Kardinaldekan

Kardinaldekanen (skrives også Dekanen for Kardinalkollegiet; latin: Decanus Collegii Sanctae Romanae Ecclesiae Cardinalium) er i den romerskkatolske kirke betegnelsen for formanden for og overhovedet af kardinalkollegiet. Kardinaldekanen fungerer som primus inter pares ("første blandt ligemænd") blandt alle kardinaler og besidder altid rang af kardinalbiskop. Som præsident for kollegiet er det hans pligt at sammenkalde dette, eksempelvis ved pavevalg (konklave), lede dets drøftelser og forhandlinger samt at repræsentere kollegiet udadtil under sede vacante.^[1] Udover sine funktioner som mødeleder og repræsentant har dekanen, samt hans vice-dekan, ingen formel magt over de øvrige kardinaler.

Både dekanen og vice-dekanen vælges af og blandt de kardinalbiskopper, som ikke er østkatolske patriarker, og selve valget er betinget af pavelig bekræftelse. Endvidere er det et ufravigeligt krav, at både dekan og underdekan har bopæl i Rom.

Embedet som kardinaldekan blev oprettet i det 12. århundrede. Historisk set er dekanen efterfølgeren til den tidligere ærkepræst, som var den første af kardinalpræsterne (et hverv, der siden det 12. århundrede var kendt som prior cardinalium presbyterarum). I et vist omfang fungerer dekanen ligeledes som efterfølger til ærkedegnen, der fra det 13. århundrede var kendt som prior diaconarum cardinalium. Da kardinalerne i sin tid samlede sig til en formel korporation, som inkluderede biskopper blandt sine medlemmer, tilfaldt lederrollen naturligt biskoppen af Ostia, og ifølge ældgammel sædvane er kardinaldekanen stadig i dag altid tillige biskop af Ostia. Årsagen til dette var Ostia-embedets fornemme rettigheder, der blandt andet indebar at bære palliet ved bispevielsen af en nyvalgt pave (såfremt denne ikke allerede var biskop), privilegiet til at salve den romerske kejser, samt retten til at indtage den fornemmeste plads umiddelbart efter paven ved generelle konciler.^[1][2][3]

Besættelsen af dekanembedet foregik i århundreder efter et princip gående tilbage til det 13. århundrede, kendt som jus optionis (valgret). Dette indebar, at når embedet blev ledigt, havde den kardinalbiskop, der havde besiddet et suburbikarisk bispedømme ^(no) i længst tid (højest anciennitet), ret til at vælge (optare) hvervet, hvorved han automatisk overtog bispedømmet Ostia.^[1] Denne mangeårige sædvane blev gjort til et decideret krav med den kanoniske ret i 1917. Den 26. februar 1965 ændrede pave Paul 6. dog proceduren, idet han bemyndigede kardinalbiskopperne til frit at vælge dekanen blandt deres egne rækker.

Indtil december 2019 besad kardinaldekanen positionen frem til sin død eller fratrædelse, da der ikke eksisterede en obligatorisk pensionsalder for embedet.^[4] I forbindelse med accepten af kardinal Angelo Sodanos afskedsbegæring fastsatte pave Frans imidlertid, at dekanen fremover skal tjene en femårig periode, som kan forlænges én gang.^[5][6] I forventning om valget af en ny dekan udtalte paven i den forbindelse: "Jeg håber, at de vil vælge en, der kan bære dette vigtige ansvar på fuld tid".^[7] På trods af de nye regler for embedsperioder valgte pave Frans den 6. februar 2025 at forlænge mandatet for den siddende dekan, kardinal Re, på ubestemt tid.^[8]

Denne artikel eller en tidligere version er helt eller delvist oversat fra den engelsksprogede Wikipedia, der er tilgængelig under Creative Commons Kreditering-Deling på samme vilkår 3.0. Se versionshistorik for oplysninger om oprindelig(e) bidragyder(e).