds.[4] Han var minister for udviklingsbistand fra 2011,[4] indtil han på et pressemøde den 21. november 2013 meddelte, at han trådte tilbage som minister i forbindelse med GGGI-sagen.[5] Som folketingsmedlem blev Bach derefter valgt ind i gruppeledelsen som Radikale Venstres gruppenæstformand og tildelt posterne som udenrigsordfører, ordfører for Grønland og Færøerne, fødevareordfører, landbrugsordfører og ordfører for landdistrikter og øer.[6] Han forlod Folketinget den 31. juli 2014.[4] I 2021 annoncerede Bach, at han ville forsøge igen at blive folketingsmedlem. Han startede valgkamp den 31. juli 2022,[7] og ved Folketingsvalget 2022 blev han valgt ind for partiet i Nordjyllands Storkreds med 1.489 personlige stemmer.[8] Den 5. august 2024 offentliggjorde Christian Friis Bach, at han skiftede parti til Venstre.[9] PrivatlivChristian Friis Bach er gift med Karin Friis Bach, med hvem han har tre børn.[4] Parret har et mindre landbrug ved Ganløse med blandt andet køer.[10] Referencer
Eksterne henvisninger |