Den skrevne historie om Sierra Leone begynder i 1462, da den portugisiske opdagelsesrejsende Pedro de Cintra navngav landet "Løvebjergene". Europæerne brugte landet som en ressource for slaver, men i 1787 blev Freetown grundlagt som en by for tidligere slaver, der boede i London.
Sierra Leone blev en etpartistat i de tidlige 1970'ere. Landet led under en borgerkrig, som begyndte i 1991 med at Revolutionary United Front (RUF) angreb regeringssoldater og civile. Dette resulterede i titusindvis af døde og mere end to millioner fordrevne (mere end en tredjedel af befolkningen). Mange flygtede til nabolandene.
Lomé fredsaftalen, som blev underskrevet 7. juli1999 i Lomé, Togo, gav håb om at krigen ville stoppe. I slutningen af 1999 var der op mod 6.000 fredsbevarende soldater fra UNAMSIL udstationeret. I maj 2000 blev situationen kraftigt forværret og britiske tropper blev sendt ud i Operation Palliser for at evakuere udlændinge og genoprette roen. De stabiliserede situationen og bidrog til at der kunne indgåes en våbenhvile. Fredsbevarende styrker fra FN trak sig tilbage i slutningen af 2005.
Befolkningsgrupper: 20 afrikanske stammer udgør tilsammen 90 % (mende 30 %, temne 30 %, andre 30 %), kreoler (efterkommere af jamaicanske slaver) 10 %, flygtninge fra Liberias borgerkrig. Desuden et lille antal europæere, libanesere, pakistanere og indere.
Sprog: Engelsk (officielt), krio (kreolsk) er modersmål for ca. 10 % (men forstås af 95 %), mende (er modersmål i syd), temne (er modersmål i nord)
Indbyggertal: 7.557.212 (2017)
Religion: Islam 60 %, lokal religion 30 %, kristne 10 %
Aldersfordeling: 0- 14 år: 45 %. 15 – 64 år: 52 %. 65 år og opefter : 3 %
Forventet levealder: Mænd: 40 år, kvinder: 45 år (anslået 2003)