Svingelen

For græsslægten se svingel

Svingelen (ses også stavet Svinglen) er et rekreativt område i det nordlige Nakskov. Oprindelig var det en driftsskov nord for byen, og senere blev det til en lystskov, hvor byens indbyggere og andre tog på udflugter og morede sig. Især i perioden fra midt i 1800-tallet til tiden efter anden verdenskrig, hvor elektroniske massemedier som radio, tv og internet ikke var udbredt, var Svingelen et vigtigt omdrejningspunkt for byens fritidsliv. En fremtrædende 1800-tals-borger udtrykte det sådan, at Svingelen var for Nakskov, hvad Boulogneskoven var for Paris, Tiergarten for Berlin, Prateren for Wien og Hyde Park for London.^[1]:17

I mange årtier fungerede to serveringssteder som centre for underholdningen: Det folkelige "Skovfogedhuset" med adgang for alle og et tilknyttet sommerteater med en lokal Nakskovrevy, og den mere fornemme "Den Borgerlige Forening" med eksklusiv adgang for medlemmer fra det bedre borgerskab. Foreningen arrangerede blandt andet i en længere årrække nogle meget populære torsdagsballer, der var den direkte inspiration til Ernst Bruun Olsens musical fra 1966 Bal i den Borgerlige. Foreningen stod også for den årlige fugleskydningsfest, som var en stor begivenhed på hele Vestlolland.

Svingelen har i øvrigt lagt værtskab til private skovture, små og store folkelige, politiske og religiøse møder, forlystelser som en damptrukken karrusel, kegle- og skydebaner, på særlige festdage omrejsende gøglere, kulørte lamper og fyrværkeri, og masser af friluftskoncerter. I 1898 var området vært for Industri- og Landbrugsudstillingen i Nakskov, der var en national begivenhed med over 50.000 gæster.

I dag udgør Svingelen et skovparklignende område med restauranten Skovridergaarden, der ligger, hvor Den Borgerlige Forening lå i gamle dage.

Svingelen er et område på ca. 14 hektar, der i dag ligger i det nordlige Nakskov, delvist afgrænset af gaderne Svingelsvej, Krogsbøllevej og Løjtoftevej. Indtil omkring 1870 lå området udenfor byen, men med købstadens ekspansion blev det efterhånden integreret i byområdet.^[1]:19 I 1891 købte byrådet den tilstødende Krogsbølle Mose, der blev indlemmet i området og blandt andet rummede en sø, der passede godt som element i lystparken. Mosen har siden været kendt som Svingelsmosen, og der er i flere perioder blevet skåret tørv fra den til brændsel for byens borgere.^[1]:42-43

En "svingel" er en bevægelig spærring, svingbom e.l., som er anbragt ved en byport. Og en sådan svingel var netop tidligere anbragt ved indgangen til området, sådan at man kunne tale om, at man mødtes "ved Svingelen". Senere blev der i stedet bygget en jernport ved indgangen til Svingelen fra Svingelsvej.^[1]:19-20

Svingelen er anlagt på jord, der tilhørte landsbyen Krogsbølle. I 1550 blev denne landsby officielt nedlagt, og Christian 3. gav nogle af dens jorder til Nakskov by. Området blev brugt som et privat frynsegode for Nakskovs borgmester, der anvendte det til privat skovdrift og beholdt indtægterne derfra. Borgmesteren fik efterhånden hævd på ejendomsretten i forhold til byen, sådan at borgmester Erich Peter Pontoppidan i 1813 igen kunne sælge området til byen mod at få en årlig afgift. Afgiften blev betalt hvert år i naturalier til byens borgmester indtil 1925.^[1]:19-22

I 1813 overdrog byrådet i første omgang skoven til sammenslutningen af Nakskovs markejere, der videreførte driftsskoven. Allerede i første halvdel af 1800-tallet begyndte Nakskovs indbyggere at bruge skoven som udflugtsmål for skovture. Skoven lå i bekvem afstand fra byen, bød på frisk luft og passede til periodens romantiske tanker om at søge ud i naturen. Der var også et skovfogedhus, hvor skovens gæster kunne købe kaffe og snaps, og gamle kilder nævner et dansetelt eller muligvis et stort træskur, som blev besøgt af byens unge. Mere afgørende for områdets benyttelse blev imidlertid stiftelsen af Den Borgerlige Forening.

Skovfogedhuset var det ældste og mest folkelige serveringssted i Svingelen, hvor alle var velkomne. Det stammede tilbage til tiden, hvor skoven stadig blev brugt som driftsskov af borgmesteren. Den skovfoged, der tog vare på skoven, supplerede sin løn med et beskedent salg af kaffe og snaps. Siden blev arrangementet udvidet til et egentligt traktørsted, og i takt med lystskovens stigende popularitet blev stedet ombygget flere gange. I 1883 besluttede byrådet at bygge en helt ny restaurant på stedet, der fortsat beholdt navnet Skovfogedhuset. I 1894 fik stedet en tilbygning, hvor der blev spillet sommerteater, blandt andet en Nakskovrevy. I 1901 blev der arrangeret ballonopstigninger ved Skovfogedhuset, og der blev spillet populære sommerkoncerter. Desuden var der keglebane og ved særlige lejligheder artister og fyrværkerifest. I 1940 standsede morskaben dog, da stedet skiftede funktion og kom til at fungere som kommunal husvildebolig under den store boligmangel. Efter 14 år som husvildebolig blev stedet delvis nedrevet i forbindelse med, at Den Borgerlige Forening genåbnede sin restaurant i 1955.^[1]:63-85

I 1836 stiftede en række standsbevidste personer fra det højere borgerskab i Nakskov ”Den Borgerlige Forening i Svingelen” (almindeligvis blot kaldt ”Den Borgerlige Forening”). Formålet var at have en rent selskabelig forening for velstående borgere, som skulle kunne mødes under passende former i en sluttet kreds uden adgang for andre samfundsgrupper. Det var i høj grad embedsmænd, sagførere, bankdirektører og handelsfolk som grosserere og større købmænd. Foreningen ønskede at opføre en bygning i lystskoven Svingelen til brug for sammenkomster og baller. Stedet skulle også bruges til foreningens årlige fugleskydningsfester. Foreningen langtidslejede et stykke jord i Svingelsskoven og opførte en restaurantbygning i bindingsværk. Restauranten blev udvidet i flere omgange, blandt andet fik den en markant glasveranda i 1870. I sin bedste periode kunne stedet bespise 350-400 mennesker ad gangen. I 1934 blev restauranten beskadiget ved en brand, og en ny brand i 1952 ødelagde bygningen helt.^[1]:84-139

I 1881 havde foreningen 99 familiemedlemskaber og 105 enkeltmedlemskaber. Omkring 1930 havde den 100 aktionærer, 381 medlemmer og havde udstedt yderligere 200 adgangskort til sine arrangementer. Det blev talt som 600 medlemmer, og dermed var foreningen Nakskovs største forening. Ved indgangen blev der nidkært holdt øje med, at kun medlemmer kunne få adgang. Der blev stemt på generalforsamlingerne, om nye kandidater var værdige til at blive medlemmer. Stedet blev meget populært lige fra åbningen i 1836, og allerede i 1840 kom den første udvidelse. Restaurantens indretning var fornem, og medlemmerne spiste godt. Foreningen stilede efter en meget høj standard i betjeningen. Underholdningen fulgte tiderne: andespil, torskegilder og torsdagsballer blev på forskellige tidspunkter traditioner. I 1928 installerede foreningen sit første radioapparat. Alligevel fik foreningen økonomiske problemer omkring dette tidspunkt, og det blev værre under den økonomiske krise i 1930’erne.^[1]:84-139

I marts 1945 blev stedet beslaglagt af den tyske værnemagt til brug for indkvartering af tyske flygtninge. Efter at foreningen havde fået råderetten til bygningerne tilbage nogle år efter krigen, blev der i 1949 efter langvarige diskussioner åbnet for adgang for offentligheden og ikke kun medlemmer til restauranten. Økonomien var dog stadig sløj de følgende år. I 1952 nedbrændte bygningen helt, men efter overvejelser, om man skulle flytte etablissementet til det nyanlagte strandområde Hestehovedet ved fjorden, blev et nybyggeri sat i gang i 1954 på brandtomten. I 1955 kunne den nye bygning, der fik navnet Restaurant Svingelen, indvies. Det blev dog svært at få stedet til at løbe rundt økonomisk. Flere forpagtere forsøgte forgæves at skabe en sund økonomisk forretning ud af stedet, og i 1961 måtte foreningen, der også var hensygnende i medlemstal, sætte restauranten til salg.

Restauratørparret Erling og Ragnhild Balck Sørensen, der hidtil havde været forpagtere af restaurationen i Reventlowparken ved Pederstrup, overtog stedet. Erling var oprindelig bagersvend, havde som 14-årig haft arbejde som medhjælper i Skovfogedhuset, og filosoferede ved sin 50-års-dag over, at han nu ejede egnens fineste restaurant - den bygning, hvor han tidligere havde stået og kigget ind og vidst, at der måtte han ikke få adgang. Med salget ophørte Den Borgerlige Forening samtidig med at eksistere.^[1]:84-139

Restauranten blev omdøbt til "Skovridergaarden", hvilket stadig er dens navn i dag. Bygningerne nedbrændte endnu en gang i 1974, men blev genopført i 1976, igen i røde mursten. Et enkelt lille bindingsværkshus har dog overlevet de forskellige brande og står stadig tilbage på grunden som et minde fra Den Borgerlige Forenings tid.^[2]

Nakskovs byråd viste tidligt interesse for mulighederne i Svingelen som et attraktivt rekreativt område for byens borgere, og den aktive kommunale indsats for at omdanne skoven til en lystskov blev indledt i 1844. I 1878 istandsatte byrådet på foranledning af Den Borgerlige Forening Svingelsvej, der gik fra banegården til Svingelen, så den gik fra en støvet markvej til at blive en af byens fornemste gader. Det skete blandt andet ved at plante en allé af lindetræer, der fortsat står i den ene side af vejen, og give gaden, der nu fik karakter af en boulevard, gadelamper med effektiv belysning. Sidst i 1800-tallet begyndte der at blive bygget private villaer på Svingelsvej med en pæn herlighedsværdi i kraft af den korte afstand til lystanlægget. I 1899 blev der sat hegn hele vejen rundt om Svingelen med en smedejernsport ved indgangen fra Svingelsvej, som gav lystskoven karakter af park.^[1]:33-35 Kommunen sørgede også for opstilling af bænke, vedligeholdelse af planter og stier og indlæggelse af rindende vand ved fugleskydningspladsen, hvor der var opstillet boder.^[1]:39 Ved festlige lejligheder blev der hængt kulørte lamper i træerne, og der blev opsendt fyrværkeri. Fra 1850’erne blev der opstillet en hestetrukket karrusel, som i 1880’erne blev erstattet af en damptrukken karrusel. Begge karruseller blev populære og økonomisk attraktive forlystelser.

Nakskov afholdt to store erhvervsudstillinger i 1800-tallet, der var nationale begivenheder - den første i 1868, og den anden i 1898. Begge trak mange tusinde tilskuere fra hele landet. Udstillingen i 1868 var en ren industriudstilling, og den var ikke placeret i Svingelen, men inde i Nakskov by. Den inkluderede dog en friluftskoncert i lystskoven med efterfølgende bal i Den Borgerlige Forening og et afsluttende festfyrværkeri. I alt varede denne udstilling i fire uger og blev besøgt af 25.-30.000 mennesker.^[1]:181-196

Den blev imidlertid overgået af industri- og landbrugsudstillingen 30 år senere, i 1898, hvor selve udstillingsområdet var i Svingelen. Udstillingen var en kraftpræstation, der strakte sig over 18 dage i september, hvor der var opført en række særlige udstillingsbygninger, og adgang til Svingelen var lukket for andre end gæster og udstillere. Komponisten og bysbarnet August Enna havde komponeret en kantate til udstillingen, som Sophus Claussen havde skrevet tekst til. Hele udstillingen blev anmeldt overstrømmende i datidens Illustreret Tidende, som roste Nakskov for at være en fremskridtsby og en af Danmarks driftigste og livligste steder, mens Svingelen var "vidunder-dejlig". Udstillingen blev i alt besøgt af mere end 50.000 personer, hvilket skal ses i lyset af, at der på det tidspunkt var 8.000 indbyggere i Nakskov. Udstillingen blev dermed et af de største arrangementer i Svingelen nogensinde.^[1]:181-196

Papegøjeskydning eller fugleskydning, hvor man skød til måls efter en todimensionel fuglefigur af træ på en høj stang, har været en populær forlystelse i Danmark siden middelalderen. I Nakskov er konkurrencen dokumenteret kendt allerede fra 1625, hvor præsten Anders Pedersen noterede i Perlestikkerbogen, at Karen Lodvigs søn Hans druknede ved "Popegøyestangen". I 1659, hvor Nakskov blev belejret af svenskerne, eksisterede der et "Papegøjelav" i byen. Og i Svingelen har der været arrangeret fugleskydning i hvert fald siden 1822, hvor en avis skrev om det. Da Den Borgerlige Forening blev stiftet, overgik ansvaret for et årligt fugleskydnings-arrangement til den, og det udviklede sig til en stor lokal folkeforlystelse fra midten af 1800-tallet og ca. hundrede år frem. Det opfyldte et behov for en årligt tilbagevendende begivenhed, som alle byens og oplandets indbyggere uanset samfundsstand eller pengepung kunne deltage i. Fugleskydningsfesterne varede i op til fire dage og blev ledsaget af en række forlystelser, omrejsende gøglere mv. som nutidens byfester. Samtiden sammenlignede festlighederne med Dyrehavsbakken nord for København. Det hele startede med et højtideligt optog fra Axeltorv, hvor de egentlige deltagere i fugleskydningen gik i spidsen, klædt i kjole og hvidt. I 1920'erne deltog op imod 20.000 lollikker i den årlige fugleskydningsfest i Svingelen, og når Ørnebiografen i Nakskov 14 dage senere viste filmoptagelser af årets fugleskydningsfest for en billetpris på en krone, trak det også fulde huse til biografen.^[1]:222-269 Ikke uden grund blev fugleskydningsfesten i Nakskov betegnet som den største begivenhed i hele byens årlige liv, og en aktivitet, der var kendt over hele det lollandske land.^[3]

I tiden indtil anden verdenskrig og også et stykke tid efter indtog levende musik en større rolle i fritidslivet end i dag. De elektroniske massemedier var langt mindre udbredte, selvom Danmarks Radio blev oprettet i 1927, og når man for eksempel spiste på de finere hoteller, var der daglig optræden med levende musik. I Svingelen spillede koncerter også en stor rolle. Musikpavillonen ved siden af Den Borgerlige Forening blev opført i 1894 og afholdt koncerter sommeren igennem. Disse friluftskoncerter kunne høres ikke bare af foreningens medlemmer, men af alle, der kom i lystskoven, og Nakskov Købstadskommune betalte derfor også et tilskud til foreningens musikarrangementer. Da Socialdemokratiet med Sophus Bresemann i spidsen fik flertal i kommunens styre i 1913, overtog kommunen selv arrangementet af en række offentlige koncerter og ansatte i den anledning et kommunalt orkester fra 1919. Typisk var der offentlige koncerter en til to gange om ugen i Musikpavillonen, hvor tilhørerne kunne stå som sild i en tønde, særlig når der kom udenbys berømtheder som violinisten Wandy Tworek fra København, hvis forældre var indvandret til Lolland som roepolakker. Selv på dårlige regnvejrsdage kunne der komme 4-500 tilhørere til en koncert. De offentlige kommunale koncerter fortsatte til op i 1950'erne.^[1]:140-60

Den Borgerlige Forening fortsatte dog med sine egne arrangementer. Ikke mindst blev foreningens baller hver torsdag en fast tradition i byen, som omtales i de fleste beretninger om Nakskovs forlystelsesliv i mellemkrigstiden. I 1920'erne udvidede foreningen endda med baller om tirsdagen og søndagen i udvalgte måneder. Torsdagsballerne var populære blandt flere generationer af unge og fortsatte i hvert fald ind i 1940'erne. Arbejderklassens unge, der ikke havde adgang til Den Borgerlige Forenings baller, kunne i stedet mødes ved ballerne i Arbejdernes Forsamlingsbygning (normalt blot kaldt Forsamlingsbygningen) i Vejlegade inde i bymidten. Det var denne situation, der gav inspiration til Ernst Bruun Olsens musical Bal i den Borgerlige.^[1]:140-60

Dramatikeren Ernst Bruun Olsen skrev i 1966 musicalen Bal i den Borgerlige med musik af Finn Savery. Stykket handlede om arbejderklassens sociale ambitioner og var direkte inspireret af ballerne i Den Borgerlige Forening og klassedelingen i Nakskovs sociale liv. Det handlede om en arbejderfamilie, hvor faren arbejdede på Maskinfabrikken, hvor moren også tidligere havde været ansat. Sønnen gik i gymnasiet og ville gerne til bal i Den Borgerlige, hvilket gav problemer både ude og hjemme. Stykket blev sat op på Det Ny Teater med Buster Larsen, Lily Weiding og Morten Grunwald i de tre hovedroller og fik stor succes, og året efter turnerede det rundt i provinsen med Det Danske Teater. Det satte gang i en landsdækkende debat, om Socialdemokratiet var blevet for borgerliggjort, og titlen er siden blevet en talemåde, der anvendes i forskellige sammenhænge, i dag mest, når der er interne uoverensstemmelser på den borgerlige fløj i Danmark.^{[1]:152 [4]} Den stammer altså i sidste ende fra Svingelen, ligesom musicalens vestlollandske sprogtone og bramfri arbejderhumor afspejler omgangstonen i Nakskov. Bruun Olsen var selv født i byen i 1923 som søn af en træskomager og blev student fra Nakskov Gymnasium i 1941, så han kendte stykkets problemstilling indefra.^[1]:152

Musikken i Svingelen i anlæggets storhedstid var normalt lettere klassisk underholdningsmusik. Smagen var konservativ, og nyere musikfænomener som "Bostondansen", der kom til Danmark fra USA i årene omkring første verdenskrig, blev afvist som vulgær. Heller ikke rock'n'roll fandt frem til repertoiret i de kommunale eller Den Borgerlige Forenings koncerter i 1950'erne.^[1]:145-160

I længden kunne ungdommens musiksmag dog ikke holdes ude, og i 1970 arrangerede elevrådene på Byskolen, Møllemarkskolen og Stormarkskolen en otte timer lang frilufts-beatkoncert i Svingelen - den første af sin slags i Nakskov. Her spillede blandt andet det københavnske band Alrune Rod, og ifølge avisreferaterne medførte det en folkevandring til Svingelen af kappeklædte og farveblandede blomsterbørn fra hele landsdelen. Ca. 600 unge tilhørere deltog i arrangementet.^[5]

En række forskellige interesseorganisationer og klubber har brugt Svingelen som mødested. Et eksklusivt, men berømt eksempel er "Morgenklubben", stiftet i 1866 af de to købmænd Joseph Levison og Ludvig Ussing. I morgenklubben mødtes en håndfuld af Nakskovs fremtrædende borgere for at diskutere det politiske liv i byen, og særligt hvordan man skulle forholde sig til byrådet. Medlemmerne mødtes dagligt for at spadsere fra midtbyen til Svingelen, indtage en lile forfriskning og gå tilbage igen. Om sommeren startede spadsereturen kl. 6.30, mens man om vinteren kunne vente til kl. 8. Klubben blev kaldt "det lille byråd" og mentes at have meget stor indflydelse på det egentlige byråds beslutninger, blandt andet ved at kontrollere opstillingen af nye medlemmer.^[6][7]

En række organisationer har holdt større friluftsmøder i Svingelen. Arrangørerne har afspejlet de strømninger, der var i tiden. Præsten Vilhelm Beck, Indre Missions kendte mangeårige formand, aflagde årlige besøg i Nakskov og talte ved store møder i Svingelen, første gang i 1877, ligesom Afholdsbevægelsen afholdt store fester.^[1]:170-71

De politiske møder har afspejlet tidens konfliktmønstre. Under forfatningskampen i 1880'erne ansøgte lokale Venstre-folk flere gange om at måtte afholde folkemøder i Svingelen, men byrådet, der var domineret af modstanderpartiet Højre, afslog hver gang, mens man gav konservativt sindede mødearrangementer tilladelse. Ligeledes fik Nakskovs fremvoksende fagforeninger afslag på at måtte fejre en grundlovsfest i 1898. I 1901 kunne den socialdemokratiske arbejderbevægelse dog for første gang fejre 1. maj med et optog fra byens Axeltorv til Svingelen, hvor folketingsmand og formand for Dansk Arbejdsmandsforbund M.C. Lyngsie talte, og der var bal bagefter. I 1913 fik Socialdemokratiet flertal i Nakskovs byråd, og byen fik med Sophus Bresemann sit første socialdemokratiske folketingsmedlem. Året efter blev han også partiets første borgmester udenfor København. Socialdemokraterne afholdt i denne periode jævnligt større møder i Svingelen. I 1938 fejrede man 25-årsdagen for byrådsflertallet og Bresemanns valg med selveste statsminister Thorvald Stauning som hovedtaler. Året efter holdt partiet et grundlovsmøde på stedet om aftenen den 4. juni - et arrangement, der dog endte tragisk, da det lokalt valgte folketingsmedlem Knud Valdemar Jensen, der også var formand for De samvirkende Fagforbund (datidens FH), pludselig faldt sammen med en hjerneblødning, mens han sad og ventede på at holde tale. Han udåndede samme aften på Nakskov Sygehus.^[1]:202-221

I 1934 afholdt Konservativ Ungdom et meget opreklameret møde i Nakskov, hvortil der kom KU'ere fra hele landet, der med 300 "stormtropper" i spidsen marcherede fra byen til Svingelen og senere tilbage igen - ifølge en af de lokale aviser med masser af lange støvler, sorte bukser, militære læderremme og Hitler-hilsner. Tiden omkring anden verdenskrig var ligeledes præget af politiske modsætninger: I 1939 holdt det danske nazistparti DNSAP møde i Svingelen med ophængte hagekors i træerne. Den beskedne mødedeltagelse skuffede dog arrangørernes forventninger.^[1]:270-78 Til gengæld blev der holdt store alsangstævner i Svingelen fra 1940 til 1943.^[1]:220

Forfatteren Ulla Kirstine Rüth skrev i 2017 bogen ”Svingelen. Lystskov for borgerskab og godtfolk i Nakskov” på 319 sider. Bogen er en fremstilling af stedets historie, især i perioden 1836-1961, hvor Den Borgerlige Forening eksisterede.^[1][8][7]