LangelandsbanenLangelandsbanen (LB) var en dansk privatbane på Langeland 1911-62. Den bestod af hovedstrækningen Rudkøbing–Skrøbelev–Bagenkop og Skrøbelev–Spodsbjerg, der blev betragtet som en sidebane, selvom strækningen Rudkøbing-Spodsbjerg fik landstrafikal betydning ved – sammen med færgeruterne Svendborg-Rudkøbing og Spodsbjerg-Nakskov – at forbinde Fyn og Lolland. Banen var verdenskendt pga. et 24-timers ur, der stadig hænger på den gamle station i Rudkøbing. HistorieBanen blev optaget som punkt 19 i den store jernbanelov fra 1908. Initiativtagerne fik eneretsbevilling 5. november 1908, og anlægsarbejdet kunne påbegyndes. I sommeren 1909 blev der afholdt licitation over arbejdet, der gik til firmaet Fibiger & Villefrance fra København. Bygning af stationerne blev delt i tre hovedentrepriser, så firmaerne Carl Nielsen, Kædeby og P. Rask, Humble, fik den største entreprise i form af alle bygningerne på længdebanen (Longelse-Bagenkop). Firmaerne N.P. Nielsen-Aasø og C. Hansen, begge hjemmehørende i Ringe, fik entreprisen på tværbanen (Skrøbelev-Spodsbjerg), medens arbejdet med Rudkøbing station gik til firmaet Joh. Petersen, Nyborg. Bygningskonduktør ved arbejdet var J. Bruun. Den skrinlagte bane Rudkøbing-LohalsLangelandsbanen gav i en årrække et fornuftigt resultat, så man turde også foreslå en bane fra Rudkøbing gennem Nordlangeland. Den skulle ikke grene fra i Skrøbelev, men stort set følge landevejen allerede fra Simmerbølle over Tullebølle, Frellesvig, Tranekær, Korsebølle, Lejbølle, Bøstrup, Tressebølle, Snøde og Stoense til færgehavnen Lohals. Denne strækning kom med som punkt 3 i den store jernbanelov fra 1918. Der blev givet koncession til banen 10. december 1921, men så kneb det med at skaffe kapital nok på øen. Jernbanekommissionen af 1923 stoppede projektet, fordi banen skulle gå ved siden af landevejen og fordi der i forvejen var skibsrute på strækningen - ruten Korsør-Lohals gik dengang videre til Rudkøbing[1] og lagde til i Dageløkke og Åsø (ved Tranekær) undervejs. Banen Rudkøbing-Lohals blev først opgivet i 1933. Færgeruten Svendborg-Rudkøbing22. maj 1926 startede Sydfyenske Dampskibsselskab en jernbanefærgerute til Svendborg med den enkeltsporede dampfærge Langeland, der kunne medføre 5 godsvogne og 600 rejsende. Det fik især betydning for Langeland, at man nu kunne overføre roevogne til sukkerfabrikkerne på Fyn. Færgen blev i 1958 afløst af motorfærgen Lolland, der sejlede på ruten indtil den blev nedlagt. D/F Langeland blev solgt til Italien og kom til at sejle mellem Napoli og Capri. Færgeruten Svendborg-Rudkøbing blev nedlagt samtidig med Langelandsbanen i 1962, da Langelandsbroen blev indviet. Strækningsdata
StandsningsstederRudkøbing-Bagenkop
Skrøbelev-Spodsbjerg
ArkitekturStationsbygningerne, der alle er bevaret, er tegnet af arkitekt Helge Bojsen-Møller. De fem største stationer – Rudkøbing, Skrøbelev, Humble, Bagenkop og Spodsbjerg – er alle forskellige, mens de øvrige er nogenlunde ens med en gavllignende facade mod vejsiden og en karakteristisk spidsbue over perrontaget (se Nordenbro). Fælles for bygningerne var, at de havde sokler af kløvet granit, hulmure af røde håndstrøgne sten med ståltrådsbindere og rødt tegltag af falstagsten. Helge Bojsen-Møller tegnede også venterum til de tre oprindelige trinbrætter Snaremose, Vindeby og Broløkke. Venterummet fra Vindeby er restaureret af en lokal jernbaneentusiast, men ellers havde disse venterum af træ en begrænset holdbarhed. Omkring 1950 opførte man nye venterum af beton – heraf er det i Broløkke bevaret. De enkle sandstensdekorationer på Rudkøbing Station blev udført af billedhugger Niels Hansen, der også var mester for trælysekronerne i stationens ventesal. Bevarede stationsbygninger
Banens formål ifølge arkitektenArkitekt Helge Bojsen-Møller leverede i Architekten en poetisk beskrivelse af banens formål:
Rullende materielForuden tre damplokomotiver anskaffede Langelandsbanen – som den første i Danmark – en dampmotorvogn, som blev bygget hos Waggonfabriken i Arlöv i Sverige. Den blev dog en skuffelse og måtte tages ud af drift allerede i 1914 og erstattes af endnu et damplokomotiv. I 1926 anskaffede banen to små motorvogne, og ligesom på andre baner gav deres accelerationsevne stødet til oprettelse af en stribe nye trinbrætter. I 1929 blev to personvogne ombygget til motorvogne, og i 1956 købte banen en femte motorvogn fra Gjerrildbanen, da den blev nedlagt. I 1948 fik banen sit første skinnebus-togsæt, og det blev i 1952 suppleret med endnu en skinnebus-motorvogn. Af banens rullende materiel er bevaret:
Strækninger hvor banetracéet er bevaret1 km af banens tracé er bevaret og tilgængeligt.
Noter
Eksterne kilder/henvisninger
Se også |