Turkmenistan

Türkmenistan Jumhuriyäti
Flag Nationalvåben
Motto: Türkmenistan Bitaraplygyň watanydyr "Turkmenistan er Neutralitetens moderland"
Nationalmelodi:
Hovedstad og største by	Asjkhabad 37°58′N 58°20′Ø / 37.967°N 58.333°Ø / 37.967; 58.333
Officielle sprog	Turkmensk
Regeringsform	Republik
• Præsident	Serdar Berdimuhamedow (fra 2022)
Uafhængighed fra Sovjetunionen
• Erklæret	27. oktober 1991
• Anerkendt	8. december 1991
Areal
• Total	491.210 km2
• Vand (%)	4,9
Befolkning
• Anslået	6.117.933 (2021)
• Tæthed	12,5/km2
Valuta	Turkmensk manat (TMM)
Tidszone	UTC+5
• Sommertid	UTC+6
Kendings- bogstaver (bil)	TM
Luftfartøjs- registreringskode	EZ
Internetdomæne	.tm
Telefonkode	+993
ISO 3166-kode	TM, TKM, 795
Nationalvåbnet er gengivet med henvisning til www.Vector-Images.com

Turkmenistan er en indlandsstat i Centralasien, som grænser op til Kasakhstan og Usbekistan mod nord, Afghanistan mod sydøst, Iran mod syd og sydvest samt Det Kaspiske Hav mod vest.^[1] Asjkhabad er hovedstaden og den største by. Med over 7 millioner indbyggere^[2] er Turkmenistan det 35. mest folkerige land i Asien^[3] og har den laveste befolkning blandt de centralasiatiske republikker, samtidig med at det er et af de mest tyndtbefolkede lande på det asiatiske kontinent.^[4]

Turkmenistan har længe fungeret som gennemgangsland for flere imperier og kulturer.^[5] Merv er en af de ældste oasebyer i Centralasien,^[6] og var engang blandt verdens største byer.^[7] Den var også en af de store byer i den islamiske verden og et vigtigt stop på Silkevejen. Turkmenistan blev annekteret af Det Russiske Kejserrige i 1881. I 1925 blev Turkmenistan en unionsrepublik i Sovjetunionen, den Turkmenske Socialistiske Sovjetrepublik; det blev uafhængigt efter Sovjetunionens opløsning i 1991.

Turkmenistan kritiseres bredt for krænkelser af menneskerettighederne,^[8][9] herunder behandlingen af minoriteter, samt for mangel på presse- og religionsfrihed. Siden uafhængigheden fra Sovjetunionen i 1991 har Turkmenistan været styret af undertrykkende totalitære regimer: præsident på livstid Saparmurat Nijasov (også kendt som Türkmenbaşy eller "alle turkmenernes leder") indtil sin død i 2006; Gurbanguly Berdymukhamedov, som blev præsident i 2007 efter at have vundet et ikke-demokratisk valg (han havde tidligere været sundhedsminister, vicepræsident og derefter fungerende præsident); samt hans søn Serdar, som vandt et efterfølgende præsidentvalg i 2022, der af internationale observatører blev beskrevet som hverken frit eller retfærdigt, og som nu deler magten med sin far.^[10][11][12]

Landet besidder verdens fjerdestørste reserver af naturgas og betydelige olieressourcer.^[13] Størstedelen af landet er dækket af Karakum-ørkenen. Turkmensk er det officielle sprog i Turkmenistan, et sprog der til en vis grad deler gensidig forståelighed med aserbajdsjansk og tyrkisk.^[14] 93% af befolkningen er muslimer, mens 6% af befolkningen er tilhængere af den østlige ortodokse kirke, og de resterende 1% er ikke-religiøse.

Turkmenistan er observatørstat i Organisationen af Tyrkiske Stater, et stiftende medlem af TÜRKSOY (Den Internationale Organisation for Tyrkisk Kultur) og medlem af FN.^[15][16]

I det 8. århundrede e.v.t. udvandrede tyrkiske-talende oghuz-stammer fra Mongoliet til nutidens Centralasien. Som en del af en stammesammenslutning, dannede oghuzerne det etniske grundlag for den moderne turkmenske befolkning.^[17] I det 10. århundrede blev navnet "turkmenske" første gang anvendt om de oghuziske stammer, der accepterede Islam og begyndte at bosætte sig i nutidens Turkmenistan,^[17] hvor de var under Seldsjukrigets herredømme, som var sammensat af oghuz-stammer, som levede i det nuværende Iran og Turkmenistan.^[17] Turkmenske soldater, der var i Seldsjukrigets tjeneste, spillede en vigtig rolle i spredningen af tyrkisk kultur, da de vandrede vestpå ind i nutidens Aserbajdsjan og øst Tyrkiet.^[17]

I det 12. århundrede væltede de turkmenske samt andre stammer Seldsjukriget.^[17] I det næste århundrede indtog mongolerne de nordligste områder, hvor turkmenerne havde bosat sig, hvilket spredte turkmenerne sydover og bidrog til dannelsen af nye stammer.^[17] I det 16. og 18. århundrede opstod der en række splittelser og alliancer mellem de nomadiske turkmenske stammer, som standhaftigt forblev uafhængige og skabte frygt bandt nabostammerne.^[17] I det 16. århundrede var de fleste af disse stammer under den nominelle kontrol af to stagnerende usbekiske khaganater, Khiva og Bukhara.^[17] Turkmenske soldater var et vigtigt element i det usbekiske militær i denne periode.^[17] I det 19. århundrede resulterede de turkmenske Jomudy-stammers oprør i, at stammens folk blev fordelt af de usbekiske herskere.^[17] Ifølge Paul R. Spickard: "Før den russiske erobring, var turkmenere kendt og frygtet for deres deltagelse i den centralasiatiske slavehandel."^[18][19]

Russiske styrker begyndte at besætte det turkmenske territorium sent i det 19. århundrede.^[17] Fra deres base i Krasnovodsk (nu Turkmenbashi) ved det Kaspiske Hav, vandt russerne til sidst over de usbekiske khanater.^[17] I 1881 blev modstand i turkmensk territorium knust i Slaget ved Geok Tepe, og kort tid derefter blev Turkmenistan sammen med det tilstødende usbekiske territorium indlemmet i det russiske kejserrige.^[17] Den russiske revolution i 1917 havde ringe direkte indflydelse, men i 1920'erne tiltrådte turkmenske styrker kasakherne, Kirgistan og usbekere i det såkaldte Basmachi oprør mod den nydannede Sovjetunionen.^[17] I 1924 blev Den turkmenske Socialistiske Sovjetrepublik dannet fra den tsaristiske provins Transkaspien.^[17] I slutningen af 1930'erne havde den sovjetiske reorganisering af landbruget ødelagt, hvad der var tilbage af den nomadiske livsstil i Turkmenistan, og Moskva havde taget kontrol over det politiske liv.^[17]

I 1985 overtog den kommunistiske leder Saparmurat Niyazov kontrollen over republikken, som stadig var en del af Sovjetunionen. I 1990 erklærede Den Øverste Sovjet i Turkmenistan suverænitet som en nationalistisk reaktion på en opfattelse af udnyttelse fra Moskva.^[17] Selvom Turkmenistan var dårligt forberedt på uafhængighed og Saparmurad Niyazov foretrak at bevare Sovjetunionen, tvang en opsplitning ham i oktober 1991 til opfordre til en national folkeafstemning, der godkendte uafhængighed.^[17] Turkmenistan erklærede sig selvstændigt for første gang i september 1991, men det var først i december 1991, at landets selvstændighed blev internationalt anerkendt.

Turkmenistan består af 90% ørken. En stor del af procenten udgør den store sand-ørken Karakum. I den nordlige del op ad Amu Darja floden er der et lille beboeligt område. Bjergene mod Iran, hvor også hovedstaden Asjkhabad ligger, er også beboelige. Det sidste område hvor beboelse er givtigt er ud mod det Kaspiske Hav. Man har bygget Karakumkanalen og overrislet ørkenen med vand fra Amu Darja floden. Formålet var at kunne dyrke landbrug, men udnyttelsen har udtørret Aralsøen.

Turkmenistan er en tidligere sovjetisk republik, men har holdt fast i kommunismen. Selv om der er valg, er der ikke mange demokratiske rettigheder^{[kilde mangler]}. Landet har kun et politisk parti, som kalder sig selv for kommunistisk. I de sidste mange år er landet blevet ledet af en dominerende leder, som både var præsident og leder af regeringspartiet. Den tidligere præsident Saparmurat Niyazov, styrede landet fra 1985, da det stadig var en del af Sovjetunionen, indtil hans død 21 december 2006. I 1999 var han udnævnt til præsident på livstid. Den nye præsident Gurbanguly Berdimuhammedow har lavet små reformer, men ellers følger han samme stil som Niyazov.

Regeringen kritiseres af FN's sikkerhedsråd for brud mod menneskerettighederne og undertrykkelse af folket^{[kilde mangler]}. Regeringen har prøvet at skjule undertrykkelsen under påskud af, at det er kamp mod terror^{[kilde mangler]}.

Landet har en økonomi som styret af staten. Turkmenistan råder over betydelige mængder olie og naturgas i det Kaspiske Hav. Det menes at de har 2 % af verdens naturgas, som bliver solgt til Rusland og Tyrkiet. Det er besværligt, da det kræver store rørledninger at eksportere så store mængder naturgas. Landet er desuden verdens 10. største producent af bomuld og eksporterer en del. På trods af landets store ressourcer som olie, naturgas og bomuld er landet et fattigt land. BNP pr. indbygger anslås til at være ca. 5700 dollars. Det skyldes den ringe udvikling af landets industri. Derfor forsøger regeringen, på trods af den kommunistiske overbevisning, at tiltrække udenlandske investeringer ved at danne frizonermed billig elektricitet og lave ejendomsskatter.

Turkmenerne er 89% muslimer og 8% russisk-ortodokse.

• Verdens lande
• Centralasiatisk Selskab

• Turkmenistan i Leksikon for det 21. århundrede på leksikon.org

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Turkmenistan

Spire Denne artikel om turkmensk geografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.

39°N 60°Ø / 39°N 60°Ø / 39; 60